Jeg har tidligere på bloggen omtalt Carmen Bin Ladins bog, oversat til svensk under titlen ”En gyllene bur”. Den er vistnok også oversat til dansk. Den giver et glimrende billede af kvindernes situation i Saudiarabien i velhaverkredse. Carmens far var schweizer, hendes mor fra shahens Iran. Hun forelsker sig i en Saudiarab og uden kundskaber om livet i hans hjemland begiver hun sig hovedkulds ind i ægteskabet. Her er en lille smagsprøve fra bogen:
Hun skriver om sin ankomst til Saudiarabien før brylluppet:
”Nogle minutter inden vi landede, tog min søster Salomé og jeg vore abaya´er på. Vi var helt indsvøbt i det kraftige, sorte tøj – hverken hænder, hoved eller krop kunne ses. Kun fødderne stak ud. Til og med øjnene skjultes bag et ugennemskinneligt sort væv. Jeg kikkede efter Salomé. Det var et chock. Hun havde ingen ansigt.
Jeg så ørkenen nærme sig, da vi landede. Verden teede sig så mørk gennem det sorte slør/..../ Det var en mærkelig trykkende følelse. Sådan havde jeg ikke følt det, da jeg prøvede sløret hos skrædderen i Geneve. Jeg var fuld af forventning – jeg skulle jo gifte mig – men en melankoli vaktes i mig, en bæven over for det mørke i verden udenfor.
Det var kvælende hedt. Jeg kunne knapt ånde under min abaya´s tykke tøjlag. Jeg var langsom og klumpet i bevægelserne. Da vi gik ned ad trappen fra flyet, snublede min søster. Alt i hendes toilettaske ramlede ud, men ingen hjalp hende med at samle det op. Min søster, som så ud som et stort sort telt vendte sig om og sagde: ”Hvad er det her for et sted?” I Saudiarabien måtte ingen mand komme hende nær, endsige røre hende.
Jeg var så optaget af at holde min abaya på plads, at jeg ikke mærkede, hvad der hændte omkring mig. Jeg fik øje på min forlovede Yeslams broder Ibrahims venlige ansigt med alle rynkerne omkring øjnene. Jeg råbte højt: ”Hej, Ibrahim” – det var sådan en lettelse at se et bekendt ansigt – men han svarede ikke. Han så næsten generet ud. Siden sagde han ”Hej” meget lavmælt. Senere fik jeg at vide, at Ibrahim ikke havde ret til at tiltale mig offentligt.
Hun skriver om sin ankomst til Saudiarabien før brylluppet:
”Nogle minutter inden vi landede, tog min søster Salomé og jeg vore abaya´er på. Vi var helt indsvøbt i det kraftige, sorte tøj – hverken hænder, hoved eller krop kunne ses. Kun fødderne stak ud. Til og med øjnene skjultes bag et ugennemskinneligt sort væv. Jeg kikkede efter Salomé. Det var et chock. Hun havde ingen ansigt.
Jeg så ørkenen nærme sig, da vi landede. Verden teede sig så mørk gennem det sorte slør/..../ Det var en mærkelig trykkende følelse. Sådan havde jeg ikke følt det, da jeg prøvede sløret hos skrædderen i Geneve. Jeg var fuld af forventning – jeg skulle jo gifte mig – men en melankoli vaktes i mig, en bæven over for det mørke i verden udenfor.
Det var kvælende hedt. Jeg kunne knapt ånde under min abaya´s tykke tøjlag. Jeg var langsom og klumpet i bevægelserne. Da vi gik ned ad trappen fra flyet, snublede min søster. Alt i hendes toilettaske ramlede ud, men ingen hjalp hende med at samle det op. Min søster, som så ud som et stort sort telt vendte sig om og sagde: ”Hvad er det her for et sted?” I Saudiarabien måtte ingen mand komme hende nær, endsige røre hende.
Jeg var så optaget af at holde min abaya på plads, at jeg ikke mærkede, hvad der hændte omkring mig. Jeg fik øje på min forlovede Yeslams broder Ibrahims venlige ansigt med alle rynkerne omkring øjnene. Jeg råbte højt: ”Hej, Ibrahim” – det var sådan en lettelse at se et bekendt ansigt – men han svarede ikke. Han så næsten generet ud. Siden sagde han ”Hej” meget lavmælt. Senere fik jeg at vide, at Ibrahim ikke havde ret til at tiltale mig offentligt.
