for statslig betalt imamuddannelse.
Kan det være rimeligt, at den svenske stat skal betale imamuddannelse?
Forslaget kommer fra muslimske organisationer i Sverige, og uddannelsesminister Lars Leijonborg (Folkpartiet) lader sig snøre. Med tanke på statens bidrag til uddannelse af præster og pastorer finder han det ”naturligt, at staten også bidrager økonomisk til uddannelse af imamer”.
Et udvalg skal se på sagen og komme med et konkret forslag om, hvordan sådan uddannelse skal udformes. Ministeren taler om "mangel på imamer" og ”retfærdighed” og mener, at vi ”må hjælpe muslimerne”. Ellers står Saudiarabien parat med pengeme, og den saudiske version af islam, wahabismen, er verdens hårdeste.
Fremgangsmåden er den kendte: det er bedst at værtslandet (her: Sverige) betaler, for ellers...og her kommer så truslerne.
En artikel i avisen ”Världen idag” kritiserer Lars Leijonborg: motivet om ”retfærdighed” er forkert. Det handler helt enkelt om angst, pakket ind i retfærdighedssnak.
Leijonborg burde være ærlig og sige som det er: ”Vi er stærkt foruroliget over, at den hadefulde forkyndelse, som finder sted i mange moskéer i Sverige skal udmyntes i uroligheder og vold i samfundet. Vi er bange for, hvad der kan ske, hvis den hadforkyndelse, som imamer i Frankrig eller Holland giver udtryk for, spreder sig til Sverige. Vi er bange for en militant islamisme i Sverige ligesom den, der forkyndes i London, Spanien og Tyskland.”
Uroen handler ikke om personlig ”islamofobi”, men er et exempel på rimelig angst for, hvad der kan ske i Sverige. Uroen er formuleret i en artikel af lederen for det muslimske studieforbund og islamologen Jan Hjärpe (Svenska Dagbladet 19.6.2006).
I Stockholms stormoské har der været en stærk antisemitisk voldsforkyndelse, bl.a. gennem salg af indtalte kasettebånd. Teksterne forfærdede diskrimineringsombudsmanden, som (vistnok?) fik stoppet salget - men andet skete der ikke!
Når Leijonborg nu snakker om statslig imamuddannelse for at stoppe had- og voldsforkyndelse i svenske moskéer, så er det at gå uden om den varme grød. Alle lister forsigtigt rundt, når det gælder at debattere demokrati, ytringsfrihed, ligestilling og vold med muslimerne.
Hvad enten det drejer sig om kristen præsteuddannelse eller islamiske imamskoler bør man ifølge artiklen i ”Världen idag” være yderst forsigtig med statslig økonomisk indblanding. I hvert fald hvis formålet er at gøre de pågældende føjelige og tilpassede. Pressetalsmanden for Sveriges unge muslimer pointerer, at man ønsker, at staten skal betale, men i øvrigt ikke blande sig i uddannelsen!
Er næste trin frem, at imamerne skal aflønnes af staten, og at vi skal lave særordninger for islam?
Hør du Leijonborg: giver man efter for angst, er man allerede dhimmi!
Kan det være rimeligt, at den svenske stat skal betale imamuddannelse?
Forslaget kommer fra muslimske organisationer i Sverige, og uddannelsesminister Lars Leijonborg (Folkpartiet) lader sig snøre. Med tanke på statens bidrag til uddannelse af præster og pastorer finder han det ”naturligt, at staten også bidrager økonomisk til uddannelse af imamer”.
Et udvalg skal se på sagen og komme med et konkret forslag om, hvordan sådan uddannelse skal udformes. Ministeren taler om "mangel på imamer" og ”retfærdighed” og mener, at vi ”må hjælpe muslimerne”. Ellers står Saudiarabien parat med pengeme, og den saudiske version af islam, wahabismen, er verdens hårdeste.
Fremgangsmåden er den kendte: det er bedst at værtslandet (her: Sverige) betaler, for ellers...og her kommer så truslerne.
En artikel i avisen ”Världen idag” kritiserer Lars Leijonborg: motivet om ”retfærdighed” er forkert. Det handler helt enkelt om angst, pakket ind i retfærdighedssnak.
Leijonborg burde være ærlig og sige som det er: ”Vi er stærkt foruroliget over, at den hadefulde forkyndelse, som finder sted i mange moskéer i Sverige skal udmyntes i uroligheder og vold i samfundet. Vi er bange for, hvad der kan ske, hvis den hadforkyndelse, som imamer i Frankrig eller Holland giver udtryk for, spreder sig til Sverige. Vi er bange for en militant islamisme i Sverige ligesom den, der forkyndes i London, Spanien og Tyskland.”
Uroen handler ikke om personlig ”islamofobi”, men er et exempel på rimelig angst for, hvad der kan ske i Sverige. Uroen er formuleret i en artikel af lederen for det muslimske studieforbund og islamologen Jan Hjärpe (Svenska Dagbladet 19.6.2006).
I Stockholms stormoské har der været en stærk antisemitisk voldsforkyndelse, bl.a. gennem salg af indtalte kasettebånd. Teksterne forfærdede diskrimineringsombudsmanden, som (vistnok?) fik stoppet salget - men andet skete der ikke!
Når Leijonborg nu snakker om statslig imamuddannelse for at stoppe had- og voldsforkyndelse i svenske moskéer, så er det at gå uden om den varme grød. Alle lister forsigtigt rundt, når det gælder at debattere demokrati, ytringsfrihed, ligestilling og vold med muslimerne.
Hvad enten det drejer sig om kristen præsteuddannelse eller islamiske imamskoler bør man ifølge artiklen i ”Världen idag” være yderst forsigtig med statslig økonomisk indblanding. I hvert fald hvis formålet er at gøre de pågældende føjelige og tilpassede. Pressetalsmanden for Sveriges unge muslimer pointerer, at man ønsker, at staten skal betale, men i øvrigt ikke blande sig i uddannelsen!
Er næste trin frem, at imamerne skal aflønnes af staten, og at vi skal lave særordninger for islam?
Hør du Leijonborg: giver man efter for angst, er man allerede dhimmi!
