af Baron Bodissey, Östrig
Afsnit 2:
I et interview med Paul Belien of the Brussels Journal in February 2006, advarede tidligeredissident Vladimir Bukovksy om, at den Europiske Union er ved at blive en ny Sovjet-Union et EUSSR , som nogle kalder det. I en tale, han holdt i Bruxelles, kaldte Bukovsky EU et ”uhyre”, som skal ødelægges , jo før, jo hellere, inden den bliver til en fuldt-udviklet totalitær stat.
”Jeg henviser til strukturerne, til visse ideologier, som tilsættes, til planerne, retningen, den uundgåelige expansion, udslettelsen af nationalstater, som var formålet med Sovjet-Unionen. De fleste forstår ikke dette. De ved det ikke, men vi gør, fordi vi blev opdraget i Sovjet-Unionen, hvor vi skulle studere sovietideologien i skole og på Universitet. Sovjet-Unionens endelige formål var at skabe en ny historisk identitet, Sovietfolket, over hele Verden.. Det samme gælder i dag EU . De prøver at skabe et nyt folk. De vil kalde disse folk europæere”, hvad det så betyder. Ifølge kommunistisk tænkning såvel som mange former for socialistisk tænkning antages nationalstaten at visne væk. Men i Rusland skete det modsatte. I stedet for at visne bort, blev Sovjetstaten en mægtig stat , men nationaliteterne blev udslettet. Men da tiden kom, hvor Soviet styrtede sammen, kom disse undertrykte følelser af national identitet tilbage i bedste velgående og ødelagde næsten landet. Det var så skræmmende.”
Bukovksy svarede benægtende på Belien’s spørgsmål, om ikke EUs medlemstater sluttede sig frivilligt til den Europæiske Union, og at integrationen således afspejler europæernes demokratiske vilje.
”Nej, det gjorde de ikke!” Se på Danmark , som stemte mod Maastricht-traktaten to gange. Se på Irland (som stemte imod Nice Traktaten). Se på mange andre lande. De er under enormt pres. Det er næsten afpresning. Det er et trick for idioter. Folket skal stemme indtil folket stemmer på ønsket vis. Så skal de ophøre med at stemme. Hvorfor stoppe? Lad os fortsætte med at stemme. EU er, hvad amerikanerne plejer at kalde et ”hastværksægteskab”.
I 1992 havde Bukovksy hidtil uset adgang til Politburoets og andre hemmelige Soviet dokumenter. Ifølge ham viser nogle af disse dokumenter ”meget tydeligt” at ideen om at forvandle det Eropæiske Fællesmarked til en forbundsstat blev tilskyndet i aftaler mellem Europas venstrepartier og Moskva som et fællesprojekt, som Sovjet-lederen Mikhail Gorbachev i 1988-89 kaldte vort ”fælles europæiske hjem”. Naturligvis er det en mildere udgave af Sovjet-Unionen. Jeg siger ikke, at det har et Gulag.”
”Tanken var meget enkel. Den opstod først i 1985-86, da de italienske kommunister besøgte Gorbachev, fulgt af de tyske social-demokrater. De beklagede sig alle over, at forandringerne i Verden - særligt efter at den britiske premierminister Margaret Thatcher indførte privatiseringen og økonomisk liberalisering - truede med at udslette generationer af socialisters og social-demokraters præstationer (som de kaldte det) eller at omstøde dem helt. Derfor var den eneste måde at modstå den vilde kapitalismes stormløb (som de kaldte det) at prøve at indføre de samme socialistiske mål i alle lande straks. Tidligere havde venstre-partierne og Sovjet-Unionen sat sig kraftigt imod den europæiske integration fordi de opfattede den som et middel til at blokere deres socialistiske mål. Fra 1985 og fremover kom Sovjet til en aftale med venstre-partierne om, at hvis de samarbejdede kunne de kapre hele det europæiske projekt og vende det på hovedet. I stedet for et åbent marked ville de forvandle det til en forbundsstat.
Under et møde i januar1989 mellem Gorbachev, den tidligere japanske premierminister Nakasone, den tidligere franske præsident Valéry Giscard d’Estaing, den amerikanske bankmand Rockefeller og den tidligere USA-udenrigsminister Henry Kissinger, antages d´Estaing at have erklæret at: ”Europa vil blive en forbundsstat og det må I indstille jer på. I må finde ud af med os og de europæiske ledere, hvordan I vil reagere på det, hvordan I vil tillade andre Østeuropæiske lande at komme til rette med det eller hvordan de skal blive del i det. I må forberede jer. Som Vladimir Bukovksy påpeger, var dette i 1989, på et tidspunkt, hvor Maastricht Traktaten ikke engang var udkastet. ”Hvordan Helvede kunne Giscard d’Estaing vide, hvad der skulle ske om 15 år? Og den ene overraskelse efter den anden : Hvordan blev han forfatter til den Europæiske Forfatning (2002-2003). Det lugter da af sammensværgelse, ikke?”
