Den her Tuneser-sag minder mig om en historie fra det gamle København:
I 1836 skete der et rovmord i Nyhavn nr. 65. Den myrdede hed Jens Peter Tønder og var theolog og lidt speciel. Han falbød på gaden et moraliserende skrift, som han selv udgav til opbyggelse af en sund sjæl i en sund krop. Han levede yderst spartansk, og rygtet gik, at han havde penge på kistebunden.
En ungersvend på 22 ved navn Worm bad Tønder om lektioner i fransk. Til den første time medbragte han to kager. Den ene havde han tilsat en god portion opium. Worm ventede spændt på resultatet ind imellem de franske verber, men Tønder var robust og klarede sig. Næste gang kom Worm igen med to kager, men Tønder var ikke lækkersulten og ville ikke have kage, så gode råd var dyre.
Worm kværkede ham med et stykke sejlgarn.
Stanken af lig bredte sig i sommervarmen i Nyhavn og afslørede udåden. Morderen – eller som det hedder på moderne presse-dansk: ”den unge mand” blev pågrebet og stod efter daværende lov til henrettelse. Men nu lykkedes det synderen at få drejet stemningen i befolkningen. I fængslet begyndte han nemlig at skrive tårepersende sirupsdigte, det huleste hule pop. Fængselspræsten, pastor Visby fra Vor Frelsers Kirke, hoppede på limpinden! (ligesom andre senere præster i håbløs godhjertet naivitet er hoppet på andre limpinde!!!).
Visby ynkedes og lod Worms blævrede lyrik trykke og fik det spredt i København. Unge piger og gamle koner hulkede højt over Worms rørende udgydelser, f.ex. digtet ”Min døende fader”, hvori hans far siger farvel til livet, til sin kone Marie og til ham, sønnen i fængslet. Eller digtet ”Morgenen før Tønders død” om hans sørgende moder, der måske end ikke kan få en hæderlig grav på Assistens Kirkegård til sin søn. Det slutter således: ”Moder-Tåre fra det knuste Hjerte flyder ved sin tabte Yndlings Lig. Kan en Moders Tåre, hendes Smerte – Verden! – kan den ej forsone dig? – Vil du nægte mine Ben sin Hvile på det Sted, der var mig, - oh, så kjær? Skal på Graven aldrig Blomster smile? – Verden! Med mit Støv forsonet vær!”
Hele grædekoret hylede. Frederik den Sjette blev belemret med bønskrifter om benådning. Thorvaldsen blev anråbt om at gøre noget for den stakkels unge mand, og den følelsesfulde kunstner havde faktisk en del sjælekvaler, mens H.C.Andersen gennemskuede det hele makværk.
Petri Claudi Ferdinand Worm blev henrettet. Det stakkels unge menneske – bare fordi han havde myrdet Tønder, den sære fransklærer, ham der stod ved porten til Kongens Have og solgte gudelige skrifter. Oh, hvilken tragedie! Hvor var det synd! Så uretfærdig en verden! Måske burde man have ændret loven, så alle rovmordere, der giver udtryk for anger og gudsfrygt, kunne slippe for straf.
I 1836 skete der et rovmord i Nyhavn nr. 65. Den myrdede hed Jens Peter Tønder og var theolog og lidt speciel. Han falbød på gaden et moraliserende skrift, som han selv udgav til opbyggelse af en sund sjæl i en sund krop. Han levede yderst spartansk, og rygtet gik, at han havde penge på kistebunden.
En ungersvend på 22 ved navn Worm bad Tønder om lektioner i fransk. Til den første time medbragte han to kager. Den ene havde han tilsat en god portion opium. Worm ventede spændt på resultatet ind imellem de franske verber, men Tønder var robust og klarede sig. Næste gang kom Worm igen med to kager, men Tønder var ikke lækkersulten og ville ikke have kage, så gode råd var dyre.
Worm kværkede ham med et stykke sejlgarn.
Stanken af lig bredte sig i sommervarmen i Nyhavn og afslørede udåden. Morderen – eller som det hedder på moderne presse-dansk: ”den unge mand” blev pågrebet og stod efter daværende lov til henrettelse. Men nu lykkedes det synderen at få drejet stemningen i befolkningen. I fængslet begyndte han nemlig at skrive tårepersende sirupsdigte, det huleste hule pop. Fængselspræsten, pastor Visby fra Vor Frelsers Kirke, hoppede på limpinden! (ligesom andre senere præster i håbløs godhjertet naivitet er hoppet på andre limpinde!!!).
Visby ynkedes og lod Worms blævrede lyrik trykke og fik det spredt i København. Unge piger og gamle koner hulkede højt over Worms rørende udgydelser, f.ex. digtet ”Min døende fader”, hvori hans far siger farvel til livet, til sin kone Marie og til ham, sønnen i fængslet. Eller digtet ”Morgenen før Tønders død” om hans sørgende moder, der måske end ikke kan få en hæderlig grav på Assistens Kirkegård til sin søn. Det slutter således: ”Moder-Tåre fra det knuste Hjerte flyder ved sin tabte Yndlings Lig. Kan en Moders Tåre, hendes Smerte – Verden! – kan den ej forsone dig? – Vil du nægte mine Ben sin Hvile på det Sted, der var mig, - oh, så kjær? Skal på Graven aldrig Blomster smile? – Verden! Med mit Støv forsonet vær!”
Hele grædekoret hylede. Frederik den Sjette blev belemret med bønskrifter om benådning. Thorvaldsen blev anråbt om at gøre noget for den stakkels unge mand, og den følelsesfulde kunstner havde faktisk en del sjælekvaler, mens H.C.Andersen gennemskuede det hele makværk.
Petri Claudi Ferdinand Worm blev henrettet. Det stakkels unge menneske – bare fordi han havde myrdet Tønder, den sære fransklærer, ham der stod ved porten til Kongens Have og solgte gudelige skrifter. Oh, hvilken tragedie! Hvor var det synd! Så uretfærdig en verden! Måske burde man have ændret loven, så alle rovmordere, der giver udtryk for anger og gudsfrygt, kunne slippe for straf.
