(oversat fra svensk)
Når tavshed bliver et politisk redskab er demokratiet truet, måske allerede dødsdømt. Vi befinder os dér.
Det er tydeligt, at en stadig mere udtalt tavshed indgår i påståede demokratiske partiers og politikeres taktik. Den frie debat undviges eller misbruges. Spørgsmål besvares ikke. Besked gives ikke, kommentarer afvises, offentlighedsprincippet går man uden om på forskellig måde. Dermed udhules det demokratiske system. Når tavsheden sættes i system, bliver det umuligt for borgerne at deltage i de politiske hændelser. De berøves muligheden til korrekt og saglig information, de kan ikke tage del i den politiske meningsudvexling mellem partierne, eftersom den er hørt op, de kan ikke selv deltage i den politiske debat eftersom en sådan gennemgående ikke føres.
Kendetegnet på tavshedens ”demokrati” er, at alle partier i princippet har samme opfattelse, omtrent som i de gamle kommuniststater, hvor parlamentet bestod af ”partier” som stort set mente det samme. Kendetegnende er også, at de hellere betoner ligheden end forskellene og at medierne storet set også står for enhedslinjen. I tavshedens taktik har man udarbejdet effektive metoder til at brændemærke og sygeforklare den som mener noget andet, også – og måske særligt i det tilfælde – hvis det skulle dreje sig om en majoritet af borgere. Når en bred folkelig opfattelse savner forankring i parlamentet udebliver den demokratiske samtale. Borgerne bliver bange og forvirrede.
I regeringsmagtens nærhed opstår der tavshed og ligeretning. De borgerlige partier forvandles i regeringen til socialdemokrater. Venstre og miljøpartier giver os sine profiler og hjertespørgsmål for at kunne samarbejde med de store oppositionspartier og for ikke at risikere sine positioner ved et evt. regeringsskifte. Partierne har udarbejdet metoder til at styre og kontrollere sine repræsentanter så at det ensartede billede ikke ødelægges
Et spørgsmål som tydeligt viser denne skræmmende udvikling er EU´s nye grundlov, den såkaldte Lissabonaftale. For nogle år siden, da samme forslag præsenteredes på et mere demokratisk og hæderligt vis, blev diskussionen intensiv, bland EU´s borgere og i de forskellige nationale parlamenter. En række folkeafstemninger arrangeredes på demokratisk vis. Resultatet blev, at forslaget afvisedes.
Men slutresultatet fra EU-ledelsen og EU´s ledende politikere blev ikke den anstændige: at borgernes tydelige opfattelse respekteredes. Slutresultatet blev at taktikken må ændres således, at det alvorligt vanskeliggør diskussion og kritik af forslaget. Derfor findes der nu et dokument som kun med betydelige anstrengelser kan overskues og forstås. (Læs om dette i Världen idag 4/4 2008).
Forslaget er ifølge bedømmere i store træk det samme som den hårdt kritiserede Maastricht-aftale. Men den da så intensive debat er ikke blevet gentaget. Politikerne lærte lektien og indså, at åbenhed og debat kan ødelægge deres planer. Derfor pakkedes pakken sådan, at den i praxis ikke var til at få op. Indeholdet blev i pakken og var i virkeligheden ikke tilgængeligt for granskning. Og demokratiet – hvad skete der med det?
