Renovationsvæsenet i København strejker.
Så kom jeg i tanker om en gammel historie - - - :
Foråret 1978 strejkede restaurations- og rengøringspersonalet på Storebæltsfærgerne. Skidtet hobede sig op, færgerne lignende flydende skraldecontainere, en eller flere måtte tages ud af fart, DSB opfordrede passagererne til at tage affaldet med fra borde, sømændene truede med at nedlægge arbejdet på grund af rotte- og sundhedsfare. Presse, radio og TV var oppe på mærkerne. Landets sårbare trafikale kommunikationssystem kunne bryde sammen når som helst.
Der var god grund til ængstelse for, hvad sømandsforbundet kunne hitte på. Enhver vidste, at formanden, Preben Møller Hansen, var glødende kommunist og ikke skyede noget middel for sin ideologi. Velbegavet og slagfærdig som han var, stiftede han 1980 partiet ”Fælles Kurs”, som udover sømændene især fandt tilslutning i Hovedstadens Trafikforbund. Var partiet ikke stort, så beherskede de dog på denne måde uhyre vigtige funktioner i samfundet. En lille tue kan vælte et stort læs. Hvordan var det med havnearbejderne i 1930´ernes kommunistaktioner?
Formiddagden 27. april gik Gertrud i gang med at ringe rundt til alle mulige medkombattanter, og trods almindelig arbejds- og skoledag, lykkedes det at få samlet ti personer. Derpå lejede hun en stor varevognsbus, fik papirsække udleveret fra Københavns Kommunes renovationsvæsen og tog selv koste, fejespån og spande med. For at undgå enhver misforståelse fra færgepassagerernes side, lavede Bo G. fra Fremskridtspartiets Ungdom et mindre antal flyveblade, som man om nødvendigt kunne stikke folk. Teksten lød: ”Bryder du dig om svineriet her? Nej vel! Derfor rengører vi selv. Vi tager naturligvis et par ekstra poser med. Gør selv det samme!! Med venlig hilsen en gruppe medrejsende.”
Skulle sømændene blive aggressive, måtte man indstille rengøringen og se aktionen mislykket…
Orlogskaptajn J.Dimpker ville tage med for at fotografere, og han lod efter aftale sagen sive ud til Sjællands Tidende og Næstved lokalradio.
Lastbilen kørte om bord på ”Arveprins Knud”. Dimpker stod ved broklappen. Alt OK. Ifølge aftale kendte vi ikke hinanden. Bo G. havde besvær med at købe billetter til gruppen, idet de billetterende søfolk troede, vi var strejkevagter, og sådanne skulle naturligvis ikke betale. Uh, nej, kære venner, gå ned og hyg jer i kantinen! Der står smørrebrød, øl og kaffe, og der er hvilerum…! Men Bo insisterede. (Det var vigtigt at have rene linjer).
En fotograf og en journalist fra Sjællands Tidende holdt øje med os. Straks efter afgang hentedes koste og sække frem og vi begyndte at feje. Der udspandt sig hurtigt komiske situationer: søfolkene, der havde været urolige for rotter, var nu bange for, at snavset skulle fjernes. De rev fyldte askebægre til sig, som var de uvurderlige skatte, der ikke måtte falde i fjendens hænder, og dansede en sand cancan rundt om borde og fejekoste. De var grove i munden, skældte og skubbede og søgte at hive kostene fra os. Susan fik et så brutalt stød i ryggen på den stejle skibstrappe, at hun på et hængende hår var styrtet ned i trappeskakten. En spinkel knægt fik et par rungende lussinger, mens en anden blev presset op ad en væg, mens kraftige næver slog ham i ansigtet…. Matroserne tampede kun løs, når de mødte drengene helt alene – uden vidner i nærheden…
Fem af de fejende blev beordret op til kaptajnen, bl.a. Gertrud og John S. Overvåget af et par matroser anede den arme mand ikke sit levende råd, da der jo ikke var tale om et rengøringsselskabs indblanding i en fagforeningskonflikt, men alene om en ganske spontan folkets reaktion på noget uhyrligt svineri. Der var ingen paragraf at hænge kostene på, så meget mere, som DSB selv – via radio og presse – havde bedt folk tage alt skrald med sig.
Jo mere vi fem talte, jo mere kunne de andre nedenunder nå at gøre rent, så vi gjorde vort bedste… En sømand kom ophidset buldrende : der er flere dernede kaptajn. De må komme ned…., men kaptajnen havde sit at gøre på broen og forsvandt. ”Uden koste!” lød hans salomoniske afgørelse – blot det affald, man kunne fjerne med hænderne…!
OK – vi fortsatte lidt endnu – uden koste – med hænderne. Groft mundhuggeri i en af salonerne opløstes i diskussion mellem passagerer, sømænd og fejefolk, mens journalisten griflede… Det værste møg kom væk. Aktionen var lykkedes. 26-27 topfulde affaldssække lå i varevognsbussen, der stank ad h. til. Chaufførerne i lastbilen bagved nikkede opmuntrende…!
Da skraldevognen kørte i land over broklappen, stod nogle af de unge fejefolk og talte med en firskåren matros med stort skæg: de ville vide, hvorfor han havde stukket lussinger? ”Kan det måske ses på dem?” svarede han hånligt, rimeligvis henvendt til journalisten, som
stod ved siden af.
Så snart færgen var i Knudshoved, standsede søfolkene al videre sejlads med ”fagligt møde”, men vore folk skulle i skole eller på arbejde næste dag, og jeg kørte dem derfor på skraldesækkene ned til jernbanefærgen. En kvinde dér skreg op og pegede: det var dem, der fejede, det var dem, der fejede!
Vel om bord slappede gruppen af. Nu var det overstået. En besætningsmand formanede, at de ikke måtte feje. Det havde de heller ikke drømt om. De havde hverken koste eller bagage med…
Men sømændene nægtede at sejle på grund af…”trusler om vold!”
Politiet kom derfor styrtende og arresterede syv af vore folk. To listede sig ubemærket bort og kom helskindet hjem, mens Gertrud i skraldebilen da allerede var på vej mod Jylland for at nå den tidligste morgenfærge fra Juelsminde, idet hun havde forstået, at der ikke var nogen vej tilbage over Store Bælt, og bilen skulle afleveres i København inden arbejdsdagens begyndelse. Skraldesækkene smed hun i affaldscontainerne i Jægersborg, gjorde bilen ren
og afleverede den.
Da hun nåede hjem, var hendes gamle far meget bekymret: radioavisen havde i samtlige morgenudsendelser meddelt, at der havde været tumult på Storebæltsfærgen, at en matros var blevet stoppet i en affaldssæk o.s.v. ”Pressegas!” sagde Gertrud. Alt var jo gået glat bortset fra de tærsk, nogle af drengene havde fået. Først hen på formiddagen forstod hun, at der måtte være noget galt. Hun ringede til politimesteren på Nyborg politistation. Han udbrød straks i en overlegen tone: ”Nå, De slap væk…!” Slap væk fra hvad??? Gertrud var noget desorienteret…, men han begyndte en lang enetale om, at han havde været lige ved at løse det politiske problem, Storebæltskonflikten, han havde…han havde… han…og så kom vi!!! – og gjorde rent!
De 7 fejekosteforbrydere var i politibil med bidske hunde bagi, blevet kørt fra færgen til politistationnen, hvor de en ad gangen blev ført ind, rippet for alle personlige ting i lommerne og spærret inde i celler. Hele natten holdt man forhør over dem. En af dem var kun 12 år, men politiet lod hånt om lovreglerne om forældres eller børneværns tilstedeværelse, d.v.s. de hævdede bagefter, at de havde ringet til børneværnets kontor – klokken var da 3-4 om natten! – men der var ingen, der svarede!!! Den søvndrukne dreng forhørte man2½ time og skræmte ham med trusler om, at man kunne få op til 6 års fængsel for at standse færgerne!
Da turen kom til Bo om morgenen, forlangte han at tale med en sagfører og ringede til Fremskridtspartiet på Christiansborg uden dog at træffe Glistrup. Da denne nåede frem til tinget, ringede han omgående til Nyborg for at tale med Bo, men uden at kunne få ham i tale.. Bo og de andre ventede forgæves på sagførerassistance. Først flere timer senere, da man løslod dem, røbede politiet, at Glistrup havde ringet.
”Forbryderne” blev ved middagstid – efter 12 timer i kachotten – puttet i en politibil, to af dem anbragt sammenkrøbne i hundeburerne bagerst, hvorefter man kørte om bord på færgen og først slap dem ud af hundeburene i Korsør!
En af de unge blev fyret fra sin elevplads i postvæsenet, fordi han ikke mødt på arbejde til tiden, men han blev dog taget til nåde i sidste øjeblik.
Sjællands Tidende havde i mellemtiden bragt en kæmpeartikel på forsiden, der braldrede op om tumulter og vold, skønt fotografierne fortalte noget andet. Det var skrevet af journalistelev Arne Møller fra Journalisthøjskolen i Århus. Han havde haft travlt natten igennem med at sprede sin upålidelige version af tildragelserne, bl.a. til politimesteren, hvilket sporedes i dennes ordvalg. Bag politianmeldelsen om ”trusler om vold” stod desuden 2-3 matroser, der havde uddelt øretæver!
Artiklen i Sjællands Tidende gav et så fordrejet indtryk, at det stod klart, at journalisteleven hørte til på samme politiske front som sømandsforbundet. Der var ikke grænser for, hvad han havde set (og ikke set), bl.a. hvordan vi havde proppet en sømand ned i en skarnsæk – ja, man havde endog et foto af det, hævdede Arne Møller. Hvilken utrolig frækhed! Havde man haft sådan et foto, så havde det været på forsiden af avisen! Ja, det havde været solgt til pressen landet over! Løgn altså. Gertrud skrev en lang berigtigelse af artiklen, men den blev åbenbart overladt til journalisteleven og dermed stort set ikke gengivet. Det var sømændenes og journalistelevens version, der gik igen i DR og landets presse og – hos politiet!
Resultatet blev et bødeforlæg på 500-1000 kr. til hver af os 5 fuldvoksne. Det blev selvsagt afvist, da det byggede på falsk anmeldelse.
Politimester Ib Poul Pedersen anlagde sag. Den kom for retten i Nyborg den 20. juni 1979. Politimesteren førte den selv. Ligesom admiral Nelson regnede han åbenbart med at få den hurtigt overstået, så han kunne komme hjem til frokost. Hans vidner mod os var:
Orlogskaptajn Jørgen Carl Bernhard Dimpker, Korsør
Journalistelev Arne Møller, Risskov
Ekstramatros Mogens Ruthkjær Jensen, Slagelse
Overmatros Palle Tage Carlsen, Korsør
Deres vidneudsagn lød:
Dimpker var telefonisk blevet underrettet om den forestående aktion af Gertrud. Han skulle besøge nogen på Fyn. Han havde fotograferet om bord, men da søfolkene truede med ikke at ville sejle med mindre han udleverede filmen til dem, så gav han dem den! Han besøgte alligevel ikke nogen på Fyn, men tog tilbage til Korsør. (Herregud – sådan ynkelig figur han gjorde! Og det var en kaptajn i orlogsflåden! Han ville have udleveret sit fartøj, hvis fjenden havde sagt Bøh! Sømændene på ”Arveprins Knud” havde genkendt ham, budt ham på aftensmad i kantinen og forlangt filmen udleveret. Hvorfor gik han ikke op til kaptajnen med den? Puh ha – bangebuks!).
Arne Møller fortalte intet nyt, men udmærkede sig ved taktikken ”det kan jeg ikke huske”. (Måske også fordi han i mellemtiden havde rodet sig ind i retssag med Gertrud og hendes ”Familieværnets Telefonavis”).
Mogens Ruthkjær Jensen mødte ikke i retten.
Palle Tage Carlsen fortalte om kvinden og 4 andre fejende, der var blevet beordret op til kaptajnen. Kan De se kvinden her i salen? spurgte politimesteren. Vidnet vendte sig om mod de fem på anklagebænken. De 4 var mænd. Det er hende, sagde han og pegede på den ene kvinde.
Videre fortalte Carlsen, at han havde hørt, at en af hans kolleger var blevet puttet i en sæk ”til glæde for en journalist og en pressefotograf”! Tableau! Udsagnet blev gentaget en ekstra gang og ført til protokols. Dermed var sagen faldet totalt på gulvet, inden den endnu var kommet rigtigt i gang.
(Ufatbart, at politimesteren i lutter vrede ikke havde undersøgt sagen bedre og talt med sine vidner i forvejen, men åbenbart havde blind tillid til en journalistelev…)
Vel af hensyn til den oprørte politimester Pedersen gav dommeren os en advarsel: vi måtte aldrig feje mere!
Vi tog den til os – ligesom polititransporten i hundebure og afhøring uden børneværnets nærværelse. Af mangel på penge! Samt af mangel på tid i disse for vort land så alvorlige stunder, hvor der var langt langt vigtigere ting på tapetet end kiv med en prestige-såret politimester, der mente, at han…han….han…..!
Kilde: Familieværnets Telefonavis 28/4, 3/5 og 29/6 1978 og tidsskriftet AKTION nr. 12 1979.
