Lige fra det øjeblik, da visse såkaldte kulturpersoner røg hash hos kulturminister Helveg Petersen, har man – med støtte fra højtansatte embedsmænd og ministre – arbejdet på at få hashen accepteret som legal, jvf. bl.a. Socialdemokratiets narkodebatoplæg 1972, Bernhard Tastesens og Ole Espersens indsats, Eggert Petersens trivselsprogram, Knud Heinesens og Tove Nielsens ansættelse af hashpositive narkokonsulenter, skønt det ikke skortede på mange reelle og velkvalificerede ansøgere. Tove Nielsen (fra partiet Venstre) genvalgte den hashglade Tine Bryld (skønt hun ikke var uvidende om Tines indsats. Var det en studehandel?).
En anonym løbeseddel kaldte til demonstration for fri hash foran Christiansborg lørdag den 8. juli 1978, og et par hundrede udflippede mennesker med øller, børn, hunde, chillums og hashblad i knaphullet samledes omkring Frederik den 7. Selv kongen fik hashløv stukket i hånden.
Ebbe Reich Kløvedal var naturligvis hovedtaler og bakkedes op af Lone Kellermands slagsang og af citater fra psykiater Mogens Jacobsen. Der uddeltes løbesedler, der fremhævede den gode koreanske hash, og et skilt fortalte: ”Der skal to til en fed chillum – dig og din forhandler”.
Fra Slotspladsen drog flokken ud til Christiania, hvor et halvt hundrede stykker holdt ”generalforsamling” i Den grå Hal og oprettede en forening, thi en forening med formand, sekretær, kasserer og regnskab ville lyde af noget og blive godtaget af befolkningen, sagde de. Formålet var at sprede kendskab til hashrygning og –dyrkning, få rimelige lave priser på hash og hjælpe folk, der sad i fængsel i de lande, der idømte hårde straffe som f.eks. Marokko, Afghanistan og Pakistan. Alle kunne være med i foreningen for kr. 25.-.
Med opbakning i massemedierne indkaldte man året efter til en ”høring” i Den grå Hal på Christiania den 28. oktober 1979. Hallen var stuvende fuld, altså sikkert 2-3000 mennesker, der masede og trængtes, en blanding af udflippede hashrygere, socialsektorens mange ansatte samt mere velbjergede intellektuelle, der havde købt sig til fattigdommens udvaskede, forslidte cowboybukser og blålilla klude for at give indstryk af, at de hørte til på den fløj.
En udstilling illustrerede narkoverdenen, og selve indgangsdøren dertil var – talende nok – formet som en ligkiste, stillet på højkanten og uden bund. Her så man ”Dødens Købmænd”, der samvittighedsløst solgte stoffer i kriminelt pengebegær (men ikke et ord om, at de accepteredes i narkobehandlingscentrene!). Man så narkohulen og kirkegården i dæmpet lys og længere fremme en fotomontage, der afslørede det usympatiske politi på jagt efter narkohajer, mens et andet afsnit af udstillingen belærte om, hvordan man kunne dyrke hash til sin chillum….! ”STØT FRI HASH” stod der. Var man ikke enig, fik man ikke adgang til talerstolen. Her var alle hashforkæmperne fra Ebbe Reich til Peter Ege, Mogens Jacobsen, Nils Christie m.fl. og her oprettede de ”Folkebevægelsen mod hårde Stoffer”. Formålet var klart nok: man ville narre befolkningen: ved at gå imod såkaldt hård narko, skulle man godtage hashen som et første skridt mod en legalisering.
Minsandten om ikke bevillingspolitiet gik i gyngen kort tid efter! De modtog en ansøgning om tilladelse til en gadekampagne. Lød det ikke godt – ”Folkebevægelsen mod hårde Stoffer”? Åbenbart kontaktede bevillingspolitiet hverken narkopoliti eller uropatrulje. Ej heller undersøgte de, om der overhovedet fandtes en forening med det angivne navn, for ellers havde de kunnet konstatere, at ”Folkebevægelsen for human Narkobehandling” netop havde indgivet en politianmeldelse (8.11.79) imod det valgte navn, der gik dem for nær og kunne misforstås ude i befolkningen. Hashforkæmperne fik tilladelse til landsindsamling i forbindelse med plancheudstilling i decembers julehjertetid, og gennem deres kontakter fik de TV-reklame for foretagendet den 15. december 1979. I København stod de med plancher og indsamlingsbøsser på Nytorv, hvor de slog plat på folks godtroenhed. En af fortalerne på Nytorv hævdede bl.a., at hash ikke var forbudt og ikke var et narkotikum. Det stod i loven, sagde han, uden dog at kunne angive nogen paragraf.
”Folkebevægelsen mod hårde Stoffer” tog kegler på navnet: de fik del i tipsmidlerne, bidrag fra den røde skibsreder Lauritzen og Mentalhygiejnens Augustinusfond m.m., mens brugbar-naive mennesker støttede dette Christianiaforetagende, da de sommeren 1981 sejlede fra havn til havn for at tigge penge. Hvordan skulle godtfolk kunne tro andet end det bedste, når Berlingeren, der endnu stod for de fleste – der ikke kendte typografkrigen bag kulisserne – som en solid konservativ avis, bragte en stor artikel til deres hyldest, og når selve ”Kong Frederik og Dronning Ingrids Fond til humanitære og kulturelle Formål” hoppede på limpinden og gav et pænt beløb til ”Folkebevægelsen mod hårde Stoffer” i marts 1981?
En fortvivlet forælder skrev til dronning Ingrid om denne vildfarelse.
Kilde: Bogen ”5. kolonne. 14 års kamp mod nedbrydningen af dansk kultur”.
En anonym løbeseddel kaldte til demonstration for fri hash foran Christiansborg lørdag den 8. juli 1978, og et par hundrede udflippede mennesker med øller, børn, hunde, chillums og hashblad i knaphullet samledes omkring Frederik den 7. Selv kongen fik hashløv stukket i hånden.
Ebbe Reich Kløvedal var naturligvis hovedtaler og bakkedes op af Lone Kellermands slagsang og af citater fra psykiater Mogens Jacobsen. Der uddeltes løbesedler, der fremhævede den gode koreanske hash, og et skilt fortalte: ”Der skal to til en fed chillum – dig og din forhandler”.
Fra Slotspladsen drog flokken ud til Christiania, hvor et halvt hundrede stykker holdt ”generalforsamling” i Den grå Hal og oprettede en forening, thi en forening med formand, sekretær, kasserer og regnskab ville lyde af noget og blive godtaget af befolkningen, sagde de. Formålet var at sprede kendskab til hashrygning og –dyrkning, få rimelige lave priser på hash og hjælpe folk, der sad i fængsel i de lande, der idømte hårde straffe som f.eks. Marokko, Afghanistan og Pakistan. Alle kunne være med i foreningen for kr. 25.-.
Med opbakning i massemedierne indkaldte man året efter til en ”høring” i Den grå Hal på Christiania den 28. oktober 1979. Hallen var stuvende fuld, altså sikkert 2-3000 mennesker, der masede og trængtes, en blanding af udflippede hashrygere, socialsektorens mange ansatte samt mere velbjergede intellektuelle, der havde købt sig til fattigdommens udvaskede, forslidte cowboybukser og blålilla klude for at give indstryk af, at de hørte til på den fløj.
En udstilling illustrerede narkoverdenen, og selve indgangsdøren dertil var – talende nok – formet som en ligkiste, stillet på højkanten og uden bund. Her så man ”Dødens Købmænd”, der samvittighedsløst solgte stoffer i kriminelt pengebegær (men ikke et ord om, at de accepteredes i narkobehandlingscentrene!). Man så narkohulen og kirkegården i dæmpet lys og længere fremme en fotomontage, der afslørede det usympatiske politi på jagt efter narkohajer, mens et andet afsnit af udstillingen belærte om, hvordan man kunne dyrke hash til sin chillum….! ”STØT FRI HASH” stod der. Var man ikke enig, fik man ikke adgang til talerstolen. Her var alle hashforkæmperne fra Ebbe Reich til Peter Ege, Mogens Jacobsen, Nils Christie m.fl. og her oprettede de ”Folkebevægelsen mod hårde Stoffer”. Formålet var klart nok: man ville narre befolkningen: ved at gå imod såkaldt hård narko, skulle man godtage hashen som et første skridt mod en legalisering.
Minsandten om ikke bevillingspolitiet gik i gyngen kort tid efter! De modtog en ansøgning om tilladelse til en gadekampagne. Lød det ikke godt – ”Folkebevægelsen mod hårde Stoffer”? Åbenbart kontaktede bevillingspolitiet hverken narkopoliti eller uropatrulje. Ej heller undersøgte de, om der overhovedet fandtes en forening med det angivne navn, for ellers havde de kunnet konstatere, at ”Folkebevægelsen for human Narkobehandling” netop havde indgivet en politianmeldelse (8.11.79) imod det valgte navn, der gik dem for nær og kunne misforstås ude i befolkningen. Hashforkæmperne fik tilladelse til landsindsamling i forbindelse med plancheudstilling i decembers julehjertetid, og gennem deres kontakter fik de TV-reklame for foretagendet den 15. december 1979. I København stod de med plancher og indsamlingsbøsser på Nytorv, hvor de slog plat på folks godtroenhed. En af fortalerne på Nytorv hævdede bl.a., at hash ikke var forbudt og ikke var et narkotikum. Det stod i loven, sagde han, uden dog at kunne angive nogen paragraf.
”Folkebevægelsen mod hårde Stoffer” tog kegler på navnet: de fik del i tipsmidlerne, bidrag fra den røde skibsreder Lauritzen og Mentalhygiejnens Augustinusfond m.m., mens brugbar-naive mennesker støttede dette Christianiaforetagende, da de sommeren 1981 sejlede fra havn til havn for at tigge penge. Hvordan skulle godtfolk kunne tro andet end det bedste, når Berlingeren, der endnu stod for de fleste – der ikke kendte typografkrigen bag kulisserne – som en solid konservativ avis, bragte en stor artikel til deres hyldest, og når selve ”Kong Frederik og Dronning Ingrids Fond til humanitære og kulturelle Formål” hoppede på limpinden og gav et pænt beløb til ”Folkebevægelsen mod hårde Stoffer” i marts 1981?
En fortvivlet forælder skrev til dronning Ingrid om denne vildfarelse.
Kilde: Bogen ”5. kolonne. 14 års kamp mod nedbrydningen af dansk kultur”.
