Præstinden Margrethe Auken langede ud efter Morten Knivsmidt, og det kom hun ikke godt fra.
Folk griner.
Personangreb uden god saglig begrundelse slår tilbage imod angriberen og lyder som rendyrket misundelse over Mortens energi, dygtighed og kundskab. Ingen politiker har som han givet os indsigt i EU's skumle gøren og laden.
"Hvis en person i den grad gør sig så meget eet med sin kampagne - jeg har ikke set det før i mit lange liv i politik, - så må han også leve med det - " sagde hun. "Han talte bare om mere EU og mindre EU, men ikke hvad det skulde bruges til" - og fortsatte "Næh, det handlede om. at han er så og så fantastisk klog - og har en fantastisk viden. Han imponerer.
Jeg har jo opdaget hans imponatoreffekt!"
https://www.youtube.com/watch?v=q-SaG7a9auI
Her har jeg funder en gammel artikel om præsten på Frederiksberg:
Relieffet
Margrethe
Auken
Margrethe Gunnarsdatter
Auken, f. 1945, datter af det kendte lægepar Kirsten og Gunnart
Auken og således søster til Svend Auken og socialrådgiver Gunvor
Auken og dermed også svigerinde til Bettina Heltberg og redaktør
Ejvind Larsen.
Som theologstuderende
giftede hun sig i 1968 med stud.mag. Erik Aksel Nielsen, der kort
efter sin examen i dansk og tysk blev ansat som lektor ved Københavns
Universitets Institut for Nordisk Filologi, hvor han har adskillige
politiske meningsfæller f.ex. Tage A. Hind, Thomas Bredsdorff og
Jørgen Bonde Jensen.
Margrethe Auken blev
cand.theol. 1971 og ansat som kaldskapellan ved Frederiksberg Kirke
og som timelærer i kristendomskundskab ved Zahles Seminarium. I
september 1979 kom hun i byrådet i København for Socialistisk
Folkeparti i stedet for Bodil Boserup, der var blevet indvalgt i
EF-parlamentet. Margrethe Auken bad sig fritaget for byrådsarbejdet
med henvisning til sin præstegerning, og at hun lige havde fået
barn nummer 3. Dette vakte uvilje inden for SF's egen kreds, hvor man
fandt, at hun ikke sådan uden videre skulde kunne løbe fra sit
politiske ansvar.
Havde Margrethe Auken
haft skrupler med hensyn til sin formåen i byrådet, så nærede hun
ingen bekymringer over for folketinget, hvor hun blev valgt ind i
oktober 1979. Nu fik hun mulighed for at blive fri for byrådsarbejdet
og en del af sin præstegerning. Hun havde fåetmange personlige
stemmer ved valget og mente selv, at det måske skyldtes hendes
udtalelse om, at «firkløver-partierne» repræsenterede fascistiske
tendenser. Påstanden havde givetvis rystet mange, som hele deres liv
havde vandret på den valne vej, brolagt med «både og», og derfor
ikke rigtigt havde bidt mærke i Margrethe Aukens emsige virke i
1979. Som EF-kandidat var hun så snu at gå bagom alle radioaftaler
om valgkampagne og bruge prædikestolen i Frederiksbergs Kirke til
sin politiske talerstol, transmitteret gennem æteren af vennerne
(Mogens Hansen og Jørgen Vedel-Petersen). Som politiker på
prædikestolen blæste hun på den obligate kongebøn og fik medhold
hos sin partifælle, biskop Ole Bertelsen. Havde det ikke været mere
ærligt at lade kirke være kirke og politik politik?
Dit ja skal være et
ja, dit nej et nej. I stedet for - som hun nu havde gjort - at søge
sig embede og aflægge præsteløfte i Folkekirken og skrive til
dronningen, at man ikke mente det med kongebønnen sådan personligt,
men - øh -
Men en præstelønb er
vel heller ikke at foragte.
Hvad Margrethe Auken
lagde i sin kirkebøn om, at Gud vil følge og f o r f ø l g e med
sit ord enhver, der har magt over andre, kan man kun gisne om. Hvem
har for resten magt? Har dronningen ? Eller tænkte Margrethe Auken
på politiske diktatoriske kræfter som fascister, nazister,
marxister, kommunister?
Trods
folketingsarbejdet lagde hun ikke præstegerningen på hylden. Hun
havde vist, at den kunde bruges politisk. Hun beholdt
konfirmationsundervisningen og en prædiken i ny og næ. Eventuelt
med radiotransmission, så hendes slægt kunde få lidt ekstra glans
over sig, når familiens børn skulde døbes.
(Svend Auken...
Kilde:
AKTION
nr.
6-7/1980
