Der er næppe noget skibsforlis i fredstid i vore dage, der har været omgivet af så megen hemmelighedfuldhed, mundkurve, løgne etc. som Estlandsfærgen Estonias forlis i 1994, hvor 852 mennesker omkom.
Sagen forekom suspekt allerede fra første øjeblik. Ligene skulle ikke hentes op, regeringen (Mona Sahlin) ville dække hele vraget med cement, man lyste gravfred over det og ingen privat måtte dykke ned til vraget. Nogen gjorde det alligevel. Og rygterne svirrede.
Sagen blev stadig mere suspekt. Man søgte at løse gåden ad privat vej, eftersom myndighederne ikke syntes interesserede. Der blev skrevet lange artikler i tidsskrifter og udgivet bøger og mange hidtil uomtalte detailler kom frem.
Udenrigsminister Bildt havde usædvanlig hurtig haft en forklaring parat, som han omgående meddelte massemedierne som en afgjort sag: bovvisiret var faldet af! Men sø- og havarikyndige kunne afvise den teori på grund af synkeforløbet. Det kom om sider frem efter pres, at der tidligere havde været ”hemmelige” transporter af ”hemmeligt militærudstyr” fra Estland til Sverige, men (selvfølgelig) ikke netop den dato, ulykken skete, hævdede man.
Nogle havde fået pålæg af overordnede eller myndigheder om ikke at udtale sig.
Havarikyndige vurderede ud fra synkeforløbet, at der måtte være hul i skroget under vandlinjen. Det kunne være opstået ved en kollision eller være sprængt. Noget sådan syntes man at kunne skimte på de fotos, der blev taget.
Estland er med god grund vred over, at Sverige ikke lader dem se alle papirer. Og mange svenskere ser hen til, at Estland kan presse den svenske regering til at udlevere dem.
Sverige har holdt på sit og synes for alt i verden at ville bevise, at ulykken var almindelig hændelig. Nu har de så efter pres ladet foretage en ny undersøgelse på Chalmers tekniske højskole i Gøteborg.
(Men facit synes kundgjort på forhånd.)
Den nye undersøgelse af synkeforløbet ved Estoniaforliset i Chalmers modelbassin viser et resultat som ligger nær den tidligere officielle havariundersøgelse i følge forskningsleder Claes Kjellstrøm. Kun dette ene forsøg gøres der rede for i rapporten.
For at komme frem til dette resultat er man gået ud fra, at nogle og tyve dørre, som burde have været lukkede, i virkeligheden nok har stået åbne. Om det virkelig forholdt sig sådan, ved man dog ikke. Om dørrene i virkeligheden havde været lukkede, ville synkeforløbet have set helt anderledes ud. Så ville det have taget meget længre tid for Estonia at synke.
Dermed er vi mere eller mindre tilbage ved udgangspunktet i 1994. Den nye undersøgelse, som skulle have givet klarhed, kaster ikke meget nyt lys over søkatastrofen for snart 15 år siden. To konklusioner kan måske drages. Den første er at forliset kan være gået til som havarikommissionen nu har angivet, forudsat at alle de tyvetals dørre stod åbne. Hvis dørrene derimod har været lukkede, må havarikommissionens forsøg være forkert. Så må der være en anden forklaring på, at synkeforløbet gik så hurtigt, f.ex. at der var opstået et hul i Estonias skrov, hvor vandet strømmede ind og hurtigt fik skibet til at kæntre og derefter forsvinde i dybet.
Den mulighed synes ikke at være blevet undersøgt. Dermed taber Chalmerundersøgelsen i troværdighed og betydning.
Kilder: artikler i Världen idag og särnummer 28.9.07 med krav om nye undersögelser.
tidsskriftet DSM (Debatt, sanningssökande mediakritik.)
