marts 03, 2008

6

Dansk Kvindesamfund, som aldrig har kunnet samle sig sammen til at påtale muhammedansk kvindeundertrykkelse og hjælpe muhammedanske kvinder til bedre forhold, er nu rykket ud med en kampagne, der opfordrer mænd til at kræve forbud mod mænds sexkøb. ”Tag stilling mand” hedder den og er et oplæg til kvindedagen den 8. marts.

Problemet er imidlertid ikke så enkelt, som det fremstilles. En bunke mænd udtaler en masse nydelige tanker om kærlighed og sexualitet, medfølelse med prostituerede, fordømmelse af salg af piger til prostitution, det kriminelle miljø etc. etc. Altsammen godt og rigtigt, men...

Prostitution – verdens ældste erhverv - er lige så gammel som menneskeheden, og alle velmente forsøg på at bekæmpe den har hidtil været omsonst. Måske fordi man ensidigt har givet kvinderne skylden? I tidligere tid udstillede man gadepiger til offentlig bespottelse, eller man piskede dem ved byens kag eller spærrede dem inde i en bordel...
Læs f.ex. dr.med. Grethe Hartmanns bog om prostitutionens historie.

Synet på moral, kvinder og prostitution har vexlet med tiderne. Moralopfattelsen i befolkningen betyder givetvis enormt meget. Omtrentlig frem til sidste krig var det ganske almindeligt at anse uægteskabelig sex for flovt, eller utilstedeligt, ja måske dybt forargerligt.
Nogle kvinder som Gyrithe Lemche og Thitt Jensen vovede at stå frem og gå ind for - ikke fri sex - men for fri kærlighed. Og selvom det vakte skandale, at skoleinspektør frøken Nordentoft fik et barn, så blev synspunktet om fri kærlighed snart godtaget i befolkingen og slog igennem efter krigen. Begrebet ”enlig mor” blev en ny ting, som vurderedes ud fra den enlige moders kvalifikationer og omsorg for barnet.

Men så kom 68-oprøret. Alt gammelt skulle ud. De sidste rester af viktorianismen smides på porten. Vi endte i den modsatte grøft: gruppesexorgier. Det er nok faldet en smule til ro sidenhen, men det synes at være ganske bredt accepteret at dyrke sex når som helst med hvem som helst, så meget, at man åbenbart regner det for normalt ved firmajulefester og lignende.
Og i enhver film synes en samlejescene at være en nødvendighed ligegyldigt, hvad filmen ellers handler om, f.ex. i den ellers udmærkede filmserie Rejseholdet.

Forskellige forhold bidrager til løssluppen sex:
for det første fremgangen på alle tekniske områder: kvinden har i dag let adgang til at undgå graviditet eller få den stoppet. Hun behøver altså ikke som kvinder før i tiden holde fast i sexafholdenhed. Skulle hun blive med barn, har hun stadig gennem abortloven den mulighed at smide det i skraldeposen.

Videre har vi fået sexundervisning i skolerne, som undertiden langt overskrider normal almen moral. Reelle pornohefter kan f.ex. indgå i undervisningen, eller man oplyser om perversiteter som zoosex o.l. og opfordrer skolelever til at prøve sig frem.

Massemedierne bidrager til den omfattende sexdyrkelse. Vi hører om filmstjerner og andre sole og planeter, der skifter ægtefælle, som man skifter skjorte. Man snager i utroskaber og skilsmisser ...

Hvormange af Kvindesamfundets afbildede kampagnemænd tog stilling, da tingene løb løbsk? Hører de ikke for en væsentlig dels vedkommende netop med til den generation (68`erne), der gav slip på al fornuft og al gammel sexmoral for at rive samfundet ned?