Da jeg fornylig hørte på TV om de vidunderlige og for medicinalindustrien indbringende ”lykkepiller”, kom jeg til at tænke på direktøren for Landsforeningen for Mentalhygiejne, psykolog Eggert Petersen, som i 70´erne hævdede, at danskerne i en ikke fjern fremtid ville blive langt mere beroende af psykologer end før. Man følte med ubehag, at disse fremtidsudsigter ikke var ham imod, men snarere glædede ham, som om han ikke tænkte på det negative ved, at folk skulle komme til at behøve psykologhjælp, men snarere på det positive for professionen at få større udbredning og magt.Det ligger vel i selv fagene, at psykiatere og psykologer let kan overvurdere deres egen værd, når de af omverdenen anses for experter på at bedømme andres opfattelser og livsværdier.
Herunder naturligvis også at vurdere politikeres programmer.
På en verdens-psykiaterkongres (i Honolulu ?) blev emnet politisk psykiatri da også debatteret i begyndelsen af 70´erne. Og man vendte sig imod Sovjets misbrug af psykiatrien til at ramme politiske modstandere. Jeg hørte ad omveje, at den danske psykiaterforening under professor Strømgrens formandskab undlod at stemme imod Sovjet.
Også i Danmark kan der påvises brug af politisk psykiatri om end ikke som i de kommunistiske lande.
Overlæge i psykiatri Skovgaard Jensen fandt det nødvendigt at pointere i Berlingeren den 24 november 1975, at ikke samtlige psykiatere var flippet ud til venstre, sådan som man måske kunne tro, når man så på psykiatere i Landsforeningen for Mentalhygiejne
Psykiaternes Forening havde i sin tid bestemt, at foreningen skulle kollektivt indmeldes i Mentalhygiejnen uden hensyn til et markant mindretals protester ( - en fremgangsmåde, som var/er meget brugt og som fik kommunisterne til at se langt vigtigere ud, hvad de så netop også blev).
Politisk blev/bliver psykiatri og psykologi i Danmark fortrinsvis brugt på det mere jævne - men absolut ikke ligegydige - plan som at indbilde stofmisbrugere, at det er samfundets skyld alt sammen, - eller lade umodne pubertetsbørn forstå, at det meste er forældrenes skyld, fordi disse ikke vil indse, at deres kernefamilie-begreb er et levn fra fortidens klassesamfund.
Men der mangler dog ikke exempler på, at psykiatere og psykologer også i Danmark har misbrugt deres fag til forfølgelse af politiske modstandere, såvel enkeltpersoner som vælgerskarer.
En speciel misbrug af psykiatrien og psykologien er den alt for store begejstring for medicinske produkter inden for psykiatrien. De er lette at tildele til beroligelse og bevidstløshedsgørelse, hvorimod det givetvis kan være et anstrengende arbejde at indgyde klienten/patienten så meget selvværd og selvkontrol, at vedkommende finder egen styrke til at overvinde sine problemer.
Preben Harris, der blev direktør for Folketeatret i 1971, var fuld af nye idéer. I samarbejde med psykiater Finn Jørgensen lod han 1971-72 teatret spille forestillingen ”Her bor de gale” til særpriser på billetterne og med efterfølgende debat mellem publikum. Om stykkets titel eventuelt sigtede til Danmark med ovennævnte betegnelsen ”her” ved jeg ikke. På den tid var stofmisbruget godt i gang, og Finn Jørgensen var positiv til hash (og fik senere overrakt en killum-pris). Han havde klienter med til forestillingen fra Skt. Hans, og så vidt jeg husker gik debatten vist mest ud på at tale om psykiatriens bedøvende midler.
Psykolog Eggert Petersen lancerede idéen om et ”trivselssamfund”. Vi skulle trives, være glade og lykkelige, ikke have bekymringer…
Er ”lykkepiller” vejen? Er det sagen at få en psykolog eller psykiater til at holde én i hånden gennem livet?
Hvad med at styrke sit eget ”jeg”, så man ikke kommer i sådan hjælpeløshed og afhængighed ?
I dag hører man ikke bare om "krisehjælp" i alarmerende stunder, men i helt latterlige situationer som ethver menneske burde kunne klare uden barnepige.
