Det er temmelig komisk, at freelance journalist Annika Hamrud , som er på jagt efter noget uhørt uanstændigt og sjofelt at pådutte sin fagmæssigt dygtigere kollega, Julia Cæsar, - angriber hende for anonymitet. Anonymitet er nemlig noget som den svenske presse i høj grad sympatiserer med og har nytte af. I modsætning til dansk presseskik er det nemlig ganske almindeligt og presseetisk accepteret, at læserbrevsskribenter sikrer deres identitet med en anonym underskrift. De kan tilmed oplyses om denne mulighed af læserbrevsredaktøren. Og uden denne mulighed for at gemme sig lidt i mængden, vilde læserbrevsspalten nok blive noget tyndbenet, for svenskerne er generelt set temmelig bange for at udtale sig om noget som helst, hverken i massemedierne eller ved møder. Det synes at være en del af folkesjælen, som enten er fra tidernes morgen eller er blevet indmasseret under Folkhemmets styre.
Ikke mindre komisk er det, at Hamrud med et sex-billede søger hjælp i Sveriges overbrunstige sex-undervisning for småbørn fra "dagis"-alderen, som næppe har det svenske folks sympati.
