Det er i år tredive år siden, at man holdt det, man kaldte ”Børneår”. I enhver ny politisk ideologi gælder det at få fat i børnene og få dem indoktrineret med de nye idéer. Resten kommer af sig selv. Jeg har gravet ”Familieværnets telefonavis” frem fra nöjagtig 30 år siden i dag, altså fra den 6. januar 1979. Har I måske hørt den dengang?
Her kommer teksten:
Dette år har fået prædikatet ”Børneår”. Så er vi alltså kommet så langt ud, så vi skal have et særligt børneår. I en tid, hvor kvinder er villige til at ødelægge sig selv med hormonpræparater og aborter for at frigøre sig for personligt ansvar. Som om ikke hvert år burde være et børneår. Hvornår får vi et ”Tilbage-til-naturen-år”?
Børneåret 1979 indledtes faktisk for et år siden, da man startede bag kulisserne.Man gik stille med dørene. Det gjaldt om ikke at gøre sig bemærker, før alt var klappet og klart. Når retterne var færdigkogt, kunne man byde til bords.
Det er den kommunistisk-styrede fagforening, BUPL (hvis bogstaver udlægges som Børn Under Politisk Ledelse, som sammen med kammeraterne fra andre grupper som f.ex. BRIS (kaldet BarneRov I Samfundet) har taget têten. De lægger ikke skjul på, at de igennem massemedierne, hvor de jo har vennerne anbragt, vil lægge an på propaganda for deres fremstød, ligesom de vil have kommunerne til at bidrage økonomisk til deres arrangementer.
Det kan næppe overraske nogen, at børneåret først og fremmest skal udnyttes af de samfundsundergravende røde kredse, der har arbejdet hårdt på at splitte og ødelægge kernefamilie-begrebet.
De personer, der under ”etiketten” børneår stiller sig i forgrunden for at ”gøre noget for børn”, er de selvsamme personer, som – åh, så børnevenligt! – har gjort deres til at udbrede og øge ungdomsnarkomanien, ungdomsdrikkeriet, kriminalitet og umoral.
Hvad har disse pædagoger og psykologer ”på bjerget” gjort af godt over for børn? Jo mere de har rullet sig ud, jo mere sindssvagt er det blevet. Denne udvikling passede dem godt. De påberåbte sig de fremavlede tilstande for at gå videre med at ”hjælpe” og fremkalde stadig værre forhold.
Er der folk i kommunalbestyrelserne som er brugbarnaive nok til at støtte disse kredse? Det er der sikkert. De færreste har tid og mulighed for at trænge til bunds i, hvad der gemmer sig bag organisationer og grupper, som fører honningsød tale ligesom ulven i Rødhættes bedstemors seng.
Hertil kommer, at politikerne kun opfatter politik ud fra det gamle traditionelle mønster og endnu ikke har fattet, at småtingsafdelingen , græsrødderne, barnekammerpolitikken – eller hvad man skal kalde den – er sagen nu. Rævene ved det, og de vogter gæslingerne.
Det er vigtigt, at byrådsmedlemmer vågner op. Nogle byråd har allerede givet tilsagn om støtte til aktiviteter i børneåret. Nydeligt, men det er ikke ligegyldigt, hvad der ligger bag ordene at ”hjælpe børnene”. Vi vil foreslå, at man alene holder sig til grupper, der ligesom Frelsens Hær har bevist, at de arbejder uselvisk og positivt.
Dette var altså et tilbageblik på Børneåret 1979.
