I dagens kunstigt skabte internationale kaos er det svært at sætte nationalitet på mennesker, men vi bliver næppe libanesere af at bosætte os i Libanon og få opholdstilladelse dér. Det modsatte må også være tilfældet. Men når TV-speakeren i Danmark insisterer på 117 gange at fremhæve mennesker fra Libanon som danskere, så er det en propagandistisk understregning. Hættemågetørklæderne er jo symbol på, at de er hævet over de almindelige danskere og alle andre.
Lad os kikke tilbage på Blågårds-palæstinenserne, for det er den sag, som tydeligvis stadig vækker retfærdig harme.
De kom ulovligt ind i landet under falske forudsætninger og afvistes ifølge gældende regler. De indledte sultestrejke og besatte to kirker i København. Røde danske grupper og naive præster og andre medløbere bakkede muhammedanerne op og fik gennemtrumfet en særlov på koalitionskurs med den danske grundlov.
De var ca. 460 personer i marts 1992. Af dem er der 321 tilbage, som har fået opholdstilladelse. Det fremgår ikke, hvormange sammenførte ægtefæller, de siden har hentet i Libanon, eller et tal på hvormange børn, de har fået (i 2005 var det 110 børn).
Allerede mens deres asylansøgninger behandledes i Danmark, var 312 af dem på besøg i Libanon og Syrien, bl.a. for at gifte sig. Knapt var særløven trumfet igennem, før 200 af dem rejste på ferie i det Libanon, som efter sigende truede dem med tortur og henrettelse… De ville fejre, at Danmark hoppede på limpinden.
I 2005 var 2/3 af de resterende på det offentliges regning, 1/3 havde begået kriminalitet, hvoraf noget virkelig alvorligt, mens 62 af de ovennævnte 110 børn var noteret for lovovertrædelser.
