Ifølge den svenske avis "Världen idag" (19/10) har verdens største uafhængige børneorganisation, Red Barnet (Save the children), der kæmper for børns rettigheder, gjort en forskrækkelig opdagelse:
Deres logo er tegnet af den engelske billedhugger Eric Gill (d. 1940).
Han havde ikke bare blodskamsforhold til sine to søstre, men forgreb sig også på sine egne børn. Det har han fortalt udførligt om i sine dagbøger, som siden blev brugt i Fiona McCarthys biografi om ham 1989. Bogen gav anledning til megen kontrovers mellem engelske katolikker, eftersom der hænger mange værker af Gill i engelske kirker.
Nu vil Red Barnets logo blive ændret næste år i samtlige 30 organisationer rundt om i verden, hvilket i praksis betyder en større opgave og en klækkelig udgift.