Ingen kan vel i dag undre sig over, at kejseren af Byzans Manuel den
Anden Palaiologos fandt, at Muhammed kun havde bragt ”ondskab og
umenneskelighed ved at udbrede sin tro med sværdet”.
Alt hvad der var tilbage af det vidtstrakte gamle Østromerske Rige,
var dengang - i slutningen af 1300-tallet, efter krige og hærgninger
både fra øst og vest og nord – skrumpet ind til selve Grækenland og
Konstantinopel, og selvom Manuel havde kejsertitel, så var han dog
en af de vasaller, som måtte betale tribut til sultanen.
Arabiske skribenter, som besøgte Konstantinopel på 1100-tallet
fortæller, at de blev venligt modtagne, og at der fandtes flere moskéer
i byen. Men efterhånden som de muhammedanske osmanner trængte
sig på, blev man mindre og mindre tolerant i byen overfor besøg af
fremmede muhammedanere.
Kejser Manuel skrev selv et meget afvisende stridsskrift imod islam,
hvor han kalder deres religion ”en tro, som falskeligt kalder sig sådan”,
og han taler om ”den galne Muhammeds raseri”.
Da situationen for Konstantinopel så stadig mere og mere truende ud,
rejste han til Frankrig og England for at få hjælp og redde sit rige,
men forgæves.
Hjælpen kom uforudsent fra øst, hvor den tartariske feltherre Timur
Lenk i det ene krigstogt efter det andet lagde lande i Centralasien,
Indien, Persien, Mesopotamien under sig og nedkæmpede den
osmanniske sultan og tog ham til fange.
Manuel rejste hjem til sin residens, og Konstantinopel overlevede endnu
et halvt hundrede år. I 1453 bukkede den under for osmannernes
stormløb i et grusomt blodbad.
