af Baron Bodissey, Östrig
Mandag, 05. Juni 2006
Oversat fra engelsk af Anders Bruun-Laursen
Afsnit 3
Jo.Det lugter virkelig af sammensværgelse. Dette var i 1980´erne, da de fleste medier stadig afviste snak om en politisk union til at knægte nationalstaterne som skrækkampagne. Valéry Giscard d’Estaing, tidligere fransk præsident og hovedforfatter til den forfærdelige EU-Forfatning, en uigennemtrængelig murstensbog på hundreder af sider uden nogen af den amerikanske forfatnings kontrolmekanismer eller afbalanceringer, hævdede, at forkastelsen af forfatningen ved de franske og hollandske afstemninger i 2005 ”var en fejl, som skal rettes.” ”Forfatningen skal gives en ny chance.” Han sagde, at det franske folk stemte nej p.g.a.”manglende dømmekraft”og ”uvidenhed” og stod fast på, at ”Teksten vil blive vedtaget til sidst”. ”Det var en fejl at bruge afstemningsprocessen, men når man laver en fejl, kan man rette den!” .Giscard d’Estaing antydede, at traktaten kunne forelægges de franske vælgere igen eller ratificeres af det franske parlament. ”Folk har ret til at skifte mening. Folket kunne indse, at de tog fejl,” sagde han om en mulig ny afstemning. Enhver, der stadig sætter spørgsmålstegn ved, om Euro-Arabien - den planlagte sammenslutning mellem Europa og den Arabisk-islamiske verden, som er beskrevet af Bat Ye’or - ”blot er en sammensværgelsesteori”, skulle læse disse erklæringer af Giscard d’Estaing. Hvorfor skulle vi blive overrasket, hvis ledende EU-embedsmænd laver studehandeler bag kulisserne, som påvirker hele kontinentets fremtid, men intet siger herom til offentligheden eller ligefrem lyver om deres dagsorden? Således har EU arbejdet i årtier, ja fra den første begyndelse.
Fra sin begyndelse har den europæiske integration været et fransk-ledet foretagende . Den kendsgerning, at den franske politiske elite stadig ønsker at opretholde deres ledelse over Europa blev til fulde demonstreret under Iraq krigen. President Chirac sagde berømmeligt i 2003, efter at Polen,Ungarn og den Tjekkiske Republik havde støttet USAs position: ”De gik glip af en god chance for at holde kæft og han tilføjede: ”Disse lande har ikke opført sig særligt velopdragent snarere dumdristigt med fare for at slutte sig for hurtigt til den amerikanske side.” Jean Monnet, en fransk økonom, som aldrig valgtes til et offentligt hverv, betragtes af mange som den europæiske integrations arkitekt. Monnet var en pragmatiker med gode forbindelser, som arbejdede bag kulisserne - hen imod den gradvise skabelse af europæisk enhed. Richard North, der offentliggjorde bloggen EU Referendum og var medforfatter til bogen The Great Deception: Can the European Union Survive? sammen med Christopher Booker, beskriver, hvordan Monnet i årevis , i det mindste fra 1920erne, havde drømt om at bygge en ”Europas Forenede Stater.” Skønt det, som Monnet virkelig havde i sinde var skabelsen af Europæisk identitet med alle en stats attributter, valgtes med overlæg en ”beroligende talemåde” med henblik at gøre det vanskeligt at udvande den ved blot at ændre den til et nyt organ for ligeberettigede regeringer. Den blev også affattet på denne måde, så at den ikke skulle skræmme nationale regeringer ved at understrege, at dens formål var at tilsidesætte deres suverænitet”. I deres analyse af EUs historie, hævder forfatterne, at EU ikke fødtes ud af 2. Verdenskrig, som mange synes at tro. Den var planlagt mindst en generation tidligere.
Schuman Dekarationen af 9 Maj 1950, som i regelen præsenteres som begyndelsen på bestræbelserne hen imod en Europæisk Union og som mindes i ”Europe Day”, indeholder talemåder, som fastslår, at den er ”et første skridt mod en europæisk føderation”, og at ”dette forslag vil lede til virkeliggørelsen af den første konkrete stiftelse af en eropæisk føderation. Som kritikere af EU har noteret, undlades disse kritiske hensigter sædvanligvis, når der henvises til deklarationen, og de fleste kender ikke engang deres eksistens. En føderation er naturligvis en stat, og alligevel har forkæmperne for EC/EU integration i årtier svoret blindt på, at de ikke har kendskab til sådanne planer overhovedet. EEC/EC/EU har støt erhvervet stadig flere af en overnational føderations træk: flag, nationalsang, parlament, højesteret, møntfod, love. ”EU grundlæggerne”var omhyggelige med kun at vise deres borgere de godartede træk i deres projekt. Det var designet til at blive iværksat gradvist, som en løbende proces, så at ingen enkeltfase i projektet ville kunne vække tilstrækkelig modstand til at stoppe eller afspore det.” Booker og North kalder den Europæiske Union ”et slow-motion statskup, historiens mest iøjnefaldende,” designet til gradvist og omhyggeligt at sætte den demokratiske proces ud af spillet og underkue Europas gamle nationalstater uden at sige det til offentligheden.
I 2005 opfordrede en hidtil uset deklaration fra lederne af alle britiske politiske grupper i Bruxelles premierminister Tony Blair til at få gjort ende på den ”middelalderlige” praksis, at europæisk lovgivning bliver afgjort bag lukkede døre. Kritikere hævder, at Ministerrådet, EUs øverste lovgivende organ, som afgør to tredjedele af alle Storbritanniens love (og størstedelen af alle vestlige landes love) ”er den eneste lovgivning uden for de kommunistiske diktaturer i Nord Korea og Cuba, som hemmeligt vedtager love.” Som en af underskriverne udtrykte det:: ”Vi har stadig denne middelalderlige måde at træffe beslutninger i EU”. Man skjuler sig bag andre medlemstater og giver dem skylden. Det øger folks fornemmelse af kynisme, men vi har behov for, at der tales rent ud af posen.” Ifølge den britiske konservative politiker Daniel Hannan, er det således, at EU blev designet. ”Dens stiftende fædre forstod fra første færd, at deres dristige plan om at sammensmelte Europas ældgamle folk til en enkelt politisk enhed aldrig ville få succes, hvis hver enkelt magtoverførsel skulle forelægges vælgerne til billigelse. Så de udtænkte snedigt en struktur, hvor den øverste magt var i hænderne på udnævnte funktionærer, som var ufølsomme over for den offentlige mening.” ”Faktisk er EU’s struktur ikke så meget udemokratisk som anti-demokratisk.”
