Verdens blinde øje

Årsagen til massedruknedøden i Middelhavet er den tredje verdens galopperende overbefolkning. Men det er der næsten ingen, der vil se i øjnene.

Mennesker drukner i tusindvis i Middelhavet, og europæerne ved ikke rigtigt, hvad de skal mene om det. De ved heller ikke, hvad de skal gøre ved det, og som sædvanlig har godhedsindustrien et svar parat; det hele er europæernes egen skyld! Og derfor europæernes eget ansvar. Det hedder udskamning, og det er blevet prøvet før, ofte med temmelig katastrofale konsekvenser. Et godt eksempel på udskamningens effektivitet er den berygtede palæstinenserlov af 3. marts 1992, der gav kollektivt asyl til 321 afviste palæstinensere, der, som det senere viste sig, overhovedet ikke var i fare for overgreb i de lande, de udvandrede fra. Men takket være en skræddersyet særlov kom dealligevel ind. Og tingene gik stærkt. Det startede med palæstinensernes besættelse af først Enghave Kirke og kort derefter også Blågårds Kirke, hvor sognepræst Lisbeth Søe inviterede dem indenfor. Herefter var det godhedsindustrien, der kørte løbet, idet hele 600 danske præster, skrev under på en støtteskrivelse til fordel for de afviste, vel vidende at flere af dem havde været på ferie i de lande, de angiveligt var flygtet fra.

”Folkeligt” pres

Derefter bredte idéen sig som ringe i vandet, og næste aktører i spillet var BZ'erne, der besatte Direktoratet for Udlændinge og Justitsministeriet. De fik straks opbakning fra de Radikales Bernhard Baunsgaard, SF'eren Ebba Strange og kulturpersonligheder som Savage Rose, Kim Larsen, Anne Marie Helger og Lone Hertz, og sagen endte med, at et flertal i Folketinget bevilgede samtlige 321 palæstinensere asyl.

Men sagen om palæstinenserloven ender ikke dér. Ifølge en artikel i Jyllands-Posten året efter (21.3.1993) var der meget, offentligheden ikke fik at vide. Journalisten hed Kristian Nystrøm og overskriften i hans artikel var PLO STOD BAG DEMONSTRATIONER I DANMARK, og her afslørede Nystrøm, at ”de statsløse palæstinenseres langvarige protestdemonstrationer var tæt koordineret med PLO i Beirut”. Kilden var PLOs Salah Salah, som Nystrøm have talt med. ”Salah Salah er stolt over, at det i 1991 og 1992 lykkedes at få næsten 100 000 palæstinensere fra Libanon sikret asyl i vestlige lande som et resultat af en internationalt og arabisk planlagt genbosættelses-aftale”. I Danmark var der allerede tale om 8000 palæstinensere, så der var stærke kræfter i kulisserne til fordel for palæstinensisk indvandring. Ikke mindst fra dansk side. Hvad de 321 oprindelig afviste asylansøgere angik, var det ifølge Nystrøm ”Dansk Flygtningehjælp, Folkekirkens Nødhjælp og dansk-palæstinensiske venskabsforeninger, der førte an i protesterne mod Flygtningenævnets afgørelser (dvs. de oprindelige afvisninger, GC)”. Og han føjer en interessant detalje til. ”Såvel lederen af Flygtningehjælpens juridiske afdeling, Jacob Gammelgaard, som Folkekirkens Nødhjælps informationschef Kristian Paludan skrev forinden rapporter, som viderebragte PLOs synspunkter om, at ingen asylansøger ville kunne sendes tilbage uden at risikere repressalier fra de libanesiske myndigheder.”

De danske lobbyisters misinformation

Det var tilsyneladende tunge argumenter for asyl. Men var påstanden sand? Ikke ifølge Salah Salah. ”Salah Salah erkender, at ingen tilbagesendte asylansøgere har været udsat for myndighedsrepressalier”, skrev Nystrøm. Hvilket vil sige, at hele sagen hvilede på misinformation. Også kaldet fup. Og hvad kom der ud af det i det lange løb?

Ifølge en undersøgelse fra 2011 var 42 procent af de oprindelige 321 palæstinensere blevet dømt for kriminalitet, mens en tidligere opgørelse fra 2005 viste, at 56 procent af deres børn også var blevet straffet for kriminalitet. Om Krudttønden- og synagogemorderen Omar al Hussein er en af dem, ved jeg ikke, og det er måske heller ikke det, der er det mest interessante ved sagen. Det erpresset fra godhedsindustrien. Dens evne til at give folk dårlig samvittighed for bedre at kunne styre dem i den ønskede retning. Præcis det samme pres oplever vi i dag på baggrund af de hundredetusinder af migranter, der flygter fra lande, som overbefolknings, miljømæssige og menneskelige følger er ved at gøre ubeboelige. Tusindvis drukner på vej til Europa, det forjættede land, og det er uhyggeligt og tragisk. Men er den tredje verdens børnerigelighed Europas skyld? Ja måske en lille del af den, fordi alle – EU, FN, USA og ikke mindst den hjemlige godhedsindustri –har vendt det blinde øje til verdens problem nummer ét – som tillige er verdens tabu nummer ét:Overbefolkningen. Snart vil den nuværende og stedse voksende bølge af forhutlede mennesker på jagt efter en bedre tilværelse blive til en tsunami. Og hvad vil Europa gøre så? Blive ved med at fordele migranter fremfor at se sandheden i øjnene? Det ser desværre sådan ud.

Geoffrey Cain er cand. mag. et art. og medlem af Demografisk Tænketank