Ved et arabisk topmöde i Damaskus, som udsendtes over det arabiske TV al-Jazeera, holdt Khadaffi en tale, som gjorde op med arabverdenens attituder imod Israel, Palästinakonflikten og arablandene indbyrdes og kom med flere slagkraftige argumenter:
"Arabforbundets generalsekretär mener, at araberne har ret til kernekraftteknik til fredelige formål og at at der burde väre et arabiske kernekraftsprogram..." - "Men hvem er disse araber, som du (Amr Musa) siger skal have et fälles program? Desvärre må jeg sige, at vi er hverandres fjender: Vi hader hinanden, vi forråder hinanden, vi godter os over hinandens ulykker og vi konspirerer mod hinanden..." - "Vi er hverandres fjender, og een arabs fjende er en anden arabs ven. Hvis vi bare kunne bruge lige så megen energi mod vore fjender."
Khadaffi sätter fingeren på arabverdenen ömme punkt, nemlig arabernes indre stridigheder. Arablandene holder spektakler mod hinanden, og når de ikke gör det, så foregår der interne stridigheder i de forskellige arablande, mellem forskellige religiöse eller etniske grupper.
I et historisk perspektiv kan man sige at dette er normalsituationen i arabverdenen. Selv om araberne ofte taler om Pan-arabisme og hvordan den arabiske kultur og det arabiske sprog forener araberne fra Atlanterhavet i vest til det Indiske Ocean i öst, så er virkeligheden en hel anden.
Khadaffi sammenfatter situationen på denne kernefulde måde: "Vi träffes i Syrien, som er et arabisk land. Men de relationer, som Syrien har med Rusland, Iran og Tyrkiet er tusind gange bedre end relationerne med Syriens arabiske naboer. De relationer som Libyen har med Italien er tusind gange bedre end relationerne med dets naboer, Ägypten og Tunesien. Dette er arabernes situation."
Kilde: Världen idag 11.4.08
