Jeg fulgte afstemningen om Lissabon-traktaten i Irland fredag og lørdag i den forgangne uge. Det var ikke en køn omgang. Det var heller ikke med begejstring i stemmen, at de irere, som medierne havde talt med umiddelbart efter, de havde afgivet deres stemme, kunne fortælle, at de havde stemt ja til Lissabon-traktaten - denne gang. Stemningen var nærmest præget af mistrøstighed og apati.
Irerne stemte ikke med hjertet i fredags – de stemte med tegnebogen.
Frygten for at blive arbejdsløse midt i en økonomisk krise, som jasigerne havde slået hårdt på ville være konsekvensen af et nyt nej, gjorde indtryk på irerne – og resultatet blev da også, at den irske befolkning under – skal vi sige moderat psykisk pres - omgjorde resultatet af den afstemning, som Irland afholdt sidste år.
Kødranden af EU-pinger, der i løbet af lørdag eftermiddag og aften stod i kø for at rose irerne for at have givet efter for EU´s armvridning – trusler om massearbejdsløshed, eksklusion af EU-samarbejdet og EU-pres for en forfatningsændring på den grønne ø – blev bare større og større. Den svenske udenrigsminister Carl Bildt, kommissionsformand Barroso og EU´s udenrigspolitiske koordinator Solana var ved at trampe oven på hinanden for at love, at EU-eksprestoget nu kørte videre med fuld fart, medens den irske befolkning endnu snappede efter vejret i togets udstødningsgasser, og deres bekymringer om, hvorvidt Irland nu også ville være et suveræn nation efter afstemningen blev ignoreret.
Frygten for at blive arbejdsløse midt i en økonomisk krise, som jasigerne havde slået hårdt på ville være konsekvensen af et nyt nej, gjorde indtryk på irerne – og resultatet blev da også, at den irske befolkning under – skal vi sige moderat psykisk pres - omgjorde resultatet af den afstemning, som Irland afholdt sidste år.
Kødranden af EU-pinger, der i løbet af lørdag eftermiddag og aften stod i kø for at rose irerne for at have givet efter for EU´s armvridning – trusler om massearbejdsløshed, eksklusion af EU-samarbejdet og EU-pres for en forfatningsændring på den grønne ø – blev bare større og større. Den svenske udenrigsminister Carl Bildt, kommissionsformand Barroso og EU´s udenrigspolitiske koordinator Solana var ved at trampe oven på hinanden for at love, at EU-eksprestoget nu kørte videre med fuld fart, medens den irske befolkning endnu snappede efter vejret i togets udstødningsgasser, og deres bekymringer om, hvorvidt Irland nu også ville være et suveræn nation efter afstemningen blev ignoreret.
Det er utroligt, at man endnu en gang skal være vidne til, at EU´s mægtigste mænd i løbet af en enkelt formiddag får kollektivt hukommelsestab – glemmer alt om afstemningsresultaterne i Frankrig, Holland og Irland – og som om intet var hændt vrøvler videre om et stadigt snævrere union.
I EU hører man kun, hvad man selv vil høre. Irland var bare et bump på vejen mod forbundsstaten med egen præsident og udenrigsminister. I EU er man bimlende ligeglade med den brede og dybe skepsis i de europæiske befolkninger mod forvandlingen af et i sin essens fornuftigt handelsmæssigt samarbejde til en europæisk superstat. Superstaten skal til ikke på grund af borgerne – men på trods af borgerne.
Nu lægges der så maksimalt pres på den tjekkiske præsident Vaclau Klaus for at tvinge ham til at underskrive den traktat, som han er inderligt imod, og som han og hans parti er overbevist om strider imod den tjekkiske forfatning. Jeg håber den tjekkiske præsident holder ud. Han er det sidste værn mod den omskrevne EU-forfatning og det sidste håb for en gang for alle at begrave Lissabon-traktaten.
Men er det ikke udemokratisk sådan at lade en tjekkisk præsident bestemme over EU´s skæbne. Til det er der kun at svare: Er det ikke ufatteligt udemokratisk, at EU ignorerer to rungende nej’er i Frankrig og Holland, vrider armen om på Irland og sekundet efter at man har tvunget et ja igennem, glemmer alt om de enorme problemer, man har haft ved at gennemføre EU-forfatningen/Lissabontraktaten for derefter at sætte automatpiloten på med den kvalmende hyldest til superstatsprojektet, som ingen folkelig resonans har i Europa?
Dårligt havde vælgerne i Irland afgivet deres stemme, før japartierne i Danmark havde genstartet debatten om, hvornår vi skal have en afstemning om afskaffelse af de danske forbehold. Ja-partierne tæller også Socialistisk Folkeparti, som bare venter på det rigtige tidspunkt til at erklære superstatsprojektet sin fulde opbakning, for derved at kunne sikre partileder Villy Søvndal standsmæssig kørelejlighed i form af en værdig afløser for den Rover, som den ellers så miljøbevidste SF-formand, måtte skille sig af med, da pressen pludselig begyndte at interessere sig for køretøjet. Søvndal kan simpelthen ikke vente med at sætte sig til rette i ministerbilen og så til h…… med partiets hidtidige skeptiske linje over for EU. Står EU-skepsisen i vejen for ministerbilen, så må EU-skepsisen vige, ligesom alle de andre SF-holdninger, der har stået i vejen for ministerbilerne.
Forbeholdene er alt andet end uvæsentlige.
Der er f.eks. den lille detalje ved forbeholdet på retsområdet, at det er det forbehold, der sikrer, at Danmark kan føre vores stramme udlændingepolitik. Der er den lille hage ved euro-samarbejdet, at hvis Danmark havde udskiftet vores kroner med euroen, så havde vi ikke kunnet operere med så stort et underskud på finansloven, som vi gør for 2010 – et underskud, der er nødvendigt for for alvor at sætte gang i dansk økonomi igen – EU havde derimod udskrevet bøder til Danmark. Og så sparer Danmark i øvrigt 7 millioner kroner årligt, fordi vi ikke er med i EU´s fælles forsvarspolitik.
Danskerne har stemt om forbeholdene. Vi har endda stemt om euroen to gange – og den danske befolkning vil ikke have den fælles mønt. Det er at gøre grin med de danske vælgere at blive ved med at spørge befolkningen om det samme.
Derfor vil jeg også kraftigt fraråde statsministeren at udskrive en folkeafstemning om de danske forbehold midt i euforien over, at det, som det også var tilfældet med Nice-traktaten, er lykkedes at vride armen omkring på irerne. Dansk Folkeparti vil i så fald give statsministeren og ja-sigerpartierne kamp til stregen, og vi er overbeviste om, at vi vil have befolkningen på vores side.
Modstanden mod den europæiske superstat er intakt uanset det fremtvungne resultat af folkeafstemningen i Irland fredag den 2. oktober. EU skal ikke uimodsagt have lov til at bulldoze sig vej hen over Europas befolkninger.
I EU hører man kun, hvad man selv vil høre. Irland var bare et bump på vejen mod forbundsstaten med egen præsident og udenrigsminister. I EU er man bimlende ligeglade med den brede og dybe skepsis i de europæiske befolkninger mod forvandlingen af et i sin essens fornuftigt handelsmæssigt samarbejde til en europæisk superstat. Superstaten skal til ikke på grund af borgerne – men på trods af borgerne.
Nu lægges der så maksimalt pres på den tjekkiske præsident Vaclau Klaus for at tvinge ham til at underskrive den traktat, som han er inderligt imod, og som han og hans parti er overbevist om strider imod den tjekkiske forfatning. Jeg håber den tjekkiske præsident holder ud. Han er det sidste værn mod den omskrevne EU-forfatning og det sidste håb for en gang for alle at begrave Lissabon-traktaten.
Men er det ikke udemokratisk sådan at lade en tjekkisk præsident bestemme over EU´s skæbne. Til det er der kun at svare: Er det ikke ufatteligt udemokratisk, at EU ignorerer to rungende nej’er i Frankrig og Holland, vrider armen om på Irland og sekundet efter at man har tvunget et ja igennem, glemmer alt om de enorme problemer, man har haft ved at gennemføre EU-forfatningen/Lissabontraktaten for derefter at sætte automatpiloten på med den kvalmende hyldest til superstatsprojektet, som ingen folkelig resonans har i Europa?
Dårligt havde vælgerne i Irland afgivet deres stemme, før japartierne i Danmark havde genstartet debatten om, hvornår vi skal have en afstemning om afskaffelse af de danske forbehold. Ja-partierne tæller også Socialistisk Folkeparti, som bare venter på det rigtige tidspunkt til at erklære superstatsprojektet sin fulde opbakning, for derved at kunne sikre partileder Villy Søvndal standsmæssig kørelejlighed i form af en værdig afløser for den Rover, som den ellers så miljøbevidste SF-formand, måtte skille sig af med, da pressen pludselig begyndte at interessere sig for køretøjet. Søvndal kan simpelthen ikke vente med at sætte sig til rette i ministerbilen og så til h…… med partiets hidtidige skeptiske linje over for EU. Står EU-skepsisen i vejen for ministerbilen, så må EU-skepsisen vige, ligesom alle de andre SF-holdninger, der har stået i vejen for ministerbilerne.
Forbeholdene er alt andet end uvæsentlige.
Der er f.eks. den lille detalje ved forbeholdet på retsområdet, at det er det forbehold, der sikrer, at Danmark kan føre vores stramme udlændingepolitik. Der er den lille hage ved euro-samarbejdet, at hvis Danmark havde udskiftet vores kroner med euroen, så havde vi ikke kunnet operere med så stort et underskud på finansloven, som vi gør for 2010 – et underskud, der er nødvendigt for for alvor at sætte gang i dansk økonomi igen – EU havde derimod udskrevet bøder til Danmark. Og så sparer Danmark i øvrigt 7 millioner kroner årligt, fordi vi ikke er med i EU´s fælles forsvarspolitik.
Danskerne har stemt om forbeholdene. Vi har endda stemt om euroen to gange – og den danske befolkning vil ikke have den fælles mønt. Det er at gøre grin med de danske vælgere at blive ved med at spørge befolkningen om det samme.
Derfor vil jeg også kraftigt fraråde statsministeren at udskrive en folkeafstemning om de danske forbehold midt i euforien over, at det, som det også var tilfældet med Nice-traktaten, er lykkedes at vride armen omkring på irerne. Dansk Folkeparti vil i så fald give statsministeren og ja-sigerpartierne kamp til stregen, og vi er overbeviste om, at vi vil have befolkningen på vores side.Modstanden mod den europæiske superstat er intakt uanset det fremtvungne resultat af folkeafstemningen i Irland fredag den 2. oktober. EU skal ikke uimodsagt have lov til at bulldoze sig vej hen over Europas befolkninger.
Med venlig hilsen
Pia Kjærsgaard i ugebrevet 5.10.09
Pia Kjærsgaard i ugebrevet 5.10.09
