Skåne er og forbliver et åbent sår. Der hviler et tungt tabu over landskabet, som ved danskeres eller svenskeres ubetænksomhed når som helst kan ende i vrede. Vistnok gjorde man en indsats i 1920`erne for at korrigere historiebøgerne både i Sverige og Danmark, men uden resultat. Følelserne havde dybe rødder. De sidder fast. Ved trehundreårsdagen for den svenske storm på København, natten mellem den tiende og elvte februar 1659, gik Danmark yderst stille med dørene og nøjedes med mindst mulig omtale af det svenske nederlag med tusindvis af nedslagtede forfrosne svenskere neden for voldene. Sejrssikker havde Karl Gustav indstiftet en orden til uddeling (ses på hjørnet af Vandkunsten og Gåsegade) samt udstedt gavebreve på gårde i byen og givet soldaterne tilladelse til tre dages plyndring....
Man opsatte en mindetavle på Nationalmuseets mur 1959 ud mod Stormgade og erindrede Frederik den Tredies ord om at "dø i sin rede", men såret læges ikke.
