Den her på bloggen - 12/3 og 31/3 08 - omtalte svenske vandreudstilling om kommunismens forbrydelser har naturligvis vakt opmærksomhed. Formålet var at belære befolkningen og ikke mindst skoleelever om faktiske forhold, som før havde været fortiet, hvor man næsten udelukkende havde taget sigte på nazismens forbrydelser.
Reaktionenerne på udstillingen er naturligvis afhængig af ens politiske ståsted og ens egne oplevelser og viden. Nogle som bl.a. den rumænske forfatter Ana Maria Narti der flygtede fra kommunismen til Sverige og blev riksdags medlem mener, at udstillingen ikke er klar nok om forbrydelserne, mens folk på venstrefløjen naturligvis mener, at den er for skrap, og at den borgerlige regering af politiske grunde er interesseret i at bagtale oppositionen.
Jeg har ikke set udstillingerne, hverken imod nazismen eller nu mod kommunismen, men ...
Ifølge en forudgående undersøgelse viste det sig, at mens skoleungdommen vidste god besked om Hitlers holocaust, så vidste de absolut ingenting om Gulag Øhavet, Kinas kulturrevolution eller Pol Pots kraniebjerge.
Grundlæggende er jeg modstander af, at man i skolen driver politik og propaganda – ligegyldig af hvilken art. I et demokrati bør man tilstræbe objektivitet, hvilket er meget svært, og mindre skolebørn bør have lov til at være børn, sålænge de kan.
Men efter at have læst Kenneth Kristensens udmærkede redegørelse for de politiserende danske skolebøger, som forældre sjældent kender til, og bogens oplysninger falder helt i hak med mine egne erfaringer om skolebøger under 68-vældet, så må jeg se i øjnene, at den tid, hvor børn kunne være børn indtil puberteten, er forbi.
Da nu verden er, som den er med masser af anmassende propaganda, så er der måske ikke andet at gøre end at give efter og lade propagandakrigen køre også i skolen! Selvom det er synd for børnene! Altså både imod nazismens og kommunismens uhyrlige og modbydelige forbrydelser. Og så kan man jo håbe på – for sandhedens skyld – at næste vandreudstilling kommer til at dreje sig om islams frygtelige og barbariske fremfærd gennem knapt halvandet årtusinde, som ikke står tilbage for de af vandreudstillingerne hidtil beskrevne.
I Sverige har man politiseret i skolerne i årevis fra første skoledag for at indpode den opvoksende generation, hvad sandt demokrati er. Sandt demokrati i Sverige står alene partiet Socialdemokraterne for. Det lægger de ikke skjul på, og de forsvarer ”demokratiet” med næb og klør.
OK, lad os så løbe linen ud, lad skolbørnene – det være sig i Sverige som i Danmark – høre og se sandheden om – islam!
Reaktionenerne på udstillingen er naturligvis afhængig af ens politiske ståsted og ens egne oplevelser og viden. Nogle som bl.a. den rumænske forfatter Ana Maria Narti der flygtede fra kommunismen til Sverige og blev riksdags medlem mener, at udstillingen ikke er klar nok om forbrydelserne, mens folk på venstrefløjen naturligvis mener, at den er for skrap, og at den borgerlige regering af politiske grunde er interesseret i at bagtale oppositionen.
Jeg har ikke set udstillingerne, hverken imod nazismen eller nu mod kommunismen, men ...
Ifølge en forudgående undersøgelse viste det sig, at mens skoleungdommen vidste god besked om Hitlers holocaust, så vidste de absolut ingenting om Gulag Øhavet, Kinas kulturrevolution eller Pol Pots kraniebjerge.
Grundlæggende er jeg modstander af, at man i skolen driver politik og propaganda – ligegyldig af hvilken art. I et demokrati bør man tilstræbe objektivitet, hvilket er meget svært, og mindre skolebørn bør have lov til at være børn, sålænge de kan.
Men efter at have læst Kenneth Kristensens udmærkede redegørelse for de politiserende danske skolebøger, som forældre sjældent kender til, og bogens oplysninger falder helt i hak med mine egne erfaringer om skolebøger under 68-vældet, så må jeg se i øjnene, at den tid, hvor børn kunne være børn indtil puberteten, er forbi.
Da nu verden er, som den er med masser af anmassende propaganda, så er der måske ikke andet at gøre end at give efter og lade propagandakrigen køre også i skolen! Selvom det er synd for børnene! Altså både imod nazismens og kommunismens uhyrlige og modbydelige forbrydelser. Og så kan man jo håbe på – for sandhedens skyld – at næste vandreudstilling kommer til at dreje sig om islams frygtelige og barbariske fremfærd gennem knapt halvandet årtusinde, som ikke står tilbage for de af vandreudstillingerne hidtil beskrevne.
I Sverige har man politiseret i skolerne i årevis fra første skoledag for at indpode den opvoksende generation, hvad sandt demokrati er. Sandt demokrati i Sverige står alene partiet Socialdemokraterne for. Det lægger de ikke skjul på, og de forsvarer ”demokratiet” med næb og klør.
OK, lad os så løbe linen ud, lad skolbørnene – det være sig i Sverige som i Danmark – høre og se sandheden om – islam!
Hendes familie var kristen.
