Mogens Camre
Det er en skræmmende kendsgerning, at Europas ledende politikere, med få undtagelser, ikke vil erkende virkeligheden bag den voldsomme indvandring til Europa. Fra Merkel over Lars Løkke til multikulturalisterne i Bruxelles med Jean Claude Juncker i spidsen taler de om en akut situation, en krise. En krise betegner en kortvarig kritisk tilstand, men det, vi ser nu, er ikke kortvarigt. Der er tale om en folkevandring af uhyre dimensioner, som først lige er begyndt.
Selvfølgelig flygter nogle mennesker fra Islamisk Stats vanvittige grusomheder, men det er kun en lille del af indvandrerstrømmen. Bag alle krige ligger en kamp om knappe ressourcer og Mellemøsten og Afrika er ved at løbe tør for ressourcer. Alle, som følger udviklingen, vil vide, at der er massiv mangel på vand i mange af de tæt befolkede områder, og dermed også mangel på fødevarer.
I Afrika vokser folketallet med 500 millioner hvert 15. år i dette århundrede. I løbet af de næste 85 år vokser Afrikas befolkning altså med seks gange EU's folketal, i flg. FN helt præcist fra 1,1 milliard mennesker til 4,2 milliarder.
Enhver forestilling om, at EU skulle kunne optage blot en brøkdel af denne befolkningstilvækst er vanvid. Lige så absurd er forestillingen om, at vi skulle kunne finansiere lejre i Afrika og løse overbefolkningsproblemet ad den vej. Europa er alt for lille og Europa vil gå til grunde, hvis vi prøver.
Ved siden af Afrika er der så befolkningstilvæksten i Mellemøsten, hvor fødselshyppigheden er gennemsnitligt 4 gange højere end i Europa. Det betyder, at befolkningstilvæksten i Mellemøsten og Afrika alene i de følgende ti år svarer til hele EU's folketal på 500 millioner.
Hvis vi accepterer Angela Merkels og Bruxelles' fordelingsplan for indvandrerne, får EU spredt tæt på en million indvandrere i 2015 i medlemslandene. Med efterfølgende familiesammenføringer giver det en firedobling i løbet af et år. Hertil kommer, at en million nye indvandrere i år vil give nye millioner tro på, at de kan leve i EU og så stiger antallet til to eller fem millioner i 2016, ti millioner eller mere i 2017 og således i uanet omfang. Indvandringen er ikke en krise, det er en permanent ændring, som vil ødelægge livet i EU, hvis vi ikke standser den.
Befolkningerne i Mellemøsten og Afrika er fundamentalt forskellige fra vesterlændingene. De opfatter livet og verden på en måde, som gør deres kultur uforenelig med vores, og som bekendt er de forskellige religiøse retninger og stammer også indbyrdes uforenelige, hvorfor de myrder løs på hinanden. At der kunne opstå en bevægelse som Islamisk Stat, er for os noget, der hører hjemme i en uhyggelig dommedagsroman, men i Mellemøsten er det blodig virkelighed. Det er ikke vores skyld og det er ikke vores ansvar. Enhver forestilling om, at vi skulle sende vore alt for få sønner ned og kæmpe disse stammers krige, er hovedløs, men Vesten må nødvendigvis bruge alle egnede midler til at knuse disse barbarer.
Landene i Mellemøsten og Afrika er tilbagestående, mange har selvfølgelig et ønske om økonomisk fremgang, men de er ude af stand til at skabe den og de er ude af stand til at etablere demokratiske samfund. De kan ikke engang finde ud af at regulere deres folketal, så de kan sikre, at de kan forsørge de børn, de føder. Enhver forestilling om, at disse mennesker i bred almindelighed kan komme hertil og deltage i vores samfund er ønsketænkning. Det er et betydningsløst mindretal, der tænker som europæerne. Folkenes kultur har ødelagt deres lande, og i det omfang de kommer hertil i store mængder, vil de ødelægge Europa. Vi overflytter dumheden, overtroen, uvidenheden, sygdommene og terrortruslen til Europa, hvis vi ikke bygger et Fort Europa imod erobringstogtet.
En del naive mennesker fabler om, at Europa nu skal i gang med at udvikle Afrika og Mellemøsten, så folk vil blive i deres hjemlande. Sagt i al stilfærdighed har vi prøvet med en massiv udviklingsbistand og talrige engagerede menneskers arbejde gennem 60 år at få disse lande på fode. Det meste er totalt spildt. Så snart vesterlændingene rejser hjem, falder alle projekter sammen i uduelighed og korruption. Man kan ikke lave en kultur om, hvis folket ikke selv vil, og det er der for få i udvandrerlandene, der vil. De fleste vil tværtimod lave vore lande om, når de kommer her.
Hvis de europæiske ledere ikke tør se virkeligheden i øjnene men flygter ind i en forestilling om, at det hele bare er en kort overgang, som vi lige skal have bragt i orden, vil indvandringen drastisk forandre det politiske landskab. Der er ikke brug for partier og politikere, der ikke ser hensynet til de europæiske befolkninger som deres hovedforpligtelse.
