Trods tyrkernes uhyggelige folkedrab på de kristne armeniere, findes der endnu 3.800.000 armeniere. Nogle spredt i små enklaver i Mellemøsten, Australien, Sydafrika, USA og Grækenland. I en landsby i det indre Iran kan man finde en bygning med mure omkring. Indeni gemmer der sig en diminutiv kirke, hvor kvinderne fejrer jul uden den heldækkende chador og med deres monogame ægtemand.
I Italien er der et par tusinde armeniere. En af dem, Pietro Kuciukian, som er speciallæge i ortondologi i Trento, vidste ikke, at han var af armensk slægt. Hans far, som undslap folkemordet, havde aldrig mælet et ord om det, før nogle år før sin død. Først da begyndte han at skrive sin historie ned på opfordring af sin svigerdatter. Dog nåede han ikke
længere end til 1911 og fik altså ikke skrevet om rædslerne i 1915.
Lægen forsøger nu at opspore armeniere i forskellige lande. I telefonbøgerne søger han efternavne, som ender på bogstaverne "ian". Hvis de er villige til at åbne for de ofte tragiske erindringer, lader han dem fortælle deres slægtshistorie.
Jordskælvet den 7. December 1988 i Armenien, som dengang var en del af Sovjet, var et af de voldsommeste, man har målt, og værst i storbyen, Spitak. Da der ikke fandtes redningsudstyr af nogen art, hverken gravemaskiner eller kraner, steg dødstallet til ca. 55.000 mennesker.
Mor Teresa fra Calcutta tilkaldte Pietro Kuciukian som tolk. Det førte til, at han fik et feltlazaret op at stå . Og med økonomisk støtte fra armeniere i Italien lykkedes det lægen at overvinde det enorme buraukrati i Sovjet og få to skoler stablet på benene.
Kuciukian har i mange år kæmpet for, at parlamenter rundt omkring skulle erkende udryddelsen af armenierne som et folkedrab. Mange har gjort det, men Tyrkiet selv nægter indtil videre.
Lægen har også været med til at samle og udskrive alle de dokumenter, som den italienske stat har liggende angående forholdene mellem Italien og Armenien flere årtier tilbage i tiden.
Alt dette har medført, at han blev talsmand for armenierne i Italien og ansvarlig for kommunikationen mellem Armenien og Italien. Mange aids-ramte henvender sig til ham, fordi de har hørt om det hemmelige medikament "Armenicum". Men, siger lægen, jeg kan ikke udtale mig om det, før jeg har set videnskabelige data, som i øjeblikket kun findes på russisk og armensk.
Kuciukian arrangerede en fotoudstilling i Milano med originaldokumenter fra det etniske folkedrab i 1915, men det lykkedes Tyrkiet at få udstillingen lukket.
Men lægen giver ikke op. "Et folk, der er blevet offer for et folkedrab, som ikke er erkendt som folkedrab, bliver let udsat for nye forfølgelser", siger han. Det så vi i slutningen af 1900-tallet i Sungait, Bakú og Kirovabad fra de azeriske tyrkeres side. Og det vil fortsætte så længe der ikke er domstole for forbrydelser mod menneskeheden af samme art som den, der oprettedes i Rom 1998, men som USA, Israel og Tyrkiet ikke har tilsluttet sig.
(Kilde: 2000 Tempo Medico (nr. 667 fra 26 april 2000)
