Dansk Folkepartis medlem af udlændingeudvalget, Martin Henriksen, retter nu henvendelse til integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) og foreslår, at regeringen stopper støtten til Irak, indtil der kommer en hjemsendelsesaftale i stand med Irak for både kriminelle irakere og afviste irakere i asylcentrene.
- Situationen er uholdbar. Vi har senest set, hvordan politiet måtte løslade fem kriminelle irakere, fordi Irak afviser at modtage kriminelle landsmænd. Derudover venter en række irakere i asylcentrene på at blive tvangshjemsendt, og dem skal vi også have Irak til at tage imod. Der har været talt om en løsning længe, men jeg forstår ikke, at regeringen ikke insisterer mere på en aftale over for Irak, siger Martin Henriksen.
- Forhandlinger er en god ting – men Danmark har faktisk et trumfkort i baghånden, som regeringen bare ikke bruger. Danmark sender midler til kapacitetsopbygning af myndighederne i Bagdad, og det vil være oplagt for regeringen at stoppe den finansielle og rådgivende støtte, indtil Irak er gået med til en aftale om hjemsendelse, siger Martin Henriksen, som forventer et positivt svar fra integrationsministeren.
Kilde: pressemeddelelse fra Christiansborg, lørdag den 10. januar 2009 /NL