Overfladisk

Professor Ole Thyssen har i sin bog "Den totalitære nationalismes genkomst", Informations forlag, kastet sig over de tre totalitære ideologier, som bidrog til Anden Verdenskrig i håb om gennem den at vinde fremgang, materielt som åndeligt. Det er sikkert ingen skade til, at den yngre generation får repeteret disse "-ismer": kommunismen, nazismen og fascismen

Men ordet "genkomst" eller "renæssance" passer ikke ind. Det er forkert. Der burde stå "opblussen", eftersom en af "-ismerne": kommunismen, har været her hele tiden, måske lidt kamufleret. Uforstyrret har den vokset sig tykkere i det indforståede "liberale demokrati" og gjort indtrang i andre partier. Marxisterne var og er da tydelige nok. De forsøgte at bekæmpe de oplysninger fra Den kolde Krig, som professor Bent Jensen gennem sin forskning kunde lægge på bordet - trods statsmagtens gentagne forsøg på at hindre det. Alene håndteringen af denne sag, hvor tilogmed Bent Jensens computertexter af uopklarede grunde blev tilintetgjort, røber med al tydelighed, at marxismen ikke er en "genkomst" eller "renæssance", men et fast inventar i vor "liberal demokratiske" stat, som så med demokratisk ret kan undergrave og  ødelægge demokratiet indefra. Lykkes de ikke helt , så har de dog på visse punkter udviklet sig skæbnesvangert.

Den berømte kinesiske general Sun Tsu har fortalt, hvordan man sejrer uden krig. Denne "anden form for krtig" kræver listighed, tid og tålmodighed. Den schweiziske stat indså faren ved en sådan fordægt metode og forklarede den i detailler i en husomdelt brochure omkring år 1969, så alle schweizere kunde være forberedt. Det er denne krigsløse krigsform, som marxiserne bruger og er mestre i. Metoden kan også læses hos dem selv i de "kommunistiske langtidsmål", mål, som enhver god marxist - skulde have for øje for at nedbryde Vestens demokratiske stater.

Det har de lykkedes med langt bedre end Ole Thyssen synes at forstå. Jeg får umiddelbart det indtryk, at han som så mange intellektuelle kun har en løs forbindelse til jorden. Han har ganske vist bemærket at noget rumler svært i "det dybe folkedyb". Han tolker det som skuffelser over de løfter politikerne har givet i forbindelse med multikultur-invasionen og dens kaos. Han siger ikke et ord om de ganske tydelige folkelige protester og aktioner mod de kommunistiske tiltag, som lige så stille er planlagt og under gennemførsel  under EU's styre under dække af vort åh! så "liberale demokrati"
.
Han er åbenbart tilhænger af vort liberale demokrati. Han spørger, om det overlever, mens verden udenom bliver autoritære diktaturer med skindemokrati? Ser han ikke at hans "liberaldemokratiske ideologi" er en mellemstation, anlagt  på vej til marxismens slutspurt? Den overlever og glider ubenærket videre ind i kommunismens favntag.


Hvis ikke det folkelige oprør fortsætter og breder sig.