Som vi alle ved, kan muhammedanere ikke tåle at se en gris eller spise flæskesteg. Det til trods for, at grisehold kunde klare megen fattigdom.Dette (hysteri) skyldes, at deres kultur er stagneret i middelalderen, og dengang så det heller ikke så godt ud hos os med grisene. De var jo ikke bare hos bønderne på landet, men også inde i byerne, hvor de klarede sig som de bedst kunde. Nedenstående er taget fra det kulturelle tidsskrft SKALK nr. 4 i 1980:
"Det saftige græs på kirkegårdene, hvor ligene sjældent var særlig dybt nedgravede, gav specielle problemer. Fra gammel tid tilhørte det præsten, men kirkeejer eller -værge mente også at have retttigheder, og for sognebørnene betød det en fristelse. De mange husdyr, særlig grisene, der selv i større byer færdedes løse på gader og veje, kunde let forvilde sig ind på kirkegården, hvor de forsynede sig til glæde for ejerne, men til myndighedernes mishag på grund af det roderi, de efterlod. At også præsterne, som havde pligt til at holde græsset i passende højde, lejlighedsvis tog kvæget til hjælp for at spare sig arbejde med leen, gjorde ikke sagen bedre. Peder Palladius, der lige efter reformationen var biskop over Sjællands stift, gjorde en stor indsats for at komme uvæsenet til livs. I sin visitatsbog forlanger han, at "kirkegården skal stå slet (= slået) og vel renset, det skal være langt fra, at I skulde tilstede, der kommer stundom øg eller fæ på kirkegården at beskide. med orlov at sige, og beklikke det sted"".
(Kirkeristene nævnes specielt som en af de ting, det er vigtigt at holde i orden. Kirkeristene var gjort af jernstænger, som hindrede klov- og hovdyr i at passere. I nogle sogne har man bevaret de gamle kirkeriste.)
"Myndighedernes manende ord om at holde orden, havde vel især adresse til landsbypræsterne, men forholdene i hovedstaden var ikke meget bedre, derom vidner en befaling fra Frd. 2 om at bringe orden på Nikolaj Kirkegård, der bl.a. benyttedes til tømmerplads. Den skal indhegnes "og der for gøres nødtøftige riste og porte, så at svin og fæ udelukkes og ingen age- eller ridevej derover bliver..."
Kirkeristene var altså et led i de almindelige bestræbelser for at få gravfreden respekteret, men selvom de har gjort deres virkning, viser klagernes strøm, at målet langtfra var nået. I Helsingør, hvor et barnelig 1585 var blevet oprodet af graven og delvist ædt af svin, fik Christen Skarpretter pålæg om at opbringe dyr, han antraf på kirkgården, og da han kunde beholde dem som ejendom, må man formode, han har røgtet sit hverv med nidkærhed."Kilde: Skalk nr. 4, 1980
