Efter Frankrigs og Hollands NEJ til EU-forfatningsforslaget og aflysning af folkeafstemning herhjemme startede EU en kampagne: man ville høre befolkningernes mening. På bibliotekekerne er opsat plakater med opfordring til at skrive til ”Borgernes Dagsorden” *, hvordan vi ønsker EU.
Så kan EU bagefter sige, at de har spurgt befolkningerne! Der er jo ingen forpligtelse fra deres side til at følge råd eller ønsker.
Tvært imod kan man med god samvittighed sige, at alle, der besvarede opfordringen var positiv stemt for et EU (- ellers havde de jo ingen grund til at fremføre ønsker for indretningen af en sådan storstat).
Heftet ”EU-konventet om Europas fremtid” (Folketingets EU-Oplysning) skriver indledningsvis, at EU-landenes stats- og regeringschefer ved mødet i Laeken i Belgien 2001 nedsatte et EU-konvent og fastsatte rammer for dets arbejde.
Konventet skulle fremsætte forslag til, hvordan EU kan ”bringes tættere på borgerne” og ”gøres mere demokratisk”.
Dermed indrømmer man, at EU hverken er eller har været tæt på borgerne. EU er ikke skabt af befolkningerne, men er blevet trukket ned over hovederne på dem. De har ikke haft noget at sige ved planlægningen og udformningen af EU. Man undlader objektiv information og lokker og lurer med propagandaløfter. Man ignorerer folkeafstemninger og gentager dem efter ny massiv agitation, - indtil det bliver et JA.
EU´s lukkethed med hemmeligholdte dokumenter, skumle affærer med nepotisme og korruption, angreb på ytringsfriheden, islamvenlige fortiede aftaler og hele diktatoriske tilsnit er milevidt fra nordiske demokratiers spilleregler, så hvordan skulle man dog kunne gå ind for en fælles forfatning?
Nej, lad os få nedlagt EU så hurtigt som muligt.
*) EU-landenes stats- og regeringschefer besluttede på et møde 16.-17. juni 2005 at holde en tænkepause, som skulle bruges til bred debat i befolkningerne om EU´s fremtid. Under overskriften ”Borgernes Dagsorden” har Folketingets Europaudvalg og en række bevægelser/organisationer ("planlægningsgruppen") samarbejdet om at skabe debat om Europas fremtid.