Julen er med årene blevet een eneste stor købmandsreklame uden charme af nogen art. Det gælder blot at sælge og sælge. Julesangene aflires skødesløst i supermarkeder og stormagasiner. Julenisserne er blevet amerikaniserede, udstoppet med tyk vams og forede støvler. Men det værste er de farvede og blinkende lys på juletræet, så alt ligner et diskotekslokale. Desværre importeres alle mulige tossede idéer fra Amerika i jagten på penge. Det sidste ny derovre er, at juletræet hænges op i loftet med toppen nedad! Den galskab kommer vel også til Danmark? Nye salgsmuligheder: en krog i loftet i stedet for en juletræsfod.
Al dette materialistiske fjant har ødelagt vor gamle jul. Der er ingenting tilbage til sjælen. Jo, måske på hjemmeplan. Glæden ved at synge og høre vore fine julemelodier i de rigtige omgivelser, fri for mammondyrkelsen. Glæden over at være samlet i familien og kunne gøre noget sammen - ikke bare spise og drikke. Stilheden når man lytter til et juleeventyr eller juleevangeliet. Glæden ved at tænde levende adventslys hver søndag i december. Glæden over grantræet, at fælde det, at bære det hjem, at pynte det. Juletræet med alle dets lys, en åbenbarelse på årets mørkeste tid. Ikke bare et juletræ med
el-pærer eller af plastik, som står tændt fra november til januar. Et træ, som ingen ser og som er uden enhver mening, når man endelig når frem til juleaften. De tørre nåle og det romantiske eventyr drysser på gulvet
Er det ikke på høje tid, at forretningerne og storcentrene skruer lidt ned og retter op på den vanvittige pengejagt?
Ellers må kunderne gøre oprør. Det er jo dem, der betaler. Hvor er 68´erne henne? De som ville revolutionere verdenen og gøre slut på den materialisme, som de foragtede deres forældre for.
Al denne mangel på åndelig føde og værdighed ved årets største fest er medvirkende til vor kulturs forfald og - islamiseringens fremmarch.