På tale om gårdagens program her på SPYDPIGEN om Bikubefondens samfundsnedbrydende virksomhed før og nu gennem propaganda til skoleelever, er jeg her kommet over et andet gammelt læserbrev fra Jydske Tidende 14. februar 1975:
”Dorte på 12 år får i kommuneskolen regelmæssigt et blad, der fortæller hende om forskellige opbyggelige ting. Der har bl.a. været indlæg imod de tåbelige skoler og lærere og skrækkelige forældre, der underkuer børn, og man har slået til lyd for en farvestrålende gratis plakat i udflippet psykodelisk LSD-stil. Man har skiltet med afskaffelse af mesterlæren og udbredt sig om den røde sanggruppe ”Røde Mor” og det røde forlag ”Demos”.
I narkospørgsmålet stikker man børnene blår i øjnene om, hvor fantastisk dansk indsats er på det område, skønt vi ligger på bunden, og hvad forbrydelser angår, får man at vide, at straf ikke er sagen. En ung mand, der sidder inde for hash-salg citeres for sagens skyld: ”- gid de kunne få fingrene ud af r..hullet og få mig dømt...” etc. (Af hensyn til voksne læsere skal ordet i citatet ikke skrives helt ud, sådan som det er i bladet for børnene).
Kære læser, forstå mig ret. Disse i klassen omdelte blade er ikke fyldt med holdningspropaganda fra A til Z, thi sådan propaganda ville være for tyk. Den lille regelmæssige dråbe, der i sin monotoni sløver, men som udhuler stenen, er den bedste af alle propagandaformer. Man har set det før, man ser det stadigvæk. Yderligere kan propaganda pakkes ind i karamelpapir under påskud af at ”lægge op til debat”, ”at give forslag til diskussion i klassen eller med forældrene” eller ”forslag til stileemner” osv.
Fingrene væk fra vore børn!
Hvem uddeler sådant blad i skolerne?
Spørger De?
Det gør – Sparekasserne!”
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
”Dorte på 12 år får i kommuneskolen regelmæssigt et blad, der fortæller hende om forskellige opbyggelige ting. Der har bl.a. været indlæg imod de tåbelige skoler og lærere og skrækkelige forældre, der underkuer børn, og man har slået til lyd for en farvestrålende gratis plakat i udflippet psykodelisk LSD-stil. Man har skiltet med afskaffelse af mesterlæren og udbredt sig om den røde sanggruppe ”Røde Mor” og det røde forlag ”Demos”.
I narkospørgsmålet stikker man børnene blår i øjnene om, hvor fantastisk dansk indsats er på det område, skønt vi ligger på bunden, og hvad forbrydelser angår, får man at vide, at straf ikke er sagen. En ung mand, der sidder inde for hash-salg citeres for sagens skyld: ”- gid de kunne få fingrene ud af r..hullet og få mig dømt...” etc. (Af hensyn til voksne læsere skal ordet i citatet ikke skrives helt ud, sådan som det er i bladet for børnene).
Kære læser, forstå mig ret. Disse i klassen omdelte blade er ikke fyldt med holdningspropaganda fra A til Z, thi sådan propaganda ville være for tyk. Den lille regelmæssige dråbe, der i sin monotoni sløver, men som udhuler stenen, er den bedste af alle propagandaformer. Man har set det før, man ser det stadigvæk. Yderligere kan propaganda pakkes ind i karamelpapir under påskud af at ”lægge op til debat”, ”at give forslag til diskussion i klassen eller med forældrene” eller ”forslag til stileemner” osv.
Fingrene væk fra vore børn!
Hvem uddeler sådant blad i skolerne?
Spørger De?
Det gør – Sparekasserne!”
- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Her er mer forklaring til skoleeleverne i Sparekassernes blad ”Ung i Dag” 1975: ”En af de ”Demosgrupper”, som har solgt flest plader, er Røde Mor. Men Røde Mor er nu meget mere end et orkester. Røde Mor er et kunstnerkollektiv, grundlagt 1969. Røde Mors formål er at skabe politisk, proletarisk kunst. Røde Mor består af et orkester og en grafikergruppe, der begge arbejder med kollektiv kunst.”
Der fortælles videre om DKP´eren Troels Triers Røde Mor-musik - dengang da han var begejstret for de røde kmeer: Sangene ”vil mere end underholde...Politisk musik vil have lytterne til at tage stilling. Og for at det ikke skal misforstås, hvad sagen drejer sig om, er fremstillingen forenklet.”
Som ringe i vandet...
Der fortælles videre om DKP´eren Troels Triers Røde Mor-musik - dengang da han var begejstret for de røde kmeer: Sangene ”vil mere end underholde...Politisk musik vil have lytterne til at tage stilling. Og for at det ikke skal misforstås, hvad sagen drejer sig om, er fremstillingen forenklet.”
Som ringe i vandet...