Ole Thyssen:
Den totalitære nationalismes genkomst
Hitlers, Stalins og Mussolinis stater døde i krigen, men ikke nødvendigvis ideen om en totalitær nationalstat, som vinder frem i skuffelsen over globaliseringen og de utilsigtede konsekvenser af neoliberalismen. Kan vi ende med, at det liberale demokrati bliver en undtagelse, mens normen er autoritære nationalstater med skindemokrati?
Nationalismen havde sine heydays i 1800-tallet med fædreland og modersmål. Men heydays brænder ud, og i slutningen af 1900-tallet så det ud, som om nationalstaten var passé, druknet i verdenssamfundets urolige vande.
Nu har nationalstaten fået en renæssance. I EU stemmer medlemmerne efter nationale interesser. En EU-skepsis breder sig. Ikke hos eliten, men i det dunkle folkedyb hos alle dem, som ikke føler, at globaliseringen har indfriet alle sine løfter, men til gengæld udløst en syndflod af ulykker. Indvandring, flygtninge, velfærdsturisme, terrorisme, pres fra lavtlønslande, arbejdsløshed – alt det får mange vælgere til at trække sig tilbage til det nationale fort. Populistiske højrepartier puster til den folkelige ild ved at hetze mod ’de fremmede’, og i Østeuropa rider Ruslands Putin og Ungarns Orban højt på den fatale sondring mellem dem og os. Også Eksjugoslavien har sine nationale spøgelser.
Det sker samtidig med, at den ene nationalstat efter den anden brækker i stykker og ender som fejlslagne stater.
Der er brug for lidt historisk hukommelseskunst. I 1900-tallets første halvdel fik nationalismen en aggressiv udformning hos tre nye nationer, Italien, Tyskland og Sovjetunionen. De kombinerede en cocktail af ord som folk, nation og demokrati med enevældige metoder – en ufejlbarlig monark, skueprocesser, censur, jagt på afvigere og forvredne retsprincipper. Deres ideer vandt ikke blot genklang i landene selv, men fandt tilhængere i hele Europa.
Mussolini, Hitler og Stalin leverede forskellige, men sammenlignelige blueprints for en national stat, som var total, fordi den gennemtrængte samfundet, og totalitær, fordi den blev styret fra toppen uden folkelig feedback.
Metoden var den samme: en doktrin blev knæsat som Sandheden og forenklet i et politisk program, støttet af et stramt organiseret parti med en enevældig fører i spidsen. Partiet skulle med propaganda overtale de folkelige masser, som ikke behøvede at vide og forstå, men kunne nøjes med at tro og ville. Andre doktriner skulle ikke diskuteres, men bekæmpes med vold og kraft.
De tre regimer var nationalistiske. Fascismen så sig som arvtager af Romerriget, og nazismen dyrkede det nationale racefællesskab. I december 1924 knæsatte Stalin princippet om ’socialisme i ét land’. Herefter stod han på nationens side. I den sovjetiske forfatning fra 1936 blev ordet ’klassefjende’ erstattet med ’folkefjende’, da der ikke længere officielt fandtes klasser, og på partikongressen i marts 1939 hyldede Stalin »det store venskab mellem nationerne i vort land«.
For Hitler var folket de racerene ariere, urtypen på det, vi forstår ved ordet ’menneske’. Nationalisme handler her ikke om sprog, men om race. En jøde kan tale ’tusinde sprog’ og er stadig jøde. Ariere er knyttet til nationen, mens jøder er internationale, både som kapitalister på finansmarkedet og som arbejdere i fagforeninger. De er nationens ydre og indre fjende.
Alle tre regimer styrkede sig med fjendebilleder. Sondringen mellem folk og fjende skabte orden og ensretning. Over for en reel trussel om eksklusion og død måtte tvivlere holde lav profil. Med fysisk vold og et hemmeligt politi fik befolkningen mundkurv på. Var man uenig, var det klogt at hykle, tie eller flygte.
Staten
Som fortidens enevældige konger behøvede de tre regimer ikke at konsultere befolkningen. Folkets velfærd var statens mål. Men hvad velfærd var, blev afgjort af staten. Hvis staten giver folket ord, er det ufolkeligt at kritisere staten.
For Hitler er staten et redskab for nationen, som er et racefællesskab og inkarnerer den »højeste menneskelighed«. Staten kan ikke skabe racen, men nok pleje og rense den. Dens opgave er at indgyde folket »den stolte selvhævdelse, den mandige trods og det harmdirrende hads ånd«. De racerene er borgere, mens fremmede er »fuldstændig retsløse«.
For Marx skulle staten dø. Selv om Stalin hævdede, at det klasseløse samfund var en realitet, talte han om en »kapitalistisk omringning«. Først når fjenden var »likvideret«, kunne staten dø. Nær Paradisets porte kæmper djævelen ekstra ihærdigt, så folket måtte samle sig under staten. Retorikken om ’den belejrede fæstning’ skulle fjerne al indre splid. Imens kunne staten vokse og vokse.
Ingen balance mellem stat og samfund var nødvendig, fordi særinteresser ikke blev accepteret. Ingen tradition eller religion satte skranker for staten. Intet måtte være staten fremmed, hvilket ikke betød, at staten skulle anerkende det fremmede, men at det fremmede skulle elimineres
Demokrati
Stalin, Hitler og Mussolini havde dyb foragt for det repræsentative demokrati. Det var for dem kun et forum for studehandler og palaver.
Mussolini og Stalin sagde nej til parlamentet, men ja til et folkedemokrati, der blev betragtet som den ægte vare. Mussolini kaldte fascismen for »den reneste form for demokrati«, fordi den gav form til folkets åndelige væsen – folket som det burde være. I 1936 hyldede Stalin den nye sovjetiske forfatning som radikalt demokratisk. Når de to klasser i Sovjet, arbejdere og bønder, ikke har forskellige interesser, er der ingen grund til flere partier.
Hitlers afvisning af demokratiet var derimod entydig. Ansvarlighed betød, at én mand traf afgørelsen, mens demokrati var svaghed og forflygtigelse af ansvaret. Hvert niveau i statens pyramide havde absolut magt nedadtil og absolut lydighed opadtil.
Da Hitler fik magten i 1933, proklamerede Goebbels, at »hermed er året 1789 strøget af historien«. Oplysningstidens ideer om demokrati, fornuft og rettigheder var sløjfet. Hitler erklærede, at »politiske partier regner med modspillere, verdensanskuelser proklamerer deres ufejlbarlighed«. Han ville skabe en organisation med »primitive soldater«, »stram disciplin og fanatisk overbevisning«. Målet var modpartens »sammenbrud«, ikke civiliseret samkvem.
Partiet
De tre regimer overtog enevældens idé om, at en elite skal tænke, tale og handle på folkets vegne. Mens staten er organ for folket, er partiet organ for staten, den klogeste og mest fremsynede del af folket. Borgerne, hævdede Hitler, behøvede ikke at få et »fuldstændigt indblik og nøje kendskab til de inderste tanker og ideer, der besjæler føreren«. Og partiets program skal ikke justeres, men stå urokkeligt fast, så det ikke rammes af »endeløse diskussioner og almindelig forvirring«.
Derfor kunne den lovgivende, den udøvende og den dømmende magt samles i ét organ. Mens staten gjorde nationen til en enhed, skabte partiet handlekraft ved at samle alle statens organer i ét parti. Selv i den tyske race var kun et fåtal »energisk og dristigt anlagt«, mens de fleste var »træge og feje«. De aktive skal ind i partiet, de passive nøjes med at være tilhængere.
Føreren
De tre stater blev identificeret med deres ledere. Folket er gud, som er blevet kød og har taget bolig i føreren. Han skal ikke diskutere, men adlydes. Hans taleart er befalingen, mens folkets dyd er lydighed. Folkestyre er identitet mellem fører og folk. Hitler plæderede for »den ekstreme bedste del« skulle have den »absolutte ledelse«. Han selv var den »store mand«, som både var “teoretiker, organisator og fører”, omgivet med “Mekka og Roms magiske fortryllelse”.
I føreren smeltede folk, nation, stat og parti sammen i en menneskelig form. Han samlede alle i et ordnet og håbefuldt univers. Hitlers omgangskreds konkurrerede om at imødekomme ham, og han selv følte sig udpeget af forsynet og endte ofte sine taler med et »amen«.
Herefter kunne ’folket’ deponere sin sjæl i staten, synke ned i anonymiteten og hengive sig til formynderiets behag. En lidenskabelig taler og en brølende masse blev det anskuelige billede på sammensmeltningen af fører og folk, mere hjælpsomt for et emotionelt fællesskab end debatter i parlamentet.
Demokratiets repræsentative organer blev erstattet af førerens præsentative teknik. Folk og fører viste sig for hinanden i masseopbud, hvor alle kunstens midler blev brugt i et suggestivt folketeater.
Både staten og partiet bliver overflødige, når føreren kan sætte alle procedurer ud af kraft med sit blotte ’jeg vil’. Det juridiske apparat var en hæmsko for førerens intuition. Hverken fascismen eller nazismen udformede en forfatning. For Hitler er alternativet klart: det svage demokrati eller »den brutale vilje«.
Det nye menneske
De tre regimer ville forvandle mennesket fra grunden af. Mussolini ville »omforme ikke blot livets former, men deres indhold – mennesket, dets karakter og tro«. Det nye menneske er en maskine, som handler og lider for nationen. Over for liberalismens jagt på »selvisk og øjeblikkelig lyst«, som gør mennesker til dyr og som Hitler kalder jødisk, sætter Mussolini og Hitler en ’åndelig holdning’, som hæver mennesker over det materielle.
Hitler skrev monotont om den »opofrende vilje« over for racens overordnede hensyn. Den ’tyske rejsning’ kræver en »national opdragelse« af folket. »Den unge mand« råder ikke over sin krop og skal ikke »drive rundt og gøre gader og biografer usikre«. Han skal »stålsætte og hærde sit unge legeme«, mens unge kvinder skal opdrages til at være mødre. De er først fuldgyldige borgere, når de gifter sig.
Skønt Hitler hylder den stærkes ret til at udslette den svage, skal de frie kræfter dog tæmmes, når det gælder racen. Truslen er klar: »Den sorthårede jødedreng lurer i timevis med satanisk glæde malet i sit ansigt på den intetanende unge pige, som han skænder med sit blod og hermed røver fra hendes folk«.
De tre regimer ville dræbe mennesket ved at omforme det »helt ind i sit fysiske væsen« og gøre det til et socialt artsvæsen, som går op i staten, »sjælenes sjæl«. Hitler beklagede sig få dage før sin død over, at han ikke havde haft tid nok til at skabe det nazistiske menneske fra grunden af.
Krigen
Alle tre regimer drives af en myte – det klasseløse samfund, den heroiske nation og den rene race. Både som oprindelsesmyte og som fremtidsvision indføres en forskel og en mangel. Med krigsretorik ophidses befolkningen til en uophørlig indsats. Den skal realisere sine mål og tilintetgøre sine fjender. Menneskets vilje til at herske over andre er, siger Mussolini, en »universel realitet«.
Mobilisering og paranoia gik hånd i hånd. Ingen loyalitet måtte stå over loyaliteten mod nationen. Kampen om det rene folk spejlede sig, og måtte spejle sig, i hadet til dets beskidte modpol. For den rene er alt andet beskidt. Fremtiden tilhører de stærke, som kan sætte sig ud over medlidenheden. Uhyre mængder af energi blev brugt til at opspore, registrere og herefter straffe eller tilintetgøre folkets fjender.
Imod demokratiets debat og flertal opstilles en teori om viljen til krig. Carl Schmitt hævdede, at politisk uenighed ikke er akademisk debat eller økonomisk konkurrence, men krig til døden. Krigen er »alvors-tilfældet«. Debatten på ord blev erstattet med fysisk krig – næven og sværdet. Hitler appellerede til de arbejdsløse, de utilfredse og de forrådte med et budskab om anti-autoritær autoritet, hvor den gamle elite blev udskiftet med en »ung, sejrrig idé«, båret af »flammende national selvopretholdelsesvilje og heroisk dødsforagt«. At sikre racens »skønhed og værdighed« krævede krig, ikke »den latterlige parole om at sikre ro og orden ad fredelig vej«.
Krigen blev den store opdrager, som samlede og rensede kræfterne ved at løfte dem op over hverdagens smålige hensyn. Vold er livskraft, fjenden er en dødsfjende, og kampen er uden ende. I stedet for demokratiets målhæmmede fjendskab, hvor fjender også er venner og spiller samme spil, får vi fanatismens uhæmmede fjendskab, hvor fjenden er fortabt og fortjener alle helvedes pinsler.
Med dyrkelsen af kampen og kraften blev taberne de svage, som havde fortjent at dø. Samme logik kan anvendes over for de tre regimer, som alle endte på historiens losseplads. Verdenshistorien er verdensdommeren.
Sammenbruddet for den totalitære nationalisme blev ikke en afslutning for nationalismen. Kun et kort øjeblik så det ud, som om nationalstaten var død. Den neoliberale dyrkelse af markedets frihed førte, som en utilsigtet bivirkning, til en økonomisk ulighed, ikke blot mellem rige og fattige lande, men også mellem rige og fattige i de rige lande. Det udløste en mumlende og nogle gange flammende utilfredshed, som tæmmes med en stigmatisering af de fremmede.
Kan vi ende med, at det liberale demokrati bliver en undtagelse, mens normen er autoritære nationalstater med skindemokrati, med stærke begrænsninger af ytringsfriheden, med opløsning af magtens tredeling, med stærke bånd mellem regering, militær og et hemmeligt politi, og med karismatiske ledere, der kanaliserer utilfredshed ind i den nationale og emotionelle forskel mellem dem og os?
Citater af Hitler er fra Min kamp, Jørgen Paludans Forlag, 1966. Mussolini er citeret fra The Doctrine of Fascism, som kan hentes på nettet.
Kilde-URL: http://www.
