(Da der endnu er danskere, der mener, at Allah må være samme Gud som Vorherre har Spydpigen i nedenstående artikel med anden textfarve to steder gjort opmærksom på, at dette naturligvis ikke er tilfældet).
Sherin Khankan på afveje
De færreste kristne har forstået Jesu bud om næstekærlighed, så det er ikke så underligt, at den kommende kvindelige imam Sherin Khankan også tager fejl. Ikke desto mindre er næstebuddet såre enkelt. Man skulle elske sin næste, sagde Jesus, og fik straks det meget relevante spørgsmål fra en discipel: Men hvem er min næste?
Som svar fortæller Jesus ham – i Mattheusevangeliet – historien om den gode samaritaner, der lå såret på vejen efter et overfald. De to mennesker, der burde have hjulpet ham pga. deres fælles tro - eller etnicitet, eller hvad man vil kalde det - gik forbi uden at hjælpe ham. Den første og eneste, der gjorde det, var en samaritaner, hvilket man af beretningen kan forstå, var stik imod alle regler.
Så, hvem var den såredes næste? Det var ham, der hjalp ham, samaritaneren. De andre, der gik forbi, var ikke hans næste, og det må jeg lige skrive en gang til for evt. tungnemme. De andre var ikke hans næste. Så det er simpelt hen forkert, når Sherin Khankan i kronikken REAKTIONÆRE MAI MERKADO, Berlingske 6. april, citerer Jesus for at sige, at alle mennesker er ens næste.
Det er de ikke. I Jesu-fortællingen er det som sagt kun den, der hjælper, der er ens næste. Og det har Sherin Khankan i lighed med tusinder af andre danskere misforstået totalt. Hvilket hun som muslim naturligvis ikke skal klandres for. Men værre bliver det, når hun antyder, at både kristendommen og islam forstår ”ens næste” som værende alle mennesker på jorden. For det gør islam ikke. I islam er der vandtætte skotter mellem de troende og de ikke-troende, selv om Sherin Khankan endnu engang foregiver ikke at vide det. Men hun slipper altid godt fra tricket, fordi de fleste muslimer kender deres egen religion dårligt og kun har deres viden fra Hörensagen. Grundprincipper i deres egen religion er de som oftest uvidende om, og da de fleste danskere ikke ved noget som helst om islam, kan en hurtigsnakker som Sherin Khankan, bilde dem hvad som helst ind. Hvad hun også er eminent god til.
Men tilbage til grundprincipperne i islam. Dem er der to af:
1. Koranen er guds (dvs. Gud Allahs) egne ord, og
2. det er profeten Muhammed, der er overbringeren af dem og fortolkeren af dem.
Hvilket betyder, at hvis man er i tvivl om koranens budskab – hvad man sagtens kan blive på grund af de mange dunkle steder og selvmodsigelser – så er Muhammed fortolkeren af dette budskab, fordi han efterlevede det selv til punkt og prikke.
Muhammed var i sit korte liv, ”det perfekte menneske” og det er hans eksempel, hans sunna, der er den ledetråd, alle muslimer skal følge. Og hvad er så dette eksempel? Her skal man for de uindviede lige gøre opmærksom på, at Muhammeds liv og gerninger fremgår ikke af selve koranen, men af de biografier og fortællinger om ham, bl.a. de såkaldte hadith (muhammedfortællinger), der er rangordnet efter autenticitet. Er en hadith erklæret sahih, er dens indhold sandt. Men hadith'erne er kun spredte historier fra mange kilder, og den mest sammenhængende beretning om Muhammed kommer fra hans første biograf Ishaq (død 767 e.v.t.), og det er hos ham, man kan se, hvilket eksempel en muslim skal følge. Og det er ikke for de sarte, fordi indimellem måtte Muhammed ty til handlinger, vi normalt ikke sætter i forbindelse med hellige mænd. Det drejer sig om intet mindre end ran, tortur, svig snigmord og massemord (på den jødiske Quraiza stamme i Medina, plus den efterfølgende voldtægt af de myrdedes kvinder).
Var der så her tale om skændige udåd? Overhovedet ikke, siger Ishaq. Det var alt sammen gode gerninger. Muhammed gjorde blot Allahs vilje. Og den bedømmelse, tror jeg, de fleste muslimer er enige i. Også Sherin Khankan. Hun kalder sig ”kritisk muslim”, men hvis hun er kritisk overfor noget, så er det næppe overfor islam, men udelukkende overfor dens kritikere. Som eksempelvis Mai Mercado. I virkeligheden er Sherin Khankan ganske traditionel. Og det giver hun ofte udtryk for i et sprog, der er så tyk med retoriske floskler, at det egentlige budskab ikke går op for folk. Et par dage før hendes kronik i Berlingske betroede hun en Berlingske journalist, at man burde se ”mere nuanceret” på steningen, en sætning, som de færreste formodentlig har tænkt nærmere over. Det burde de dog have gjort, fordi den betyder i al sin nøgenhed, at Sherin Khankan ikke er modstander af stening (som Gud (dvs. Gud Allah) selv har indstiftet), men nægter at sige det lige ud.
”Lad den, der er uden synd, kaste den første sten”, sagde Jesus. Og derved satte han et skel mellem kristendommen og dens senere afart, islam, som giver folk som Mai Mercado og Naser Khader (og mig, sagde hunden) gode grunde til at hævde, at kristendommen er bedre end islam.
Hvad der ikke altid er ufarligt. Men det en anden historie.
Geoffrey Cain
Geoffrey Cain er cand. mag. et art. og har oversat den dødstruede franske filosof Robert Redekers bog "Il faut tenter de vivre" (Man må prøve at leve) for Trykkefrihedsselskabet i 2009.
