Her før juleflæskestegen offentliggører vi bogen "Rene Griserier" afsnit for afsnit, idet vi begynder med forordet i dag.
Rene Griserier
På børneafdelingen på Kristiansand Sygehus i Norge hang et billede af en glad gris, der kom løbende. Men muhammedanere krævede billedet fjernet, og det blev det så.
Skal de fremmede bestemme, hvilke skilderier vi nordboere må have hængende? Skal grise bandlyses? Hvad med marcipan-grisene?
Grisen på Kristiansand Sygehus gav stødet til "Rene Griserier", et skrift om grisens kulturhistorie fra Særimner til insulinfremstilling. Dette gavnlige dyr må ikke nedvurderes eller bortvises!
Også i Danmark efterplaprer den politisk-korrekte venstrevredne "kulturelite" vore gæsters absurde krav:
Skønt bogen først blev modtaget med pæne ord på Nationalmuseet med henblik på salg på Frilandsmuseet, afvistes den siden af "kulturformidlingen"s butiksleder, Maj Jørgensen, fordi teksten tog udgangspunkt i det grisebillede, som muhammedanerne ville have fjernet i Kristiansand.
Danmarks nationale museums kulturformidling kunne ikke godtage en bog, der forsvarede nordisk kultur og nordisk syn på grise mod fremmedes overgreb.
Da museets direktør, Carsten U. Larsen, forstod, at "Kulturformidlingen"s butiksleder havde
trådt i spinaten ved åbenmundet diskriminerende at kalde bogen "racistisk", fandt han skyndsomt på en ny "politisk-korrekt" begrundelse: bogens udstyr var (naturligvis) ikke – fint nok!
Det er opsigtsvækkende, at det danske N a t i o n a l museums "kulturformidling" bandlyser en væsentlig del af nordisk kultur!
Og lærerigt at se, at "multikulturen" ikke er "multi", men - ensrettet!
Carsten U. Larsen sidder i bestyrelsen for Center for Kultur og Udvikling, som her i 2006 stod for islampropagandaudstillingen "Images of The Middleeast" med støtte fra Saudiarabien.
Vi m gøre en indsats for at bevare vore traditioner og kultur, i stort som i småt. Pas på vore grise! fra sparegrise til julegrise, fra karsegrise til marzipangrise. Imødegå de fremmedes omsiggribende grisejagt i Europa.
(Kilde: Tidsskriftet "Danskeren" nr. 2, maj 2004).
Behøver du en mandelgave eller en lille opmærksomhed til julefestens værtinde eller lignende kan du få denne lille bog om grisens kulturhistorie hos "Den danske Forening", tlf. 86 13 24 01.
Her kommer bogens tekst med forfatterens tilladelse, afsnit for afsnit inden jul, i alt omkring en snes afsnit. NB dog uden billeder.
Skønt Gud skabte himmel og jord, Adam og Eva og alle de dyr, der findes, så er der mange mennesker, der har ondt ved at acceptere visse skabninger. Nogle lider af fobi over for edderkopper og andet kravl, eller over for slanger og tudser, og megen overtro og vantro er derfor i tidens løb blevet forbundet med disse dyr.
Muhammedanerne lider af en voldsom fobi med hensyn til grise. De har det næsten som bonden i Store Claus og Lille Claus, som ikke tålte at se degne.
På grund af denne fobi besluttede rektor Barbara Harris i Batley i Nordengland, at eleverne i forskolen ikke måtte læse bøger, som handlede om grise, bl.a. eventyret om de "Tre smågrise og ulven" - af hensyn til de muhammedanske børn.
På børneafdelingen på Sørlandets sygehus i Kristiansand hang der på døren til afdeling 177 et dejligt billede af en tyk glad gris, der kom løbende. Den tålte muhammedanerne ikke at se og krævede den fjernet. Og det blev den.
Om det nu var Kaalund eller dyreværnsforeningerne som lærte os nordboere at holde af dyrene skal være usagt, men det er ligesom om der i Nordboerne voksede en dyb kærlighed op til naturen. Den er dog trængt meget tilbage i vor gennemindustrialiserede tid, hvor tanken på udbytte og penge er vokset os over hovedet, og hvor brutalitet sniger sig ind i vor tilværelse. Vi har insemination, burhøns, tremmekalve og fastlåste søer...
Hvad vi ikke ser, har vi ikke ondt af, men når vi ind imellem præsenteres for det i massemedierne, så berører det os pinligt. For slet ikke at snakke om transport af udslidte heste, får og grise til slagterierne, som er en brutalitet, som råber til himlen. Den så besungne multikultur har ikke bedret på forholdene.
Svin og grise er yndede dyr, som vore børn gerne kikker på , hvis man da ellers kan finde en gammeldags bondegård, hvor man kan skrubbe soen på ryggen og kæle med smågrisene.
Vist kan det ske, at vi i vrede skælder nogen ud for "Svin!", men det er ikke pænt hverken over for ofret eller over for dette meget hæderlige dyr. Kalder man nogen "Gris!" er det straks meget mildere i klangen, for slet ikke at tale om "Grisebasse!", som har en nærmest kærlig tone over sig. Hvormange mødre har ikke spontant udstødt et "Din lille grisebasse!" til en møjbeskidt unge.
