Korporlig mishandling og voldtægt af børn anses hos menigmand for den groveste forbrydelse, man kan begå.
Hvad med åndelig overgreb og voldtægt af børn?
Hvad skal en god børnebog indeholde?
”Vel skal der være ”saglig” og ligesom skrabet faktapræget litteratur om bl.a. arbejdsløshed, men der skal også være mord, voldtægt, selvmord (vi må genopvække en slags orgiastisk expressionisme/futurisme for børn). Ja, det begynder sgu helt at ligne et program, men OK: så er det et program. Har vi ikke tid til at finde øloplukkeren, så lad os da for fanden smadre halsen på flasken!”
Torben Weinreich i forfattervejledning til forlaget Borgens børnebogskonkurrence 1976.
Torben Weinreich startede sin karriere ved Askovgården på Nørrebro 1966. Efter lærerexamen var han nogle år pædagogmedarbejder ved Roskilde Amts skolecentral (i dansk og dramatik), desuden ansat ved skoleradioen og medredaktør af det socialistiske blad BIXEN (om miljøer og medier for børn). Han blev cand. pæd. 1974 og kastede sig over børnelitteratursociologi.
I tidsskriften AKTION nr. 2, 1978, fortælles om hans overgreb på børn, gengivet her nedenfor. Det førte ham til elitens top som professor i børnelitteratur.
Han har skrevet børnebogen ”Arbejdsløs” (tegninger af Claus Deleuran) m.m. og flere bøger om dramatik, bl.a. ”Dramatik i Orienteringsundervisningen”, udgivet af Børnehaveklasseforeningen i samarbejde med Pædagogisk Landsforening for Orientering (PLO). Heri gøres rede for målet: dramatik skal ikke bare øge sanse- og kropsbevidstheden, men ”denne bevidsthed må bruges til noget f.eks. til at bryde ”det autoritære og kommercielle mønster””. Ifølge nævnte bog når børnene individuel frigjorthed ved ”en mere styret arbejdsform i starten”, hvorved de snart vil føle ”at have mulighed for at indgå i den aktuelle sammenhæng på linie med de andre.” Dramatik skal føre til udadvendt aktivitet, thi ”formålet må være individets frigørelse i en proces, der indebærer arbejdsklassens frigørelse.”
Sammen med Søren Vinterberg fra Mentalhygiejnens organisation BRIS har Torben Weinreich skrevet ”Børnelitteratur-Klassekultur” og meget andet om samme emner´, bl.a. i BIXEN, eller gennem eget forlag TIU og som børnebogsanmelder ved Brugsforeningens blad SAMVIRKE.
På tale om tegneserier, som brugtes i danskundervisningen er det tankevækkende at se, med hvor stor ihærdighed han påtaler den triste leflen for lave instinkter gennem beskrivelser af vold, kriminalitet, penge- og sexbegær osv., samtidigt med, at han selv og hans medarbejdere i kamp mod folkestyret og forældre bevidst bruger og anbefaler sådanne ting uden nogen som helst skrupler over for børnene eller deres forældre (se nedenfor!).
I bogen ”Børne og Ungdomsbogen i Lokalsamfundet” beretter Torben Weinreich om sit Osted-projekt, der ikke opnåede den ønskede kulturstøtte, da den fornødne tillid til hans arbejde ikke syntes at være til stede. I samme bog gør Weinreich rede for, hvordan man kan omgå den forældrestyrede og beskyttede opdragelse ved at lade omtale og anbefalinger af børnebøger nå frem til børnene via æteren, altså gennem børneprogrammerne i radio og TV.
”Hvordan får vi bedre børnebøger”, spørger han i Samvirke, 1976. Spørgsmålet lyder som en vittighed på baggrund af Weinreichs forfattervejledning til BORGENs børnebogskonkurrence. Bent Haller viste sig som et skrupelløst redskab, der fulgte anvisningerne fra Torben Weinreich og Søren Vinterberg, der sammen med to trosfæller, IbenMelbye og Borgens direktør, Ole Thestrup, udgjorde dommerkomitéen. Haller havde således alle chancer for at vinde - og vandt da også med bogen KATAMARANEN. Den vakte forældreharme og postyr i flere kommuner, hvor bibliotekarerne indkøbte den eller lærere tog den i brug.
I nævnte forfattervejledning opfordredes børnebogsforfattere til at skrive om politiske aktioner på arbejdspladserne, revolutioner, terror, politisk arbejde af forskellig art, f.eks. elevrådsarbejde, landproletariatet (= husmænd som specialarbejdere), massagepiger, homosexuelle drenge, hor og vold. ”Vel skal der være ”saglig” og ligesom skrabet faktapræget litteratur om bl.a. arbejdsløshed, men der skal også være mord, voldtægt, selvmord (vi må genopvække en slags orgiastisk expressionisme/futurisme for børn). Ja, det begynder sgu helt at ligne et program, men OK: så er det et program. Har vi ikke tid til at finde øloplukkeren, så lad os da for fanden smadre halsen på flasken!”
Weinreich og hans extremist-venner sigtede mod et bestemt politisk mål. Det skulle nås. Med anstændige eller uanstændige midler! Han brugte Mentalhygiejnens ideologiske taktik: han greb fat i børnene bag forældrenes ryg.
En pjece fra den forældrefjendske organisation BRIS (kaldet ”BørneRov I Samfundet) hovererede med, at de havde ”kontakt til børnebogsforlag”.
BORGEN !
Kilde: Tidsskriftet AKTION 1977 og 1978
