Eurolandene måtte i sidste uge i huj og hast strikke en økonomisk redningspakke sammen, fordi et af medlemslandene, Grækenland, er kommet i så store økonomiske vanskeligheder, at selve euroens eksistens kan være truet. En gæld på svimlende 300 milliarder euro og et budgetunderskud på 12,7 procent af landets bruttonationalprodukt fik alle alarmklokker til at ringe. Nu skal gælden refinansieres, og Grækenland skal sælge statsobligationer for 53 milliarder euro. Målet er at nedbringe det offentlige budgetunderskud fra 12,7 til 8 procent. Håbet er, at euroens nedtur i forhold til dollaren bremses, og at der igen bliver skabt den nødvendige tillid til den fælles europæiske valuta.Da Dansk Folkeparti i sin tid advarede danskerne mod at stemme nej til kronen og ja til euroen, var årsagen ikke alene det åbenlyst håbløse i at skabe en fælles valuta til lande med vidt forskellige økonomiske politikker, men også en modvilje mod den økonomiske og monetære spændetrøje, en fælles valuta udgør. Hvis Grækenland stadig havde haft drachmer som valuta, ville tilliden til denne være faldet på grund af den store gæld, og en devaluering havde været konsekvensen. Jeg medgiver gerne, at devalueringer ikke er af det gode. Devalueringer er umoralske, idet de belønner ødelande og straffer mennesker, der rent faktisk har sparet op og sat tæring efter næring. Det har da også altid været årsagen til ønsket om bindende valutakurser - men dem kunne man også have haft uden euro-samarbejdet. Men devalueringer kan være en løsning til afhjælpning af akutte problemer her og nu. Det redskab har euro-samarbejdet fjernet muligheden for at benytte. Med den konsekvens, at borgerne i stedet må leve med alle mulige ubalancer såsom rentestigninger og eksploderende arbejdsløshed, hvis deres land havner i et økonomisk morads.
I øjeblikket er eurolandene havnet i en alvorlig kattepine. Helst ville de formentlig straffe grækerne for i årevis at have levet over evne og aflevere pyntede offentlige budgetter til EU. Men det ville resultere i så drastisk en hestekur, at der uden tvivl ville opstå social uro i Grækenland. Derfor må man fare med lempe. Balanceakten går ud på at sikre euroen uden at gøre den upopulær - unægteligt en vanskelig manøvre.
Nu indrømmer EUs magthavere imidlertid det, som de aldrig ville indrømme, da vi havde debatten om euroen: At forudsætningen for en fælles valuta naturligvis er en fælles økonomisk politik. Det vil i sidste ende også sige et nogenlunde fælles og ensrettet niveau for velfærd og offentligt forbrug. Og her vi fremme ved selve den kerne, som vi i Dansk Folkeparti ikke kan acceptere. Landene i eurozonen er nemlig alt for forskellige. Nogle er mere produktive end andre. Nogle forstår at føre en ansvarlig politik, mens andre bruger løs og lover deres vælgere guld og grønne skove. Men en fælles økonomisk politik er på langt sigt ikke mulig under de nuværende omstændigheder - heller ikke efter at Lissabon-traktaten er trådt i kraft.
Kun nationale regeringer har indtil videre magten til at udstikke retningslinjer for deres landes økonomiske politik, men den magt arbejder eurokraterne målrettet på at tilrane sig. Der er nu sket det paradoksale, at Grækenlands krise har fået unionstilhængerne til at vejre morgenluft. For den nuværende krise kan sætte gang i det vogntog, som fører os endnu længere ind i en total EU-dirigeret økonomisk og social politik.Argumentet vil være det velkendte, at der er behov for mere styring og koordination i eurozonen. Resultatet vil være en yderligere udhuling af den nationale suverænitet. Hvad bliver i grunden tilbage, hvis de nationale regeringer ikke en gang længere har bemyndigelse til at føre økonomisk og social politik? Unionstilhængerne ved godt, at en fælles økonomisk politik ikke er mulig under de nuværende forhold. Det kræver nemlig en fælles EU-politik. Hvilket for Dansk Folkeparti er beviset på, at euroen fra begyndelsen var et politisk projekt - men et projekt som ingen af de europæiske befolkninger på noget tidspunkt har efterspurgt - i hvert fald ikke de velstående lande. Og her er vi fremme ved en anden pointe: Euroen kan vise sig at være en særdeles profitabel forretning for Grækenland. Her ved man godt, at eurolandene vil gøre alt for at forsvare euroen, og at man derfor vil gå meget langt for at redde den græske økonomi. Reelt er euroen dermed blevet en ny omfordelingsmekanisme - og en undskyldning for at leve over evne. EU er rigtig god til at omfordele - vi behøver bare at tænke på landbrugsstøtten. Spørgsmålet er, om euroen i længden vil kunne hævde sig som en stærk valuta, hvis den reelt kommer til at fungere som en forhindring for nødvendige reformer i lande som Grækenland. To modsatrettede ønsker, ønsket om en stærk valuta og ønsket om opbakning til EU-projektet kan vise sig at være særdeles vanskelige at forene.
Tilbage står, at vi i Danmark kan være glade for vores krone. Ganske vist er vi formelt bundet til eurozonen, men vi har stadig en konkret mulighed for at sige fra, hvis det hele bliver for speget. Den mulighed eksisterer ikke i Euroland. Folkeafstemningen i 2000 var ikke en afstemning for eller imod euroen, men derimod en afstemning for eller imod kronen. Heldigvis valgte danskerne kronen, og den nuværende situation for euroen viser, at vi kan prise os lykkelige.
Med venlig hilsenPeter Skaarup
Kilde: Peter Skaarups ugebrev 15.2.10
Illustration: Hybris
