marts 18, 2008

Nye afsløringer i svenske arkiver


Hvorfor vil den svenske udenrigsminister, Carl Bildt ikke erkende det tyrkiske folkemord på de kristne armenier samt endvidere på et antal assyrier, syrianere og kaldæer, spørger den svenske avis ”Världen idag” i en artikel 17.3.08. Det kan man vel egentlig svare ganske kort på: fordi han er opportunist!

Artiklen er skrevet af den presseansvarlige i Det armenske Rigsforbund Pierre A. Karatzian, som citerer dokumenter i de svenske arkiver med fyldige rapporteringer fra Konstantinopel (Istanbul) under første verdenskrig. Det gælder ikke mindst rystende redegørelser fra den daværende svenske ambassadør Cosswa Anckarsvärd til Sveriges udenrigsministerium samt fra militærattacheen Einar av Wirsén til den svenske generalstab.

Tyrkiet presses af mange lande til at give indrømmelser om de rædselsfulde massakre på 1-1½ millioner armeniere, men slår sig i tøjret. Det minder om børn, der har opført sig forkert og kvier sig ved at give en undskyldning.