Ord kan være farligere end våben
Under den romerske kejser Diokletians kristenforfølgelser lod præfekten over landskabet Bithynien (den nordvestlige del af Lilleasien ved Sortehavet) bibler, evangelier, epistler, liturgiske bøger og kirkeinventar brænde i et stort bål på torvet i hovedbyen Nikomedia. Det var givetvis hverken den første eller sidste autodafé i historien, men dog bemærkelsesværdig, da den var arrangeret af staten. Staten bestem te, hvad borgerne måtte læse.
Det behøver naturligvis ikke at foregå med bogbål, hvis flammer og røg er alt for iøjenfaldende
Da Molotov-Ribbentroptraktaten sluttedes, forsvandt al antinazistisk litteratur på bibliotekerne i Sovjet på én eneste nat. Og da Hitler angreb Sovjet, dukkede den pludseligt op igen. I det kommunistiske Kina lukker regimen rutinemæssigt ubehagelige hjemmesider på internet.
Når bukkefoden og halestumpen ses tydeligt, er faren mindst. Folk tager afstand fra offentlige bogbål, som f.eks. de nazistiske, netop på grund af deres åbenbare barbariske og destruktive karaktér. Da Ægyptens Farouk Hosny, som havde talt for afbrænding af israelske værker, kandiderede til UNESCO (det organ, hvis opgave det er at bevare kulturarvet), så endte det i en absurd farce. Bukkefoden var alt for synlig. Men det er ikke altid tilfældet.
I Vestens åbne retsstater tændes der ingen bogbål. Men bogbålenes kerne er ikke luerne, men tilintetgørelsen og undertrykkelsen af information. Problemet handler om det, vi aldrig får lov at tage del i. Her brændes informationerne ikke på torvet, men vælges diskret bort på de anonyme nyhedsbureauer, på avis- og TV-redaktionerne, på TV-sofaernes planeringsmøder, på bibliotekernes indkøbsmøder og ved forlagenes beslutninger om udgivelser. Problemet er i første hånd ikke manipulering med information, men undertrykkelse af den. Naturligvis – en boghandel kan ikke have alle bøger, aviser har ikke plads til alt, og TV-tiden er altid knap. Men når visse typer af information til stadighed tenderer til at udelukkes, må vi begynde at stille spørgsmål. Hvilke analyser har du set i TV om, at pave Benedikt for nylig samlede hundredtusindvis af mennesker i Tjekkiet, en af Europas mest sekulariserede lande? Hvordan behandler medierne kristenforfølgelserne i Sudan eller Pakistan? Hvilken avis har røbet, at EU´s Lissabontraktat giver mulighed for lovliggørelse af pædofili?
Det behøver naturligvis ikke at foregå med bogbål, hvis flammer og røg er alt for iøjenfaldende
Da Molotov-Ribbentroptraktaten sluttedes, forsvandt al antinazistisk litteratur på bibliotekerne i Sovjet på én eneste nat. Og da Hitler angreb Sovjet, dukkede den pludseligt op igen. I det kommunistiske Kina lukker regimen rutinemæssigt ubehagelige hjemmesider på internet.
Når bukkefoden og halestumpen ses tydeligt, er faren mindst. Folk tager afstand fra offentlige bogbål, som f.eks. de nazistiske, netop på grund af deres åbenbare barbariske og destruktive karaktér. Da Ægyptens Farouk Hosny, som havde talt for afbrænding af israelske værker, kandiderede til UNESCO (det organ, hvis opgave det er at bevare kulturarvet), så endte det i en absurd farce. Bukkefoden var alt for synlig. Men det er ikke altid tilfældet.
I Vestens åbne retsstater tændes der ingen bogbål. Men bogbålenes kerne er ikke luerne, men tilintetgørelsen og undertrykkelsen af information. Problemet handler om det, vi aldrig får lov at tage del i. Her brændes informationerne ikke på torvet, men vælges diskret bort på de anonyme nyhedsbureauer, på avis- og TV-redaktionerne, på TV-sofaernes planeringsmøder, på bibliotekernes indkøbsmøder og ved forlagenes beslutninger om udgivelser. Problemet er i første hånd ikke manipulering med information, men undertrykkelse af den. Naturligvis – en boghandel kan ikke have alle bøger, aviser har ikke plads til alt, og TV-tiden er altid knap. Men når visse typer af information til stadighed tenderer til at udelukkes, må vi begynde at stille spørgsmål. Hvilke analyser har du set i TV om, at pave Benedikt for nylig samlede hundredtusindvis af mennesker i Tjekkiet, en af Europas mest sekulariserede lande? Hvordan behandler medierne kristenforfølgelserne i Sudan eller Pakistan? Hvilken avis har røbet, at EU´s Lissabontraktat giver mulighed for lovliggørelse af pædofili?
Bogbrændingen i Nikomedia år 303 og Kejser Diokletians forfølgelse af kristne fik ikke stoppet kristendommen. Autodaféer er nok mere tegn på afmagt end magt.
Hvis magten er stærk, behøver man ikke brænde bøger.Så kommer de nemlig aldrig på tryk.
Fransk illustration af bogbrænding på 1700-tallet: æslerne danser omkring bålet, og Fugl Fønix genopstår af asken.
