Kære venner,Her er historien om hvordan et retssamfund går til grunde. Det er ikke svært at se, hvor det vil ende. Det vil gå, som det gjorde i Italien, da mafiaen opstod. Når et samfund ikke kan beskytte sine borgere, må borgerne beskytte sig selv. I et ordentligt samfund ville de omhandlede indvandrerbøller være blevet smidt ud af landet om muligt sammen med deres familier, som har ansvaret for, at de ikke har kunnet lære deres afkom at opføre sig ordentligt. De hører jo klart ikke til her. I Italien – og Grækenland i gamle dage – ville Nannas forældre tale med mafiabossen, ”kaptajnen” som de sagde i Grækenland, og få dage efter ville de unge bøller blive fundet døde. Det sikrede respekt for folks rettigheder, men det gik selvsagt også galt – især i Italien – hvor mafiaen fandt ud af at varetale illegale interesser til personlig berigelse.Vi ønsker ikke et selvtægts-samfund, men et samfund, hvor der udøves retfærdighed. Det haster med de lovændringer, som gør det muligt at straffe, så gerningsmændene fortryder deres handling til den sidste dag de trækker vejret, og et samfund hvor folk har ret til at forsvare sig selv, deres familie og deres hjem. Måske ville det også hjælpe at få valgte dommere ligesom i USA. I det oplyste Danmark kan jeg godt få øje på nogle dommere, som ikke ville opnå genvalg.De bedste hilsnerMogens CamreDANMARK KL. 07:22Husker du overfaldet på Nanna julenat? Et år senere er intet helt, som det burde være
Nanna Skovmand og hendes kæreste blev overfaldet og tæsket med cykelkælder sidste år julenat. Et år senere kæmper Nanna Skovmand for at genfinde sig selv midt i kampen mod PTSD, angst og depression.Af: Maria Christine Madsen mama@bt.dk»Se lige ham, der står derovre ved kælderen. Det er ham, der overfaldt mig.«Nanna Skovmand vender blikket væk og ryster skuldrene og resten af kroppen. Som for at ryste synet af den unge mand på den anden side af gaden af sig.Hun kan stadig huske, hvordan brostenene glinsede i kulden den nat. Hvordan hun frøs, da hun lå på dem, mens slagene med en kædelås faldt ned over hende. Hvordan hun troede, hun skulle dø.Et år er gået, siden 24-årige Nanna Skovmand og hendes kæreste Mads Schøllhammer blev overfaldet julenat på vej hjem til deres lejlighed på Vesterbro i København efter at have fejret juleaften hos noget familie.Mørket var for længst faldet på, da en ung mand henvendte sig til parret lige ved hjørnet til den vej, de bor på. Kort efter blev Nanna Skovmands kæreste slået i hovedet med en glasflaske. Så med en cykelkæde og en wirelås.Da han røg ned på jorden, forsøgte Nanna Skovmand at fjerne en af gerningsmændene i forsøget på at hjælpe sin kæreste. Det fik gerningsmændene til at vende sig mod hende. Hun blev væltet omkuld ned på de våde, glinsende brosten, hvor hun blev slået flere gange i hovedet med cykelkæden.Den nat blev parret en del af de 1.485 privatpersoner, der sidste år blev udsat for og anmeldte vold. Historien om Nanna Skovmand blev senere omtalt i næsten alle landets medier, efter hun nogle dage efter overfaldet lagde et billede af sit forslåede og blodige ansigt på Facebook.Nanna Skovmand lagde dette billede på Facebook nogle dage efter overfaldet. Siden blev hendes historie delt vidt og bredt på de sociale medier.Foto: Privatfoto. For længst har Nanna Skovmand tilgivet de unge mænd for det, de gjorde. Her et år efter er kampen en anden. Den er både mod og med hende selv.Da hun røg ned på brostenene, blev det menneske, hun havde fået bygget op, og som hun gerne ville være, knust og revet fra hinanden. Siden har hun forsøgt at samle stumperne sammen igen. Finde stykker, hun stadig kan genkende sig selv i.Men det er svært. PTSD, angstanfald og senest en depression har sløret hendes syn på sig selv og omverden.Men hun vil ikke give op, hun vil fortsætte med at kæmpe. Både for sig selv, sin familie, kæresten - og for alle de andre, der har været udsat for det samme, men som måske ikke tør tale om det.En helt ny verdenDet at ligge der på brostenene og vente på, at nogen kom hende og kæresten til undsætning, er noget af det, hun et år efter husker klarest.Følelserne kan hun også genkalde. De dukker op igen, når hun går hjem efter mørkets frembrud. Især her i december. Fryser hun, husker hun kulden fra den nat. Og hun bryder sig ikke om, hvis folk går for tæt bag ved hende. Hun skal helst vide, hvor langt der er til personen bagved hende - eller til bussen. For pludselige lyde kan hun ikke overskue. Mens hun lå i en pøl af sit eget blod, begyndte naboer at råbe ud af vinduerne mod de unge drenge. Først da hun kunne høre ambulancen nærme sig, begyndte hun at slappe lidt af.Henne på hospitalet blev hendes overlæbe syet sammen. På det tidspunkt var det ikke gået op for hende, at den var flækket i to.I ti timer lå hun sammen med kæresten i traumecenteret, før de blev udskrevet og sendt hjem. Da de trådte ud fra hospitalet, sneede det. Det havde det ikke gjort, da de var blevet indlagt.»Det var en helt ny verden, vi kom ud til. Ikke bare rent fysisk på grund af sneen, men også mentalt. Det var ligesom om, der var sket et knæk, så det var en helt anden verden, jeg mødte. Jeg skulle til at håndtere en helt anden verden, jeg ikke vidste eksisterede på en eller anden måde. Eller i hvert fald håndtere nogle mennesker, jeg ikke vidste fandtes,« siger Nanna Skovmand, mens hun sidder i en stol i sin lejlighed på Vesterbro.Den samme lejlighed, som hun var på vej hjem til for et år siden julenat.Nanna Skovmand bryder sig ikke om at gå alene ud efter mørkest frembrud. Og hun skal helst vide, hvor langt der er til de personer, der går bag hende.Foto: Simon Skipper
Gensynet med gerningsmændeneDe første måneder efter overfaldet var slørede. Chok og smertestillende medicin fik dagene til at flyde sammen. Hen mod sommeren gik det bedre. Psykologsamtalerne hjalp. Men efter dommen mod de unge mænd faldt i slutningen af juni, begyndte parret at lægge mærke til nogle ansigter i gaden, de kunne genkende.Ansigter, der tilhører de fire gerningsmænd.De unge mænd begyndte igen at hænge ud på hjørnet ved Nanna Skovmands gade. Præcis som de havde gjort inden, de blev varetægtsfængslet.Hun så dem ikke bare på gaden, en enkelt gang fik hun også øje på den ene gerningsmand i Netto. Der havde han bare kigget tilbage på hende. Hun følte sig fortabt. Da hun for et par måneder siden sammen med sin kæreste var på vej hjem fra en familiefødselsdag og drejede rundt nede ved hjørnet, kiggede hun over mod kælderen. Drengene stod der igen. Præcist de samme drenge på præcist den samme måde som den nat.Gensynet rykkede noget rundt i hovedet på hende. Den PTSD, hun havde fået konstateret efter overfaldet, udviklede sig også til en depression. Samtidig vurderede hendes læge, at samtaler med en psykolog ikke længere var nok. Hun fik derfor også ordineret nogle piller.»Jeg kæmper rigtig meget med det. Jeg taler meget med min psykolog om, hvorfor jeg ikke bare kan komme videre. Nogle gange slår jeg mig selv i hovedet med det og siger: 'Værre var det jo heller ikke, så hvorfor kan du ikke bare komme videre og starte på det liv, du havde før?' Men det bliver bare ved med at hænge i mig,« forklarer Nanna Skovmand.»Det skal jeg kæmpe med. Og jeg skal kæmpe med at acceptere det. For jeg synes, det er hårdt, at mit hoved ikke bare kan fikse sig selv. At jeg alligevel er så syg. Det er så hårdt at erkende. Ikke at jeg er svag, men at jeg måske ikke er så stærk, som jeg troede. At jeg ikke kan holde til så meget, som jeg troede,« tilføjer hun. Føler sig ødelagtNogle gange kan hun græde en hel dag. Da hun forleden stod op og mødte på arbejde på sin elevplads, var det med tårene løbene ned ad kinderne. Uden at vide hvorfor, de var dukket op.Før overfaldet var hun altid den, der omfavnede andre. Nu er det hende, der skal omfavnes.Hun stoler ikke på andre mennesker mere. Hvor hun før mødte andre med optimisme, er det nu med skepsis. Hun føler sig tit træt. Og som en dårlig kæreste. Kærlighed og kys kan være svære at rumme, de dage hun er mest trist. Heller ikke selvom hun elsker sin kæreste mere end noget andet.Hendes hoved føles overstimuleret, og hun har ikke længere et filter, så alle lyde, lugte og indtryk fylder ti gange mere, end det gjorde før. Hver dag kæmper hun for at blive det menneske, hun havde brugt sit liv op til overfaldet på at opbygge. Hun var glad for det menneske, hun var. Følte, at hun var på sin rette hylde.Nu føler hun sig ødelagt.»Det føles som om, jeg ikke har noget at holde fast i. Det er rart at føle, man ligesom har et fundament, man kan holde fast i, men det har jeg ikke længere. Jeg er enormt flyvsk. Jeg er ukontrollerbar, jeg er i øst, jeg er i vest. Jeg kan ikke finde mit ståsted, mit helle. Jeg forsøger at samle nogle af stykkerne af mig selv sammen igen, som jeg måske kan genfinde mig selv i, men lige nu kan jeg ikke genkende mig selv i nogen af dem,« fortæller Nanna Skovmand.Det har været svært for hende at acceptere, at hun nok ikke bliver den, hun var før. At hun bliver nødt til at acceptere, hvem hun er nu med alt det, der er sket, i stedet for hele tiden at bekæmpe det.Men det er hårdt. For hun kan godt lide kontrol, og den har hun ikke. Og hun ved ikke, hvad der er på den anden side.»Jeg har svært ved at forstå, hvordan en så lille ting som at se dem (gerningsmændene, red.) stå lige der ved kælderen igen, kan sætte gang i en så stor ting inde i mig. At en så lille ting med, hvor de befinder sig, kan vælte hele min verden,« forklarer Nanna Skovmand. Drømmer om at flytteFor at forsøge at undgå de mange flashbacks til den aften og for ikke hele tiden at skulle undgå at gå udenfor alene efter mørkets frembrud, drømmer Nanna Skovmand om at flytte.Men det har ikke været nemt at komme dertil. For hvis hun flytter, føler hun, at hun hopper over, hvor gærdet er lavest i stedet for at blive og kæmpe. For hun vil ikke flygte fra det.Det vil blot føles som endnu et nederlag.»Så vinder de igen. Men jeg tror ikke, der er en kamp mellem os og dem. Den er bare inde i mig selv. Det er også det, der er svært,« siger Nanna Skovmand. Selvom december har gjort det endnu sværere for hende at være ude i mørket, har hun ikke noget imod selve julen. Eller juleaften.Det er området, der skræmmer hende.»Det er ikke sådan, virkeligheden er, men jeg føler mig truet ud af mit eget hjem. Hvorfor kan jeg af alle steder ikke føle mig sikker i mit eget hjem? Dit hjem er dit helle. Mit hjem er min skræk. Mit område er min skræk. Jeg har ikke et helle længere,« siger hun.Et tab af uskyldNår hun tænker tilbage, er hadet i de unge mænds øjne noget af det, hun husker klarest. Men hun har aldrig været vred på dem. Og for længst har hun tilgivet dem det, de gjorde.Tidligere når hun læste om lignende sager, tænkte hun, at det ikke skete for hende.Så da hun lå på brostenene følte hun det som om, hun gik fra barn til voksen. Som en form for uskyldstab. Alt ikke kun var lyserødt.Nanna Skovmand håber nu, at hendes historie kan være med til at bryde tabuer for andre og måske føre til, at andre voldsofre føler sig knap så overladt til dem selv.Foto: Simon SkipperPå trods af sin mere skeptiske tilgang til andre mennesker, vælger hun alligevel at tro på det bedste i andre. Også i de unge mænd. Hun nægter at tro, de er ren ondskab. Det ville også bare ødelægge hende endnu mere, hvis det var sådan nogle mennesker, der gik rundt i gaden, i stedet for små, bange mennesker, der gerne vil omfavnes. Ligesom hun selv vil.Det er derfor heller ikke de unge mænd, hun frygter at møde i mørket om aftenen. Hun er bange for sin egen reaktion, hvis hun skulle få øje på dem, mens hun er alene.Tidligere har hun oplevet at få angstanfald af det. Hele verden sluttede sig om hende, kroppen spændte. Hun var klar til at kæmpe og forsvare sig selv.De følelser vil hun ikke stå med alene. Der skal være nogen, der kan få hende til at falde til ro igen. 'Jeg er her bare'I dagslys er Nanna Skovmand ikke bange for at gå på gaden. Når hun gør det, går hun nogle gange rundt og kigger på andre mennesker. Og er misundelig.Misundelig over, at de virker oprigtigt glade.»For hvordan gør de det? Jeg kan ikke huske, hvordan det er at være rigtigt glad. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været rigtigt glad i længere tid. Sådan helt ned i maven,« siger Nanna Skovmand, mens hun kigger ud af sit vindue fra lejligheden på 4. sal.Er du overhovedet glad?»Nogle gange. Uden at det skal lyde virkelig depressivt, så er jeg her bare. Men med en viden om, at det kun kan gå én vej, og at jeg nok skal komme videre. Der er øjeblikke, hvor jeg er oprigtigt glad, og det er disse øjeblikke, der giver mig en styrke og tro på, at jeg kommer igennem det. Det er i de små øjeblikke, jeg opdager og genkender nogle stykker af mig selv.«Nogle gange føler hun, at hun er et dårligt menneske, der blot er i vejen og bare bekymrer andre mennesker.Hendes læge spurgte hende engang, om hun kunne finde på at begå selvmord. Det svarede hun nej til. Hun ville aldrig turde at gøre det. Hun er bange for at fortryde. Samtidig er hun også fastbesluttet på at være livsglad. Og er det stadig midt i al forvirringen. Især på grund af kærligheden til hendes familie og kæreste, som gør hende sikker på, hun nok skal komme igennem det.Stærkere end før.
Vil bryde tabuerDe sorte tanker, angsten og depressionen er også en af grundene til, at Nanna Skovmand har valgt at fortælle sin historie. Hvis hendes oplevelser kan være med til at nedbryde tabuer og gøre det lettere for andre, der har været igennem det samme, at tale om det, vil det være en lille sejr.Kunne hun selv ændre noget, vil det være, at andre ikke skal føle sig så alene, som hun gjorde.Da hun sammen med kæresten blev udskrevet fra hospitalet, fik de ingen foldere om eller forklaring på, hvor de kunne søge hjælp.Der var ingen til at gribe dem, da de faldt. De måtte selv finde en psykolog. De måtte selv søge erstatning. Ikke at erstatningen betød noget for dem, men tandlægeregningerne, psykologregningerne og regningerne til kiroprakterne løb hurtigt op. Og der var ingen til at fortælle dem, hvordan det ville komme til at foregå i retten.De måtte selv skrive til hospitalet og få fat i de nødvendige papirer. I begyndelsen var det rart at have noget at give sig til, der kunne distrahere fra, hvad der var sket, men til sidst blev det hele for stort. For uoverskueligt.»Jeg har tit følt, at det var gerningsmændenes interesser, der blev varetaget. Det er også klart, at de skal hjælpes og resocialiseres, men så står jeg der alene og tænker: 'Hvad med mig?'« siger Nanna Skovmand og fortsætter.»Jeg fik mere en fornemmelse af, at det er gerningsmændene, man koncenterer sig om frem for ofrene. Der ville jeg ønske, pilen pegede mere den anden vej. Selvfølgelig skal man ikke bare smide folk 12 år i fængsel, og man skal forebygge i stedet for at afstraffe, men der burde også være nogen til at følge op på gerningsmændene, når de kommer ud igen, ellers er de bare overladt til sig selv. Lidt ligesom jeg føler, jeg er overladt til mig selv. Og der står vi måske egentligt på samme side.«
Den rette vejAf psykologen har Nanna Skovmand fået at vide, at det næste år bliver hårdt. Men at det også vil blive bedre.Hendes uddannelse vil forhåbentligt gøre det nemmere. Selvom hun føler sig flysk og uden et fundament, er hendes uddannelse en rettesnor. Det eneste, hun med sikkerhed ved, at hun kan holde fast i midt i uvidenheden og kaosset. Så er der alligevel en vej, der fortsætter foran hende det næste halvandet år.Hun håber, hendes skuldre kan bære det. Tidligere var de vant til at kunne bære meget. Nu skal der ingenting til. Hun kan mærke det fysisk, når hun har det værst.»Jeg bliver tynget,« siger Nanna Skovmand og tager sine hænder op til sine skuldre og presser dem nedad, før hun fortsætter:»Jeg får ondt i mine muskler i skuldrene og i mit bryst. Jeg kan mærke, der ligger noget over mig. Jeg kan ikke få luft ned i lungerne.«Selvom det bliver svært, vil hun ikke give op. Hun vil ud på den anden side og være med til at præge det liv, der ruller forbi.»Jeg er stadigvæk et enormt livsglad menneske, trods jeg ved, at jeg har et stort bump på vejen nu. Men jeg ved, jeg nok skal komme om på den anden side, selvom kampen kan virke uoverskuelig,« siger hun og smiler, mens hun kører en hånd gennem sit lyse hår:»Der er jo kun en vej, og det er frem. Livet fortsætter, om jeg vil det eller ej. Og så kan jeg lige så godt prøve at være en del af det.«
