Svinet var både hos inderne, ægypterne og germanerne viet til solguden. Man dyrkede solen, den livgivende frugtbarhed, i et svins skikkelse. Svinet føder store kuld og er derfor i sig selv symbol på frugtbarhed.I den nordiske mytologi hører vi om de to brødre, dværgene Brokk og Eitre, som smedede en galt til frugtbarhedsguden Frey. Eitre lagde en svinehud på gløderne i smedjen og Brokk brugte bælgene, og ud af ilden trak Eitre en levende galt med børster af det pure guld.
Galten "Gyldenbørste" (Gullinbursti) kunne løbe så godt som nogen hest og bære Frey hvorhen han ville, over hav og gennem luften, dag som nat og i underverdens mørke, for dens børster skinnede som den lysende dag.I Valhal sørgede svinet, Særimner (s hrimnir), for middagsmaden. De gæve kæmper kunne slagte den hver dag, sætte den ene flæskesteg og skinke efter den anden til livs og kaste de afgnavede ben i hovedet på hinanden. Særimner fik livet tilbage og sul på kroppen inden sol stod op, så der var altid mad på bordet. Så danne tanker om et uudtømmeligt spisekammer kendes også fra irsk mytologi. Flæskesteg og skinke blev traditionel julemad i Skandinavien, - i Sverige og Finland side om side med kristendommens fastemad i form af ludfisk. På Island stod den på røget fårekød.
I "Frithiofs Saga" beskriver den svenske digter Esaias Tegnér, hvordan kong Ring på kongs-gården rejste sig i højsædet og aflagde brageløfte. "Nu bläses lur i salen och tyst blir överallt, ty nu är löftets timma och in bärs Frejas galt med kransar omkring bogen och äpple uti mund och fyra knän han böjde på silverfatets rund". Brageløfter udtaltes ved juleblotes helstegte gris og med bragebægeret (bragarfull) fuldt af mjød. Man mindedes gæve forfædres gerninger og lovede kommende stordåd."På billedet vi ser hvordan!": den lange frise på Frederiksborgmuseet, der illustrerer vikingetiden, viser hvordan man forestiller sig højtideligheden. Ordet "bragr" betyder "ypperste". Frey kaldtes "den ypperste af alle ædle kæmper i asers gårde". Hans søster eller ægteviv Freya "den fagreste".
Den svenske kong Ring og den danske Harald Hildetand lå i strid med hinanden, men Harald havde Odins bevågenhed, og intet våben bed på ham. Saxo fortæller, hvordan en høj gammel mand med kun eet øje opsøgte Harald og lærte ham – ene af alle – den krigskunst at opstille en såkaldt "svinefylking", en kileformet hærordning - som en grisetryne i omrids. Da det trak op til det afgørende slag mellem de to konger, lod Harald sin tro mand, Brun, hæren opstille i svinefylking. Men da slaget var vel i gang, mærkede Harald, at svenskerne var ham overlegne. Han spurgte da Brun, hvordan dette kunne ske. Denne svarede underfundigt, at også Ring havde opstillet sin hær i svinefylking. Harald undrede sig, men forstod straks efter, at Odin optrådte her i Bruns skikkelse. og havde røbet hærformen til kong Ring.
Forgæves bønfaldt Harald Odin om hjælp til sejr. Slaget rasede videre med en uhørt voldsomhed på liv og død og mange kæmper faldt. Dette var Bråvallaslaget.
