Nu faldt Arne Fogh Rasmussen yderligere i min agtelse, og det med et ordentligt bump!
Det hele startede ellers så godt. Manden virkede i mine øjne reel, da han dukkede op som statsminister i 2001.
Da den såkaldte Muhammedkrise kom, efter at imamer var rejst ned til Mellemøsten med en falsk grisetegning for at ophidse de uvidende folkemængder, udtalte statsministeren sig positivt om ytringsfriheden, som jo er grundstenen i ethvert demokrati: ”Ytringsfrihed uden ”men””, pointerede han.
Ytringsfriheden er gjort for dem, der ikke er enige med magtens udøvere. Det medfører naturligvis, at der ind imellem kommer ytringer, som man bliver brøstholden over, men sådan er det. Man kan ikke både blæse og have mel i munden. Altså ikke noget ”men”, sagde Fogh.
Dengang.
Der skulle gå nogle år, før jeg begyndte at ane, at han havde noget maskepi med EU´s arabiske aftaler Hans attitude (psykologer sige ”kropssprog”) antydede, at hans omtale af Barcelonaprocessen og Eurabiaprojektet var uhæderlig og løgnagtig. Er man opdraget til borgerlige dyder som f.ex. ikke at lyve, så er det svært at gøre det for åben skærm uden at blinke.
Og nu er vi så nået dertil, hvor Fogh i en pressemeddelelse siger: ”Regeringen står vagt om ytringsfriheden, men - jeg ønsker at understrege, at vi ikke deler værdier og synspunkter, som Wilders repræsenterer«.
Berøringsangst!!! Statsministeren burde have holdt mund! Hans udsagn er vand på islams mølle. Et klap på skulderen til islam.
Dermed er statsministeren endelig kommet helt ud af busken.
Han er altså opportunist! Og Wilders udsagn står ham i vejen. Han vil være præsident for den EU-stat, som er kommet til ved luskeri og løgn og som åbnede alle porte for en muhammedansk folkevandring.
I modsætning til landforrædere tænker opportunister udelukkende på sig selv. Hvordan de selv kan få mest muligt ud af det. De har ingen holdning, men griber til hver en tid den løsning, som de selv har noget ud af. De er derved værre end landsforrædere, som jo - trods alt - ofte har en tro på, at det, de gør, er den bedste løsning for landet og folket, selvom folket mener noget andet.
