april 09, 2015
9/4
Nu er det 75 år siden.
Jeg vågnede tidligt om morgenen ved kraftig motorstøj og tumlede søvndrukken ud af sengen i husets gamle pigeværelse og hen til tagvinduet. Flyveøvelse så tidligt... ? de dundrede ganske lavt lige hen over tagene. Jeg var fjorten år og vidste ikke noget om verden og verdens ondskab. Jeg talte... tænk, vi havde 28 - otteog tyve flyvemaskiner. Jeg var imponeret over, at vi havde så mange, nok lidt nationalstolt, 28, værd at se på, og jeg kikkede ud over villatagene
og haverne....
Da jeg gik ned ad trappen kom manden på første sal ud: "Tyskerne er her!"
Så havde jeg alligevel set rigtigt. Jeg havde i et glimt opfanget et hagekors på en flyvemaskine, men troede, at jeg...nej, det måtte jo være fork... Min storebror skulde ikke grine ad mig og håne at jeg så syner. Jeg tav.
Vi børn skulde i skole - ganske uafhængigt af hvad og hvor. Flyveblade lå spredt på gaden."Oprop til det danske Folk".
En klassekammerat syntes forgrædt. Hendes far var på søen og langt borte, men ellers var alt som sædvanligt, og Jason stod stadig der med sit gyldne skind i skolens hal...
Danmark var blevet erobret.