Er der måske ikke stadig troldtøj til? For et halvt års tid siden drog en gruppe fremmede, som de svenske myndigheder havde placeret i en "glesbygd" ind til Älmhult med alle deres pakkenelliker for at kræve en bolig, hvor det ikke spøgte.
Endnu for små halvtreds år siden kunde man møde gammelt folk i Smålands skove, som lagde et eller andet redskab af jern udenfor køkkendøren for at jernet skulde skræmme troldtøj væk. De talte ikke om det, for andre skulde ikke spotte. Nogle havde endda set "skogsrået" (huldren).
Jeg har alle dage gerne købt kønne billedbøger. En af dem er skrevet af Selma Lagerlöf og hedder "Skiftingen", men den dag, jeg vilde give den væk, løb tankerne af med mig. Hvad vilde det barn tænke, som fik bogen læst op? At det selv var en skifting? Eller at det kunde blive en? Var dets forældre dets virkelige forældre, eller....
Billedbogen står stadig i min reol. Læst af mig, men ikke læst højt for noget barn.
Og her står også Asbjørnsens norske folkeeventyr. "Hutututu, her lugter kristenblod".
Kære læsere. Nu kan I filosofere videre om troldtøj og kristen dåb.
