Palæstinensiske National-Charter
Det Palæstinensiske Charter mod Israel bliver ofte nævnt.
Her er det i sin helhed.
Her er ingenting ændret sådan som mange hævder.
I modsætning til det, som påstås af medier og mellemøst-eksperter, er det palæstina-arabiske national-charter, også kaldet PLO-pagten, aldrig blevet ændret. Sidst sagen var oppe til drøftelse var i forbindelse med Oslo-aftalen, hvor der blev indgået en aftale om, at chartret skulle ændres. Der blev aldrig sat nogen deadline/tidsfrist for ændringen.
I sidste paragraf af charteret står der for øvrigt, at ¾ af et fuldtalligt palæstinensist nationalråd (PNC) skal stemme bekræftende vedrørende et ændringsforslag for dets vedtagelse. Et samlet palæstinensisk nationalråd består af 594 medlemmer. Af disse skal altså mindst 446 gå ind for ændringen. PNC har imidlertid aldrig været samlet fuldtalligt, siden før Oslo-processens begyndelse.
Forudsætningen, for at Oslo-processen kunne komme i gang, var, at charteret blev ophævet, at terroren mod Israel blev standset.
Artikel 1. Palæstina er et palæstinsk-arabisk folks hjemland, og er en
udelelig part af det arabiske hjemland, og det palæstinske folk er en integreret del af den arabiske nation.
Artikel 2. Palæstina med de grænser, som stod ved magt under det britiske mandat, er en udelelig territoriel enhed.
Artikel 3. Det palæstinsk-arabiske folk har den juridiske ret til sit hjemland og vil, når frigørelsen af hjemlandet er fuldført, udøve selvbestemmelse i henhold til sit eget samtykke og vilje.
Artikel 4. Den palæstinske identitet er et medfødt, iboende karakteristika. Den overføres fra forældre til børn. Den zionistiske okkupation og spredningen af det palæstinsk-arabiske folk som følge af de katastrofer, det har været udsat for, fører ikke til, at det taber sin palæstinske identitet og sit medlemskab i det palæstinske samfund eller ophæver den.
Artikel 5. Palæstinenserne er de arabiske borgere, som normalt boede i Palæstina indtil 1947, enten de blev udvist eller blev tilbage. Enhver, som er født af en palæstinensisk-arabisk far efter dette tidspunkt, i eller uden for Palæstina, er også palæstinenser.
Artikel 6. Jøderne, som normalt havde boet i Palæstina frem til begyndelsen af den zionistiske invation, vil blive betragtet som palæstinenser.
Artikel 7. At der er et palæstinensisk samfund, og at det har materielle, åndelige og historiske bånd til Palæstina, er indiskutabel faktum. Det er en national pligt at opdrage individuelle palæstinensere på en arabisk, revolutionær måde. Alle informations- og uddannelsesmidler må bruges for at gøre ham kendt med sit land på den grundigste måde, åndeligt og materielt. Han må være forberedt på den væbnede kamp og være rede til at ofre sit liv og sin ejendom for at genvinde sit fædreland og sørge for dets frigørelse.
Artikel 8. Det palæstinensiske folk lever nu i en fase af dets historie med national kamp for at frigøre Palæstina. Derfor er modsætningerne mellem de nationale palæstinensiske styrker af sekundær betydning og må fjernes til fordel for en fundamental modsætning mellem zionisme og imperialisme på den ene side og det palæstinensisk-arabiske folk på den anden. På dette grundlag udgør de palæstinensiske masser, enten de befinder sig i deres hjemland eller i eksil, både deres organisationer og enkeltindivide, en national front, som handler for at genvinde Palæstina og frigøre det ved væbnet kamp.
Artikel 9. Væbnet kamp er det eneste middel til frigørelse af Palæstina og må derfor betragtes som en strategi og ikke blot som en taktisk fase. Det palæstinensisk-arabiske folk befæster sin absolutte bestemmelse og faste beslutning om at fortsætte sin væbnede kamp og arbejde for den væbnede folkerevolution for at frigøre sit land og vende tilbage til det. Det forsikrer også om sin ret til et normalt liv i Palæstina og til at udøve sin ret selvbestemmelse og suverænitet over det.
Artikel 10. Kommando-aktion udgør kærnen i den palæstinensiske folkekrig for frigørelse. Dette nødvendiggør en omfattende optrapning og mobilisering af alle de palæstinensiske folkelige og uddannelsesmæssige anstrengelser, deres organisation og engagement i den væbnede palæstinensiske revolution. Der kræves også, at man opnår enhed i den nationale kamp dem og de arabiske masser, for at sikre kontinuitet i revolutionen, dens optrapning og sejr.
Artikel 11. Palæstinenserne har tre mottoer: National enhed, national mobilisering og frigørelse.
Artikel 12. Det palæstinensisk-arabiske folk tror på arabisk enhed. For at opgaven kan lykkes og for at opnå denne målsætning må de i denne fase af deres kamp bevare deres palæstinensiske personlighed og udvide bevidstheden om dens eksistens og modstå enhver plan, som tager sigte op at opløse eller svække den.
Artikel 13. Arabisk enhed og frigørelse af Palæstina er to sammenfaldende mål. Hvert af dem baner vejen for realisering af det andet. Arabisk enhed fører til frigørelse af Palæstina, og frigørelse af Palæstina fører til arabisk enhed. Arbejdet med realisering af det ene mål må gå side om side med realisering af det andet.
Artikel 14. Den arabiske nations skæbne, ja selve den arabiske eksistens, er afhængig af Palæstina-spørgsmålets skæbne. Den arabiske nations bestræbelser og indsats for at frigøre Palæstina, er et resultat af denne forbindelse. Palæstinas folk påtager sig den førende rolle under realiseringen af denne hellige nationale opgave.
Artikel 15. Frigørelsen af Palæstina udgør, set fra en arabisk synsvinkel, en national pligt til at slå den zionistiske og imperialistiske aggression mod det arabiske hjemland tilbage og at eliminere zionismen i Palæstina. Det fulde ansvar for dette påhviler den arabiske nation, dens folk og regeringer, med det palæstinensisk-arabiske folk i spidsen. For denne opgave må den arabiske nation mobilisere sine militære, menneskelige, materielle og åndelige resurser i et aktivt samarbejde med det palæstinensiske folk i frigørelsen af Palæstina. De må, specielt i den nuværende fase af væbnet revolution, give det palæstinensiske folk al mulig hjælp og enhver materiel og menneskelig støtte, og give det alle muligheder og anledninger til at fortsætte og påtage sig dets ledende rolle, når det gælder at fremme den væbnede revolution, indtil det frigør dets hjemland.
Artikel 16. Set fra et åndeligt synspunkt vil befrielsen af Palæstina sikre en tilstand af ro og fred for Det helligeland, og som vil sikre landets helligdomme, og frihed til tilbedelse og besøg af alle grupper vil blive garanteret, uden skillelinier eller diskriminering på grund af race, farve, sprog eller religion. Af denne grund forventer det palæstinensiske folk støtte fra alle åndelige kræfter i verden.
Artikel 17. Set fra et humanistisk synspunkt vil befrielsen af Palæstina give det palæstinensiske individ dets værdighed, stolthed og frihed tilbage. Af denne grund forventer det palæstinensiske folk støtte fra alle i verden, som tror på mennesket frihed og værdighed.
Artikel 18. Set far et internationalt synspunkt er befrielsen af Palæstina en defensiv handling, som er gjort nødvendig af kravene om selvforsvar. Af denne grund forventer det palæstinensiske folk, som ønsker at have et venskabeligt forhod til alle folk, støtte fra de stater, som elsker frihed, retfærdighed og fred, for at kunne genoprette dets dets legitime rettigheder i Palæstina, opretholde fred og sikkerhed inden for dets grænser, og sætte dets folk i stand til at udøve national suverænitet og frihed.
Artikel 19. Delingen af Palæstina i 1947 og oprettelsen af Israel er at betragte som fundamentalt ugyldig, uanset hvor lang tid der går, fordi den var i strid med det palæstinensiske folks ønske og dets naturlige ret til deres hjemland og uforenelig med principperne i FNs charter, særlig retten til selvbestemmelse.
Artikel 20. Balfour-deklarationen, mandat-dokumentet og alt, som er baseret på disse, er at betragte som ugyldige. Påstanden om historiske og åndelige bånd mellem jøder og Palæstina stemmer hverken overens med de historiske realiteter eller den sande opfattelse af, hvad der er en stat. Jødedommen, som er en religion, er ingen uafhængig nationalitet. Jøderne er heller ikke en enkelt nation med sin egen identitet. De er borgere i de stater, som de tilhører.
Artikel 21. Det palæstinensisk-arabiske folk, således som det fremstår gennem den væbnede palæstinensiske revolution, forkaster alle løsninger, som er en erstatning for fuld befrielse af Palæstina, og forkaster alle forslag, som sigter mod at likvidere det palæstinensiske problem eller en internationalisering af dette.
Artikel 22. Xionisme er en politisk bevægelse, som er organisk forbundet med verdensimperialismen og fjentlig mod alle bevægelser i verden. I sin form er den en racistisk og fanatisk bevægelse. I sine mål er den er den aggressiv, ekspansiv og kolonialistisk og fascistisk (betænk dette!) i sine metoder. Israel er den zionistiske bevægelses redskab, placeret strategisk i hjertet av det arbiske hjemland, som et slag mod drømmene om en frigjort arabisk nation, enhed og fremgang.
Israel er en konstant trussel mod fred i Mellemøsten og hele verden. Efter som befrielsen af Palæstina vil ødelægge den zionistiske og imperialistiske tilstedeværelse og vil bidrage til oprettelse af fred i Mellemøsten, forventer det palæstinensiske folk støtte fra alle liberale mennesker i verden og fra alle progressive og fredelige kræfter.
Det palæstinensiske folk bønfalder dem alle uanset deres sympatier og forbindelser om at tilbydehjælp og støtte til det palæstinensiske folk i dets retfærdige kamp for at befri sit hjemland.
Artikel 23. Kravene til sikkerhed og fred, og kravene til sandhed og retfærdighed, kræver at alle stater ser på zionismen som en illegitim bevægelse og forbyder dens eksistens og virksomhed, for at venskabelige forbindelser mellem folkene kan blive bevaret og indbyggernes loyalitet mod sine respektive hjemlande blive sikret.
Artikel 24. Det palæstinensisk-arabiske folk tror på principperne om retfærdighed, frihed, suverænitet, selvbestemmelse, menneskelig værdighed og folkets ret til at udøve dette.
Artikel 25. For at realisere målene i dette charter og dets principper vil Den palæstinensiske befrielsesorganisation gennemføre sin rolle i befrielsen af Palæstina i overensstemmelse med denne organisations konstitution.
Artikel 26. Den palæstinensiske befrielsesorganisation, som repræsenterer de revolutionære palæstinensiske kræfter, er ansvarlig for den palæstinensisk-arabiske folkebevægelsei dens kamp for at udøve sin ret til selvbestemmelse over det i alle militære, politiske og finansielle sager og alt andet, som det palæstinensiske spørgsmål kræver på det inter-arabiske og det internationale plan.
Artikel 27. Den palæstinensiske befrielsesorganisation vil samarbejde med alle arabiske stater, hver i henhold til dens ressourcer, og vil bevare neutralitet i deres gensidige forbindelser i ly af og på baggrund af befrielseskampens behov og vil ikke indblande sig i andre forhold i nogen arabisk stat.
Artikel 28. Det palæstinensisk-arabiske folk vil fastholde oprindelsen og uafhængigheden i sin nationale revolution og forkaster alle former for indblanding, dirigering og underkastelse.
Artikel 29. Det palæstinensisk-arabiske folk har den fundamentale og juridiske ret til at befri og genoprette sit hjemland. Det palæstinensiske folk vil bestemme sin holdning i forhold til alle stater og magter på basis af deres stillingtagen til spørgsmålet om Palæstina og omfanget af deres støtte til den palæstinensiske revolution for at opfylde Det palæstinensisk-arabiske folks målsætning.
Artikel 30. De kæmpende – og de som bærer våben i kampen for befrielsen – udgør kærnen i folkearméen, som vil blive den beskyttende arm om det, som Det palæstinensisk-arabiske folk har opnået.
Artikel 31. Denne organisation skal have et flag, en ed og en nationalsang, og alt dette vil blive udformet i overensstemmelse med en speciel regulering.
Artikel 32. Til dette charter er knyttet en lov, kendt som Konstitutionen for Den palæstinensiske befrielsesbevægelse, i hvilken organisationen hovedorganer og institutioner er fastslået, den respektive kompetence for hver af dem og nødvendige forpligtelse i hewnhold til Chartret.
Artikel 33. Dette charter kan ikke ændres uden ved to trediedels flertal i blandt samtlige medlemmer af Nationalrådet (PNC) i Den palæstinensiske befrielsesorganisation, sammenkaldt i en speciel session i henhold til Chartret.
