Der er tre dage til valget i Sverige. Tre dage til at nedkæmpe de små
protestpartier, der stikker næsen frem, og som de åbenbart er bange for.
Et af dem hedder Sverigedemokraterne. De udtaler sig åbent om den
voldsomme ukontrollable indvandring og dens konsekvenser. Derfor
har de i årevis måttet døje under politisk bagvaskelse uden forklaringer,
uden debat, uden fornuftige modargumenter. I Sverige diskuterer man
ikke indvandring. Alt ufordelagtigt som f.eks. kriminalitet nedtones eller
forties helt. Det skal ikke frem.
Sverigedemokraterne siger det højt. Derfor svines de til i aviserne, men
får ikke lov at tage til gemæle. De får i det hele taget ikke adgang til
massemedierne. Deres synspunkter kan alene spredes med egne trykte
pjecer og gademøder. Disse møder indebærer imidlertid en ikke ringe
risiko for liv og lemmer, idet venstreextremister (herunder regeringens
støtteparti, ”Vänstern”) bistået af pøbel og hætteklædte autonome ikke
alene skræmmer publikum væk, men direkte går til blodige overfald.
Politiet stikker helst halen mellem benene og forsvinder.
Trods al grundlovsstridende og umoralsk modstand er partiet vokset.
De er repræsenteret i flere byråd. Valget løber af stablen den 17.
september. Både til rigsdag (folketing), län (amt) og kommune. Man
kan diskutere om dette er en god ordning. Debatmulighederne i
massemedierne bliver betydeligt mindre og helhedsbilledet mere kaotisk.
Men der er noget helt andet galt og meget alvorligere.
Når vi stemmer i Danmark, går vi ind i valglokalet, afleverer vort valgkort,
tjekkes af på en liste og får udleveret en temmelig lang seddel. På denne
ene lange seddel står samtlige opstillingsberettigede partier angivet
med deres kandidater. I boxen krydser man så af på denne liste, hvilket
parti eller hvilken kandidat, man ønsker.
Sverige har et andet system:
Man går til valgstedet og i forrummet – inden man når frem til den
valgforordnede – ligger der stemmesedler fra de opstillingsberettigede
partier. Hvert parti har altså sin egen seddel med navne på kandidaterne.
Den er ikke større end et postkort, så den kan ligge i den almindelige
kuvert, man får udleveret. Da man både har valg til rigsdag, län og
kommune samme dag, har listerne forskellige farver. Farven – men
ikke krydset – kan ses gennem et hul i kuverten.
Da der meget ofte står personer i forrummet, som kan se, hvilken
partistemmeseddel man tager, så tager mange mennesker flere
forskellige på een gang med ind i valglokalet, men sætter naturligvis
kun kryds på een seddel. Lægger den i kuverten og putter den i urnen.
Nu siger det sig selv, at disse løse partistemmesedler på et bord
nemt kan forsvinde.
Nogen kan ”fjerne” modstandernes partistemmesedler
Og det er da også ganske almindeligt!
De store gamle etablerede partier har givetvis medlemmer
eller vælgere nok til at overvåge deres egne partistemmesedler,
men det har de små partier ikke. Sverige er et kæmpeland
og hver kommune har mange valglokaler. Det skal dog nævnes,
at hvis vælgeren ikke kan finde nogen stemmeseddel fra sit
parti på valgstedet, har han lov til – med fuld gyldighed – at
skrive det ønskede partis navn på en blank stemmeseddel,
men hvormange vælgere ved det og vover sig på det? Og kan
de stave rigtigt?
Dette valgsystem er altfor let at lave humbug med. Faktisk
ville det väre en smal sag for en fremmed magt at lade en
femte kolonne ødelægge valget.
Sverige, som ellers har så travlt med at ville kontrollere alt
og alle, og fortælle andre lande, hvor skabet skal stå, bør som
et oplyst og civiliseret land skaffe sig et valgsystem, som der
ikke kan fuskes så meget med.
- og så har jeg endda ikke nævnt det hele!
