”Familien er samfundets naturlige og fundamentale enhedsgruppe og har krav på samfundets og statens beskyttelse”. Sådan stod der tidligere i Verdenserklæringen om Menneskerettighederne artikel 16, punkt 3.
Står det der stadig? Eller er det fjernet?
Inden for de sidste par år har jeg set hen til, at de gamle Sovjet-vasalstater i Østeuropa måske skulle være redningen for det demoraliserede Europa, og nu ser jeg, at jeg ikke er ene om den opfattelse.
Lederen i Världen idag 11.3.08 er inde på – om ikke samme – så dog en lignende tanke.
Den omtaler især forholdene i Polen, Litauen og Rumænien. Da landene blev befriet for det hårde kommunistiske åg gjaldt det at genskabe, genføde, stabilisere og udvikle.
Disse tre lande har tydeligt markeret, at ægteskab mellem mand og kvinde er samfundets grundpille. Polen har i EU-sammenhæng tydeligt deklareret dette synspunkt. Litauen har skrevet det ind i sin grundlov, og Rumænien har i disse dage taget det første skridt til lignende tillæg til konstitutionen.
For samtlige tre lande er medlemsskabet i EU vigtigt. De har kæmpet for det og oplever det som en beskyttelse og en forudsætning for økonomisk tryghed og udvikling. Derfor er de meget ømtålelige for pres fra EUs side, men trods dette har de dog taget stilling for ægteskab og familie.
Protester og advarsler har da også lydt imod Polens syn på ægteskab. Landet er til og med blevet truet med udelukkelse af EU af justitskommissær Franco Frattini. I sidste uge protesterede en masse EU-parlamentariker mod Litauens planerede stramning af abortloven. Initiativet kom fra det svenske kommunistpartis parlamentsmedlem Eva Svensson.
Man kan forudse, at Rumænien under den fortsatte behandling af ægteskabsloven vil blive udsat for trusler og advarsler af samme slags. For alle dem, der indser, at sådan en lovændring er vigtig, ikke bare for Rumænien, men for hele Europa, er det vigtigt at markere, at der er europæisk støtte til en markering af ægteskabets betydning for en nation og dens overlevelse.
Står det der stadig? Eller er det fjernet?
Inden for de sidste par år har jeg set hen til, at de gamle Sovjet-vasalstater i Østeuropa måske skulle være redningen for det demoraliserede Europa, og nu ser jeg, at jeg ikke er ene om den opfattelse.
Lederen i Världen idag 11.3.08 er inde på – om ikke samme – så dog en lignende tanke.
Den omtaler især forholdene i Polen, Litauen og Rumænien. Da landene blev befriet for det hårde kommunistiske åg gjaldt det at genskabe, genføde, stabilisere og udvikle.
Disse tre lande har tydeligt markeret, at ægteskab mellem mand og kvinde er samfundets grundpille. Polen har i EU-sammenhæng tydeligt deklareret dette synspunkt. Litauen har skrevet det ind i sin grundlov, og Rumænien har i disse dage taget det første skridt til lignende tillæg til konstitutionen.
For samtlige tre lande er medlemsskabet i EU vigtigt. De har kæmpet for det og oplever det som en beskyttelse og en forudsætning for økonomisk tryghed og udvikling. Derfor er de meget ømtålelige for pres fra EUs side, men trods dette har de dog taget stilling for ægteskab og familie.
Protester og advarsler har da også lydt imod Polens syn på ægteskab. Landet er til og med blevet truet med udelukkelse af EU af justitskommissær Franco Frattini. I sidste uge protesterede en masse EU-parlamentariker mod Litauens planerede stramning af abortloven. Initiativet kom fra det svenske kommunistpartis parlamentsmedlem Eva Svensson.
Man kan forudse, at Rumænien under den fortsatte behandling af ægteskabsloven vil blive udsat for trusler og advarsler af samme slags. For alle dem, der indser, at sådan en lovændring er vigtig, ikke bare for Rumænien, men for hele Europa, er det vigtigt at markere, at der er europæisk støtte til en markering af ægteskabets betydning for en nation og dens overlevelse.
