- mandag den 5. januar 2009
Valgåret 2009 er i gang
I dagene efter nytår er det oplagt at tage pejling af højdepunkterne i året, der kommer. Dem er der mange af – ikke mindst når man ser på den politiske arena. Der er bud efter os borgere i det kommende år til flere vigtige afstemninger. Mere end én gang skal vi op af sofaen og gøre brug af det, som folk i andre lande kæmper så bittert for at opnå – vores stemmeret.
Først er der valget til Europa-Parlamentet den 7. juni. Traditionelt set er stemmelysten blandt danskerne noget mere afdæmpet til disse valg, end den er til folketingsvalgene. Til Europa-Parlamentsvalget i juni 2004 valgte næste 48 procent af danskerne at møde op til stemmeurnerne. Til sammenligning stemte knap 85 procent af danskerne otte måneder senere, da der var folketingsvalg. Det er en forskel, der er til at tage og føle på!
Det er måske forståeligt, at parlamentsbygningen i Bruxelles kan forekomme langt væk, og at EU kan opfattes som en kompliceret og noget uhåndgribelig størrelse – men som tiden går, og EU-bureaukratiet griber mere og mere om sig, bliver det kun vigtigere at bruge sin stemme denne sommerdag.
For hvad enten vi vil det eller ej, så griber EU mere og mere ind i vores hverdag. Én ting er de sære detaljer og petitesser, som EU-direktiver pludselig blander sig i, og som giver en masse omtale i medierne. Noget andet er den grundlæggende underminering af dansk lovgivning, som foregår ganske umærkeligt, mens vi diskuterer krumme agurker.
I perioder er det op til halvdelen af de love, der vedrører os, der bliver besluttet i EU – og altså ikke af det danske folketing. Halvdelen! Så kan det altså ikke nytte, at under halvdelen af danskerne møder op. Jeg lover, at Dansk Folkeparti vil gøre sit til at mobilisere så mange EU-skeptiske stemmer som overhovedet muligt, for det har aldrig været vigtigere at kæmpe for dansk selvstændighed i EU.
Fra det europæiske til det lokale – for den 17. november bliver der kaldt på os igen, denne gang til kommune- og regionalvalget. Her ligger indflydelsen lige for. Her handler det for eksempel om vores hverdag – om sygehusene, skolerne, om affaldsordningen, om parkeringspladser nede på torvet og – ikke mindst – om priserne på de ældres udbragte mad. Alligevel var stemmeprocenten ved kommunalvalget på 69,4 procent, og det betyder, at næsten hver tredje stemmeberettigede ikke benyttede sig af chancen for at få hånd i hanke med sit byråd og sit regionsråd. Netop det forgangne års historier om ublu priser på de ældres mad, om nedslidte skoler og sundhedsvæsnet burde få danskerne til at fare til stemmeurnerne den 17. november, og det håber jeg, at alle vil gøre.
Og ikke at forglemme: Den 7. juni, hvor Europa-Parlamentsmedlemmerne skal vælges, skal vi også stemme om tronfølgerloven. Vi skal gøre op med en gammel forskelsbehandling, der rent faktisk kunne have haft betydning for lille prins Christian – hvis det var blevet en pige! Ifølge loven er det nemlig den førstefødte dreng, der kan blive konge engang – mens en pige pænt må stå over, med mindre hun slet ingen brødre får. Den 7. juni får vi mulighed for at lave om på loven, så det altid er den førstefødte, der bliver tronarving – uanset køn. Mon ikke det er ved at være passende at få lavet om på, efter så mange år med ligestilling – og ikke mindst en fremragende dronning.
Og så er der jo den afstemning, som vores regering går og lurepasser med. Nemlig den om statsminister Anders Fogh Rasmussens store drøm om at afskaffe kronen. Og hvem ved, måske ryger der et eller to EU-forbehold mere med i gryden. Det ved kun statsministeren, som nøje går rundt og holder med øje med meningsmålingerne og valutakurserne – hvad synes danskerne om euro’en i dag? Nå, skal vi hellere vente til i næste uge? Kun han kan sætte kampen i gang. Men i Dansk Folkeparti er vi evigt beredt på at tage kampen op for vores stærke krone, som har tjent os så godt – også under den igangværende finansielle krise.
Og så er der den afstemning, vi aldrig fik – nemlig den om Lissabon-traktaten. Her turde statsministeren ikke spørge danskerne om deres ærlige mening, for det kunne risikere at sætte en stopper for toppolitikernes overnationale projekt. Hvis nogen troede, at EU var til for europæernes skyld, så blev den tro da endelig stedt til hvile i 2008.
Netop derfor er det så vigtigt at bruge sin stemmeret, når man får den – nemlig til at sikre, at Dansk Folkeparti får maksimal indflydelse i byrådene og regionsrådene, og til at sende ikke blot vores dygtige spidskandidat, Morten Messerschmidt, men også så mange DF-kandidater som muligt til Bruxelles, så de kan kæmpe for Danmarks selvbestemmelse. 2009 bliver et utroligt spændende valgår – vi ses ved stemmeurnerne!
Med venlig hilsen
Pia Kjærsgaard
