om Gerlev Idrætshøjskole i Weekendavisen 16/9.
Den var klar allerede før 1979:
I det samfundskritiske tidsskrift AKTION fra oktober 1979 er der et suk fra en kvinde, ansat i forsorgen. Hun deltog i Gerlev Idrætshøjskoles kortkursus ”Krop og Bevægelse” nogle år tidligere og skrev:
”Jeg har to væsentlige ting at anke over:
1) kurset er på altfor lavt et plan
2) det har en politisk holdning, som på mange virker anstødelig.
Kritikken gælder NB ikke gymnastikken, men foredragene er for eensidige og rent politiske og på for umodent plan. Oplægget til gruppearbejde er så banalt, at man simpelthen ikke kan byde folk i en voksen alder sådan noget!
Man forsøger at presse en politisk holdning ned over hovedet på eleverne, til trods for at der intet sted i det tilsendte program eller andet forhåndsmateriale står noget, der kan danne baggrund for en rød holdning. Hvis man havde annonceret anderledes, så meningen var klar, havde eleverne måske ikke valgt dette kursus. Nu bondefanger man folk gennem annoncer i fagblade og med statsstøtte.
Skolens undervisning får mig til at tænke i større perspektiv:
Denne marxistiske eller leninistiske eller anden røde holdning kan ikke kun være forbeholdt dette ene kursus her på idrætshøjskolen! Hertil sender man altså sine børn i deres mest modtagelige alder. Hvordan er deres holdning efter 6 måneders ophold?
Det giver mig kuldegysninger. Og tankerne går tilbage til 30´erne, hvor vore forældre ikke klart så, hvad der kunne ske, og derfra frem til 40´erne, hvor det værste var sket…
Hvorfor er kursus´ indhold kun skåret efter én bestemt politisk holdning? Skal man ikke som lærer belyse et problem fra så mange sider som muligt?”
Tænk, at det skulle tage 25 år, inden sandheden kom frem.
Tak Ulrik Høy
Tidsskriftets redaktion fortsatte:
På skolens pensionistkursus når man til lignende kritik. Heller ikke her røber programmet, at indholdet har politisk tendens. Det gælder som før ikke gymnastikken, som imidlertid – sammen med svømning og evt. sauna – kun udgør knapt 1½ time om dagen. Man får indtryk af, at de ældre mennesker og deres statsstøtte skal ”bruges” som en bekvem basis for indtægt, og kan man samtidigt få dem lidt indoktrineret i den ”rigtige” retning, er det ingen skade til. Mange timer er på for lavt plan, og den unge kursusleder John – den eneste, der synes at have et efternavn – er blottet for energi og lader til at satse på en letkøbt løn.
Ove Korsgaard derimod vil gerne berige eleverne med, hvordan samfundssystemet ser ud med hans øjne. Han mener, at politiske ideologier fremover vil betyde mere end noget andet menneskeligt forhold mennesker imellem. Derfor er han forbløffet over, at lande i Østasien, der bygger på marxistiske idéer, kan ryge i krig med hinanden. Ove er begejstret for Kina, som han sammen med folk fra andre idrætshøjskoler har oplevet fornylig (1979), delvis betalt af skatteborgerne naturligvis. Ove dyrker Villy Sørensen og hans ”Oprør på Midten” (som også højskolens andre elever må endevende i studiekredse). Villy Sørensen er oversat til mange sprog, internationalt kendt, siger Ove. Man ser H.C.Andersen, Søren Kierkegaard og – Villy Sørensen for sig i evighedens stråleglans…
Ove Korsgaard mangler interesse for at bore i tingene og udforske dem på bagsiden. Mange nymodens lærere tager uvidenskabeligt imod hulbånds-verdenens uendelig mange data, uden så meget som at reflektere over, hvem der fodrer datamaskinerne og med hvad?
Med svimlende forbløffelse erfarer man en dag, at denne lærer Ove faktisk er forstander for idrætshøjskolen. Ak, her mangler evne til at fascinere. Her mangler den udstråling og personlighed, som hørte med før i tiden.
Er kritikken af skolens eensidighed for hård?
På sin væg hænger man, hvad man kan lide. Hos Ove hænger Janteloven og i vort klasseværelse er der forstörrede plancher fra en svensk bog om idræt (direkte citater i citationstegn, resten er resumé):
”Idræt er politik”. Idræt kan aldrig blive upolitisk, ”Idrætsforbundet forsøger derfor at sætte idrætten ind i et mønster for kampen mod kapitalisme. Og det kan kun blive en kamp for socialisme”. Derfor var det naturligt at deltage i Båstad og demonstrere mod Chile-tennisspillerne.
”Det vigtigste for en kapitalist er at tjene penge på de varer, som produceres i hans fabrikker”. – Også den borgerlige idræt er blevet en vare. Der er konkurrence. Og der er megen reklame i forbindelse med idræt bl.a. om idrætsredskaber. Idrætsforbundet stræber efter at udvikle nye og mere demokratiske former. Idrætten bør indgå i vor hverdag og liv. ”Kampen for et socialistisk samfund vil forandre idrætten”. ”Tendensen i den borgerlige idræt går imod ensidigt trænede individer”. Den opdeler os i køn, alder, vægt o.s.v. ligesom på arbejdsmarkedet.
”En socialistisk idræt må stræbe efter at formidle betydningen af to dominerende principper i idrætten: det maximale præstationskrav og konkurrenceprincippet. I stedet må glæden ved at udføre forskellige bevægelser anses for det vigtigste. Sammen med arbejde og solidaritet”. Ved sportsstævner hejer man nationalt, men ”vi skal glemme, at Sverige ikke er en enig nation, men består af forskellige klasser, som ikke har fælles interesser.”
”I begyndelsen af dette århundrede (=1900-tallet) og ved første olympiade i 1896 kunne alle deltage, men ”den moderne idræt er et produkt af det kapitalistiske samfund. I begyndelsen var det bare de borgerlige, som havde tid til at drive idræt. Først da arbejderklassen havde tilkæmpet sig kortere arbejdsdag kunne idrætten blive en massebevægelse”.
Udenfor pensionistkurserne er det ikke de gamle danske sange, man dyrker, men ”Internationalen” eller for eksempel Benny Holst´s og Jesper Jensens ”Sang om Bevidsthed” fra Danmarx Melodibog: ”-andre går og høster frugterne af vores lange dag” og ”- vi får ingen anden verden, hvis vi ikke tar den selv”.
Og man holder foredrag imod reklame eller om berufsverbot imod venstreorienterede aktivister, planlægger rejser til Østens røde sol i Polen, Tjekkoslovakiet eller Kina, får Cuba-folk til at berette om Cubas herligheder, dyrker politisk teater eller arrangerer seminarer og møder om, hvordan man kommer videre med alle mulige aktiviteter og basisgrupper og kollektiver…
Blandt foredragsholdere og lærerkræfter på skolen er der stærk slagside. Langt de fleste er fra yderste venstre fløj, bl.a.:
Ejvind Larsen
Magnus Demsitz, Finn Kamper-Jørgensen, Erik Simonsen, Knud Jaconsen, Peter Juel Hansen, Jørgen Elikofer, Dagmar Andreasen, Leif Blædel, Viggo Bertelsen.
Og skolens ”videnskabelige” materiale, der danner underlag for undervisning er i overvejende grad venstrevredet med litteratur af Thorkild Bjørnvig, Villy Sørensen, Per Gregersen, Niels Munk Plum, Mikael Norling m.m.
