Af hensyn til unge mennesker, som ikke har haft historie i skolen, skal jeg kort genfortælle sagnet om Troja i Lilleasien:
Grækerne havde i ti år forgæves belejret byen, men nu vilde de have en ende på krigen. Gik det ikke med magt måtte de bruge list. De tømrede en kæmpehest sammen, stor nok til at rumme en hoben krigere i sit indre og stillede den foran Trojas byport, mens den øvrige hær trak sig tilbage til deres skibe og foregav at sejle hjem. Trojanerne blev ellevilde og nogen foreslog at trække den flotte hest op på borgen og skænke den til Athene, men Apollons præst, Laokoon, anede rævestreger bag og advarede dem, men fik ikke gehør. Trojanerne masede og regerede for at få hesten trukket ind i byen. Det lykkedes, og de festede. Men da natten faldt på, listede de græske krigere ud af hestens bug, halede slåen fra byporten og lod deres krigere derude myldre ind. Troja blev erobret i et rædselsfuldt blodbad, mens de, der overlevede, blev slæbt bort som slaver.
"Trojansk hest" er nu i vore tiders internet-verden noget, man skal vogte sig for, noget der virker venligt og tillidsfuldt, men kan lave meget postyr på computeren.
Men der er også "trojanske heste" ude i samfundet. Sverige har i årtier været et blåojet stor-stutteri for trojanske heste, en ret så romantisk betegnelse for den samfundsundergravning (gerne med marxistiske rødder), som har fundet sted efter anden verdenskrig og som alt for ofte oversås/overses af en dårlig informeret befolkning til skade for landet. Til at begynde med
var det forsigtigt og listende. Siden blev det anderledes.
