68´ernes kamp for Fri Hash fik langt større indflydelse på samfundet, end de vel først havde tænkt sig. Men gennem 68-læreres indoktrinering i skolen og Mentalhygiejnens propaganda i massemedierne gik hashaccepten sin sejrsgang. Hash angår ikke bare enkeltindivider, selvom deres udflipning kan koste samfundet dyrt nok.
Hash og/eller anden narkotika indgik i de kommunistiske landes dobbeltsidige strategi til
bekæmpelse af andre lande: 1) indtægt til deres egen krigsføring, 2) bekæmpning af Vesten ved nedbrydning af de vestlige samfund indefra og ødelæggelse af pubertetsbørn og unge.
De venstrevredne i Vestens lande hjalp til som kommunistiske 5. kolonner (herunder også visse psykiatere og psykologer) eller som naive medløbere og som lobbyvirksomhed over for politikere.
En FN-rapport fra ca. 1976 (?) meddelte, at det vigtigste indsmuglingssted i Europa var fra ØstBerlin til VestBerlin. Når man tænker på muren og de automatiske dødsfælder, forstår man, at indsmuglingen næppe er sket den vej, men snarere på højere nivau, ligesom da Nordkoreas ambassadører blev grebet i indsmugling af statsligt pakket hash i kurérposten og udvist af alle tre skandinaviske lande.
Modstanden mod hash og anden narkotika kom knappest til orde i massemedierne. Den måske største (?) protestindsamling fra privat side imod hash, foregik 1971-72 ved den ihærdige narkomodstander Lise Tønsberg, Charlottenlund. Hun samlede over 100.000 underskrifter, som blev afleveret til en af ministrene (jeg husker ikke hvem), hvor det så formodentlig havnede i papirkurven. Hun var ogs utrættelig i at hjælpe narkomaner ud af deres ulykke.
Men hashens specielle egenskaber - det at man ikke kan skelne, at man ikke kan tage stilling, er uden holdning til dit og dat - synes desværre at præge en væsentlig del af vort samfund i dag, og mange gange også de politikere, som skulle tage stilling.
