april 10, 2015

Tyrkiske toiletproblemer

Islam giver meget detaljerede regler for, hvordan samfundet skal fungere, og hvordan muslimer skal opføre sig i det daglige. Der bliver ikke overladt meget til den personlige frihed.

Det bliver understreget med en ny fatwa fra Direktoratet For Religiøse Anliggender i Tyrkiet. Den giver tilladelse til, at muslimer må bruge toiletpapir, når de har gjort sig færdige.

Dette er en modernisering af islams særlige regelsæt for, hvordan man skal forrette sin nødtørft – den såkaldte Qadaa al-Haadja. Her blev det foreskrevet, at muslimer skulle bruge venstre hånd og vand eller eventuelt tre sten.

Men dengang havde man ikke toiletpapir. Derfor har Direktoratet For Religiøse Anliggender set et behov for at bringe regelsættet up to date. Der står i fatwaen:

”Hvis der ikke kan findes vand til at gøre sig ren, kan andre materialer bruges. Selv om nogle kilder anser papir for at være upassende, fordi det bruges til at skrive på, er der intet problem i at bruge toiletpapir.” (gengivet i Hurriyet Daily News)

Så der åbner sig nye muligheder for muslimer, der vil leve efter forskrifterne.

Men fatwaen understreger de regler, som muslimer i øvrigt skal overholde, når de går på toilettet: De må ikke tale eller læse derude. De skal gå ind med deres venstre fod forrest og gå ud med deres højre fod forrest. I begge tilfælde skal de fremsige en bøn.

Og så skal de sidde ned, mens de besørger – ikke noget med at stå op.

Det skulle vist være det væsentligste.


http://denkorteavis.dk/2015/direktoratet-for-religiose-anliggender-i-tyrkiet-har-udstedt-en-fatwa-der-formulerer-nye-regler-for-brug-af-toiletpapir/